Der bliver skrevet historie på flere måder, når Inuuteq Storchs udstilling i Den Danske Pavillon åbner på Venedigbiennalen om godt en måned. Dels er det første gang en grønlandsk kunstner repræsenterer Rigsfællesskabet i Venedig, dels har pavillonen aldrig tidligere lagt rum til et rent fotografisk projekt. Og endelig er Storch den yngste kunstner nogensinde, der har repræsenteret Danmark på biennalen.
Men der bliver også skrevet andre historier gennem Storchs projekt, der kombinerer sine egne fotografier af grønlandsk hverdagsliv med familiefotos og historisk arkivmateriale. Under titlen The Rise of the Sunken Sun fortæller Storch det grønlandske folks visuelle historie, ikke gennem udefrakommende linser, men gennem inuits egne.
Udstillingen, der er kurateret af Louise Wolthers (forskningsleder og kurator ved Hasselbladstiftelsen i Göteborg), kommer til at bestå af flere hundrede fotografiske værker fra hele Storchs bagkatalog, en lydkomposition og et skulpturelt element i form af en rød, glødende halvcirkel, der peger på den synkende og opstigende sol i udstillingens titel.
Inuuteq Storch (f. 1989) er uddannet fra fotoskolen Fatamorgana i København i 2011 og fra International Center of Photography I New York I 2016. Hans foretrukne medie er de fotobøger, han foreløbig har udgivet fem af, og som sætter en vigtig ramme omkring hans projekter.
I gennembrudsprojektet Keepers of the Ocean, der udkom på forlaget Disko Bay i 2022 møder vi Storchs venner og bekendte i en serie intime hverdagsskildringer fra hjembyen Sisimiut. Vi hænger ud med dem, følger deres dagligdag i varme stuer og sprødt frostvejr og er med til sammenkomster og efterfester. Et snapshot-agtigt blik ind i samtidens Grønland, der føles nærmest umedieret, som om kameraet ikke var til stede.
I flere tidligere udstillinger, blandt andet på Nordatlantens Brygge i København i 2023 og Galleri Image i Aarhus i 2021, sammenstillede Storch billeder fra Keepers of the Ocean med projekter, der dykker ned i historiske fotografiske arkiver.
I projektet Porcelain Souls (udkommet som fotobog på Konnotation Press i 2018) samler Storch en serie af de fotografier, hans forældre sendte til hinanden, da de som helt unge boede i henholdsvis Aarhus i Danmark og Sisimiut i Grønland. Det er følsomme og helt intime fotografier fra 1960’erne til starten af 1980’erne, der fortæller en historie om, hvordan det grønlandske fotografis skatte ofte gemmer sig i private fotoalbummer.
Et andet projekt, Mirrored – Portraits of Good Hope, der udkom som fotobog på forlaget Roulette Russe i 2021, dykker Storch ned i arkivet til John Møller, den første professionelle grønlandske fotograf. Møller levede fra 1867 til 1935, og var især aktiv som fotograf i perioden fra slutningen af 1880’erne til staten af 1930’erne, hvor han skildrede livet i den danske koloni, som Grønland dengang var. Til biennaleudstillingen har Storch udvalgt en serie af Møllers fotografier, der særligt fokuserer på den danske administration, på ekspeditionsfotografier, præster og minearbejdere i datidens Grønland.
Netop udkommet er fotobogen Necromancer på Marrow Press, der består af en serie billeder taget under cororaepidemien. Det er mørke, kontrastfulde og kornede fotos med dunkle undertoner og en reference til den shamanisme, der var en del af den grønlandske kultur før den danske kirkes indtog. Billederne er rå og voldsomme og viser den anden side af Storchs praksis, som også kom til udtryk i projektet Flesh (Disko Bay, 2019), en serie upolerede snapshots fra kunstnerens tid i New York.
Da Kunstkritikk møder Inuuteq Storch på Den Sorte Diamant i København, er han varsom med at afsløre for meget om selve udstillingen i Den Danske Pavillon. I caféen i det hus, som rummer Det Nationale Fotomuseum, fortæller han i stedet om fotografiet som dekolonialt værktøj og om drømmen om at lave et museum for grønlandsk fotografi.
Jeg vil jo allerhelst spørge til din udstilling i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen, men jeg ved, at du ikke kan sige så meget om den endnu. Måske kan du alligevel fortælle om titlen, Rise of the Sunken Sun?
Titlen peger på det grønlandske flag, som er en rød sol, der står op over den hvide is. Den peger på forårets tilbagekomst efter den vinter, som er en del mørkere i Grønland end i Danmark. Når solen kommer tilbage, kommer også håbet igen, blandt andet fordi fangsten vender tilbage.
Udstillingen på biennalen bliver en blanding af flere forskellige projekter, som jeg har arbejdet på igennem adskillige år. Det nyeste er lavet specielt til Den Danske Pavillon, og det hedder Soon summer will be over. Det er et projekt, jeg lavede i sommers i Qaanaaq, som er Grønlands nordligste by, og der slutter sommeren nærmest før det overhovedet starter.
Hvordan var det at fotografere i Qaanaaq? Med den beliggenhed må der være et ret specielt lys?
Det var vanskeligt, fordi det er skarpt dagslys 24 timer i døgnet om sommeren. Jeg foretrækker, at der ikke er alt for meget lys, når jeg fotograferer, så derfor var det ret svært, både at tage ordentlige billeder og at redigere dem efterfølgende.
Jeg valgte at tage afsted om sommeren, fordi jeg gerne ville have projektet med på biennalen. Normalt tager det mig omkring halvandet år at færdiggøre et projekt, fra jeg tager billederne til jeg er klar med en fotobog. Ellers havde jeg nok valgt en anden årstid. Om vinteren er lyset noget mere afdæmpet, men det bliver ikke bare helt sort, som mange danskere tror. Der er lange solopgange og solnedgange, og imellem dem er der månelys, der lyser isen og sneen op.
Hvordan forbereder du dig, når du skal lave sådan et projekt som det i Qaanaaq? Ved du på forhånd hvilke motiver, du gerne vil have og hvilken arbejdsmetode, du skal anvende?
Jeg arbejder meget instinktivt. For mig er fotografiet et sprog, som jeg først forstår, når jeg ser det færdige billede. Mine projekter tager alle udgangspunkt i et konkret sted, og min fremgangsmåde afhænger af netop stedet. Da jeg fx var i New York, følte jeg mig ret rodløs, og de fotografier, jeg tog, blev en del af en dialog, jeg havde med mig selv. En dialog om retning, om hjemløshed og om, hvordan jeg forstod den by, jeg var ankommet til.
Det var på det tidspunkt, jeg vidste, at jeg havde fundet min arbejdsmetode. Jeg rejser til et specifikt sted og prøver at forstå det igennem mine fotografier. Lige når jeg ankommer, har jeg en researchfase, hvor jeg prøver at finde ud af, hvilke billeder jeg kan tage på det sted. Derefter arbejder jeg ud fra min intuition, og den konkrete arbejdsmetode afhænger af, hvordan menneskerne er på det sted, og af hvem jeg selv bliver.
Hvem du bliver? Det må du lige forklare?
Ja, har du lagt mærke til, at vi har forskellige personligheder alt efter, hvor vi befinder os? Jeg har forskellige roller i forskellige bygder, og det afhænger af landskabet og mentaliteten på stedet og af min relation til det.
Mine projekter handler grundlæggende om identitet. Min egen identitet og vores nationale identitet. Jeg lærer meget om mig selv i mødet med andre, både i relationen til dem, der er helt tæt på mig, men også i mødet med det fremmede. Derfor oplever jeg, at min egen identitet er bundet sammen med den større nationale samtale om, hvem vi er som folk.
Vi ved begge to, hvor kompleks den dansk-grønlandske historie er, men jeg tror ikke, at den betyder lige meget for os i det daglige. I Grønland føler vi, at vi lever tæt sammen med Danmark, men vi føler ikke, at Danmark lever tæt sammen med os. Vi læser nyheder fra Danmark hver dag, vi taler sproget og i skolerne lærer vi om den danske religion, men ikke om vores egen.
Jeg går ud fra, at det er sådan, fordi skolesystemet i Grønland fortsat er påvirket af kolonitiden?
Ja, nærmest hele den grønlandske infrastruktur er kopieret direkte fra, hvordan tilsvarende systemer ser ud i Danmark. Men danskere og grønlændere tænker meget forskelligt, så det er klart, at det ikke er alle danske systemer, der passer ind i den grønlandske kultur. Et eksempel er den måde, vi er sammen på. Første gang, jeg kom til Danmark, forstod jeg ikke, hvordan jeg skulle være sammen med danskere, for danskerne taler hele tiden. I Danmark kæmper man om at få ordet, mens man i Grønland venter på, at andre er færdige med at tale, før man selv siger noget, så som grønlænder kan man nærmest ikke få et ord indført. Når jeg er sammen med mine venner, kan vi sagtens hænge ud sammen uden at tale. Vi har tidspunkter, hvor vi taler om alt, men også tidspunkter, hvor vi er stille sammen.
Mange af dine projekter tager udgangspunkt i netop det intime, i venskabet eller i de tætte relationer. Man får det indtryk, at du tager billeder af det, der alligevel ville ske, hvis du ikke havde dit kamera med. Er det faktisk sådan, eller får du det til at se sådan ud?
Det er tit sådan, det er. Generelt er der meget hverdagsliv i mine billeder, mange billeder af venner og familie. Da jeg begyndte at fotografere, havde jeg altid mit kamera på mig og tog billeder hele tiden. Med tiden har jeg fundet ud af, at jeg ikke kan være fotograf 24 timer i døgnet, så i dag lader jeg ofte mit kamera blive hjemme. Men hver gang ærgrer jeg mig over de billeder, jeg ikke har fået taget, fordi jeg ikke havde mit kamera med.
Hvor mange billeder skal du normalt tage, før du står med ét, der fungerer?
Jeg arbejder oftest analogt. Det betyder, at jeg har lært mig selv at være ret effektiv. Jeg kan som regel bruge lidt over halvdelen af de billeder, jeg tager.
Det lyder umiddelbart mere besværligt?
Det handler om, hvilket kamera, jeg bruger. Alle mine kameraer er nogle, jeg har fået af venner og familie. I øjeblikket bruger jeg et virkelig godt Leica-kamera, der har tilhørt min afdøde onkel. Jeg ved faktisk ikke, om det har nogen betydning for mine projekter, men jeg kan godt lide den affektionsværdi, der ligger i venner og families kameraer.
Det betyder også, at jeg har ret mange kameraer, som kræver mange forskellige teknikker. En del af dem, jeg får foræret, er små, kompakte point-and-shoot-kameraer, som har en del tekniske begrænsninger. Andre stammer fra secondhand-butikker, og nogle af dem kræver, at jeg selv skal måle afstand, sætte lys og stille skarpt. Derfor har jeg også mange forskellige arbejdsmetoder, produktionsmetoder og udstillingsmetoder.
Du arbejder en del i bogformat. Hvad kan det format, som eksempelvis en traditionel udstilling ikke kan?
Jeg kan godt lide fotobøger, for når man står med en fysisk bog, så føler man, at man er helt færdig med et projekt. Desuden er bøger nemmere at opbevare, ligesom de når ud til langt flere – særligt i Grønland – end en udstilling ville gøre. Og så er de et fint visitkort, som kan hjælpe én med at få udstillinger.
En anden grund til, at jeg godt kan lide bogformatet er, at det er nemmere at vise, hvordan man tænker sit projekt i en bog. Man kan arbejde med forskellige rytmer i opsætningen og variere design, format og papir langt mere. Der er mange faktorer, som man ikke normalt tænker over, som fylder, når man laver bøger, og der har jeg heldigvis et godt samarbejde med det grafiske bureau Spine Studio og forlaget Disko Bay i København. De forstår, hvad jeg laver, men de er også mine venner.
For mig er det vigtigt at arbejde sammen med venner. Min far har et konditori i Sisimiut, og han er venner med alle dem, han arbejder sammen med. Igennem ham har jeg lært, at venskaber er langt vigtigere end arbejdsrelationer, og når jeg eksempelvis besøger Spine Studio, så er der også plads til at have det sjovt, spise middag og at tale om alt muligt, der ikke direkte har med arbejdet at gøre. Jeg sætter pris på den ærlighed og tillid, der ligger i de venskaber.
Jeg udgiver ret mange fotobøger – i gennemsnit én om året – men jeg har stadig virkelig meget materiale liggende i mit arkiv, som ikke er offentliggjort endnu. Jeg vil tro, at jeg har omkring 15 projekter liggende. Så selv hvis jeg stoppede med at fotografere i morgen, ville jeg kunne lave fotobøger de næste 15 år.
Tror du stadig, at du har lyst til at lave fotobøger til den tid?
Det håber jeg! Da jeg var lille, ville jeg være enten ingeniør eller pilot, men på en eller anden måde endte jeg med at bruge mit sabbatår på fotoskolen Fatamorgana. I løbet af det år gik det op for mig, hvor vigtigt fotografiet er. Jeg indså, at vi i Grønland ikke har nogen kultur omkring fotografiet, og det besluttede jeg mig for at ændre. For mig er fotobøgerne en måde at skabe et fundament for en grønlandsk fotografisk kultur.
I fremtiden drømmer jeg om at lave et museum for fotografi i Grønland, for når jeg siger, at vi ikke har en kultur omkring fotografiet, så mener jeg i virkeligheden, at vi ikke har nogle offentlige strukturer, der understøtter det grønlandske fotografi. Der findes enormt meget godt fotografi i Grønland, men det er private fotos, der gemmer sig i flyttekasser i familiens kælder. Hvis jeg havde et museum, ville jeg invitere folk til at komme med deres private fotoarkiver og ud fra dem skabe et nationalt arkiv over grønlandsk fotografi. Her kunne vi udstille grønlandske fotos fra 1930’erne til i dag. Det er historieskrivning fra vores eget perspektiv.
Hvorfor tror du, at der findes så meget godt fotografi netop i Grønland?
Jeg tror, at det er fordi fotografiet er meget tæt knyttet til det grønlandske sprog. Det grønlandske sprog er på én gang meget konkret og meget billedskabende. Det danske ord «øje» ville på grønlandsk oversættes til «det, jeg ser med».
Jeg vil påstå, at kunst ligger dybt i det grønlandske dna. I gamle dage dekorerede man harpuner med billeder af de dyr, man gerne ville tiltrække. Det handlede ikke om det dekorative aspekt, men om håb, for i Grønland havde man brug for håbet for at overleve. På grønlandsk fandtes der ikke noget begreb for kunst, og det ord, vi bruger i dag, kommer fra en udlænding, der ville skrive en bog om de grønlandske dekorationer. Hvis man oversætter det direkte til dansk, betyder det: «Det, at lave underlige ting», men dekorationerne var hverken underlige eller egentlige dekorationer, for de tjente et konkret formål. Man afbildede en sæl på sin harpun, fordi man håbede, at det ville tiltrække dyret, og at dyret ville lade sig harpunere på grund af billedets kraft.
På Nordatlantens Brygge i København lavede du for nylig en udstilling, hvor du sidestillede dine egne fotografier med billeder af den første grønlandske fotograf, John Møller. Hvordan ser du det samspil mellem nyt og ældre fotografi?
Den grønlandske historie kan være svær at forstå, fordi vores udvikling er gået ekstremt hurtigt. Det er vanskeligt for mig at relatere til, hvordan mine forældre levede, da de var børn, og endnu sværere at forstå den verden, mine bedsteforældre levede i. Kontrasten imellem den måde, jeg lever på, og det liv, man havde for bare få generationer siden, er enorm. Det var det, jeg gerne ville illustrere ved at sammenstille de to serier.
Opfatter du dit eget arbejde i en forlængelse af en fotograf som John Møller, eller tænker du, at du bryder med den tradition?
Da jeg startede med at fotografere, havde jeg ingen direkte forbilleder. Dengang var mine billeder ret rodede og snapshot-agtige, ofte med inspiration fra det psykedeliske, men i takt med, at jeg har arbejdet med fotografiske arkiver, kan jeg se, at mine egne billeder har ændret sig. Jeg kan fornemme, hvordan de tager farve af det materiale, jeg interesserer mig for, så uden at tænke over det er jeg kommet til at stå på skuldrene af dem, der kom før mig. Projektet Keepers of the Ocean er eksempelvis meget inspireret af, hvordan mine forældre tog billeder, da jeg var lille.
Hvad tiltrækker dig ved bestemte fotografiske arkiver? Er det fotografiernes egne kvaliteter eller er det de historier, de gemmer på?
Begge dele, tror jeg. Den grønlandske historie er endnu ikke skrevet af os selv. Den er skrevet af mennesker, der har observeret det grønlandske folk, så når vi læser om vores historie, så læser vi faktisk andres fortolkning af os. Der er gode iagttagelser i det. Man kan godt fornemme, at de har gjort sig umage, og at det er skrevet i bedste mening. Men selvfølgelig har de ikke forstået alt, hvad de har set.
Jeg er meget interesseret i fysik, og når man arbejder med det, så ved man godt, at der er forskel på teori og praksis. Når man udfører et teoretisk eksperiment i praksis, så viser det sig altid, at en vis procentdel slår fejl. Jeg vil tro, at noget lignende gælder for den nedskrevne grønlandske historie og for en del af de fotografier, der er blevet taget af dem, der kom hertil.
Ville du egentlig kunne se forskel på et fotografi, taget på en af de danske ekspeditioner, og et fotografi, taget af en grønlandsk fotograf på samme tid? Eller er det mere kompliceret end det?
Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne se forskel. På grund af den manglende grønlandske kultur for fotografi, var de grønlandske fotografer i gamle dage inspirerede af den måde, de fremmede tog billeder på. Derfor ligner tidligt grønlandsk fotografi meget europæisk fotografi fra samme periode.
Men jeg er egentlig ikke så interesseret i at tale om fotografi på den måde. For mig er fotografi så personligt, at det ikke giver mening at generalisere. Fotografi er den mest personlige kunstform, jeg kan komme i tanker om
Hvorfor tror du, at det er så personligt, når fotografiet netop også er kendetegnet ved en vis mekanik?
Ja, fotografiet er en underlig størrelse, helt mekanisk og helt vildt personligt. Jeg tror, at det er fordi, fotografiet er en direkte forlængelse af øjet. Det handler om, hvordan vi ser verden, uden at blive filtreret igennem en eller anden kunstnerisk stil, som maleriet fx altid er det. En meget stor del af vores personlighed afhænger af, hvordan vi oplever og interagerer med verden omkring os, og den mest direkte kommunikation imellem hjernen og omverdenen går gennem øjet. Øjet – og dermed fotografiet – er forbindelsen imellem vores bevidsthed og virkeligheden.
