Kunstnerduoen Jens & Morten, med de borgerlige navne Jens Ardal og Morten Kromann, har normalt en socialt involverende praksis, hvor kunsten indgår et værktøj til at skabe møder i det offentlige rum. I et nedlagt slagteri i hjembyen Holstebro oprettede de i 2014 et produktionsværksted, hvor lokalbefolkningen inviteres til at indgå i workshopbaserede forløb og kreative events, hvor processen og samarbejdet omkring et projekt er langt vigtigere end resultatet. Den aktuelle soloudstilling på Gl. Strands institutions-hvide 3. sal er på alle planer langt fra slagteriet i Holstebro, og det bærer installationen præg af.
Udstillingen Agora handler som titlen antyder ligeledes om at skabe møder, omend her på et mere fabulerende og abstrakt plan. Industrielle stålgitre, der er medbragt fra slagteriet, udgør det bærende visuelle element i en installation, der består af en række aflukkede rum, fyldt op med alt muligt. Jeg nævner i flæng: brudstykker af 3D-printede arkitekturmodeller, en lampeformet genstand i et skum-materiale, en svanefigur med papirhale, neonfarvede tegninger og skulpturelle dimser, spejle og bemalede hylder i organiske udskæringer, gennemsigtige plastiskbøjler, et babyblåt fly, et akvarium uden fisk og helt vildt mange stueplanter. Genstandene er placeret så de danner små tableauer, der er oplyst af lilla lysstofrør og blå/røde diodelamper, og imellem de enkelte aflukker løber industrielle transportbånd, der fragter planter frem og tilbage i lukkede kredsløb. Tivolis hurlumhej-hus møder Istedgade-biks, kan man vel kalde det overordnede æstetiske udtryk.
I konstruktionen er der desuden blevet plads til to åbne rum med siddepladser, hvor et fysisk møde i teorien kunne finde sted. Man fornemmer dog, at værket især skal forstås som en abstraktion over det digitale, hvor de aflukkede rum med al deres indforståede krimskrams repræsenterer den intimitet, der trods store fysiske afstande kan opstå over nettet. Transportbåndene og den massive tilstedeværelse af ledninger og elektriske dimser peger således på den digitale udveksling, men åbner ikke for nogen reel mulighed for interaktion eller deltagelse.
Værkets lidt retro-kitschede univers er bestemt visuelt imødekommende, men det virker umiddelbart paradoksalt at ville italesætte digitalitet igennem en konstruktion, der primært bygger på bedaget elektronik og en tydelig fascination af det mekaniske. Agora emmer af en drenget glæde ved at lege med ledninger og bygge ting, der siger biplyde og får dioder til at blinke, og det er helt vildt charmerende. Man savner dog allermest fundamentale i såvel agoraen, det virtuelle mødested og Jens & Mortens praksis, nemlig det sociale fællesskab.
