Museum uden vægge

Hvordan ville et museum se ud, hvis man opfandt det i dag? Museet for Samtidskunst forlader sine bygninger gennem 30 år og vil fremover være uden et fast sted.

Museet for Samtidskunst i Roskilde har taget en radikal beslutning. Om kort tid flytter museet fra Det Gule Palæ, i centrum af byen og med domkirken som nabo, hvor institutionen har haft til huse siden etableringen i 1991. Det nye Museet for Samtidskunst vil fremover ikke have noget fast sted. I stedet vil man integrere kunsten i borgernes dagligdag, være synlig i gadebilledet, i butikkerne, måske i en virksomhed.

Projektet bliver muligt efter, at byrådet i Roskilde Kommune i går aftes enstemmigt bakkede op om det nye museumsformat og også har givet tilsagn til, at de midler, som kommunen ellers bruger til husleje, fremover kan gå til ren drift. Tilbage står at forhandle en aftale mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Roskilde Kommune omkring opsigelse af lejemålet.

Museet flyttede i sin tid ind Det Gule Palæ, fordi det var det eneste sted, som lige lod sig gøre. Hurtigt viste det sig, at Lauritz de Thurahs fredede barokpalæ havde mange begrænsninger, og hverken rummer kunstens og kunstnernes behov for fleksibilitet og plads, eller publikums behov for faciliteter såsom børneværksted, foredragssal eller café. Gennem tiden har museet derfor lagt mange kræfter i at arbejde i byrummet, blandt andet med performance- og lydfestivaler. Undervejs har der været forskellige planer for, hvad man kunne gøre; istandsætte, lave en satellit, eller bygge et helt nyt museum.

«Det var denne udfordring, som også havde optaget de foregående direktører, jeg overtog, da jeg tiltrådte i 2014,» fortæller direktør Birgitte Kirkhoff Eriksen.

Birgitte Kirkhoff Eriksen, direktør for Museet for Samtidskunst siden 2014.

De sidste tre år har Kirkhoff Eriksen, sammen med bestyrelse og medarbejdere, grundigt gennemtænkt den institution, som Museet for Samtidskunst er. Selve kimen til museet er den berømte Fluxus-festival Festival of Fantastics, der fandt sted i 1985 spredt rundt i Roskilde by. I forlængelse heraf besluttede en gruppe borgere sig for at etablere et museum specifikt for de nye kunstformer, der var vokset ud af 1960erne. Museet blev statsanerkendt i 1994 og har siden været landets eneste museum, der alene er dedikeret til samtidskunst. Særligt lyd- og performancekunsten har været museets fokusområde.

Processen har været lang. Først var museet interesseret i at flytte til Musicon, den nye kreative bydel, som også huser rockmuseet Ragnarok, Festivalhøjskolen, Roskilde Festivals hovedkontor, egnsteateret Aaben Dans og andre af de institutioner, som museet i forvejen samarbejder med.

«Vi ville opsige palæet og finde et midlertidigt kontor i området, indtil vi havde fundraiset nok til at bygge et nyt sted. Men nu har vi altså droppet den sidste del. Vi får et kontor til en billig husleje, men ikke noget fast sted. Det kan være, vi får vi brug for et sted på sigt – måske et udstillingsrum, en dansescene eller et værksted. Vi ved det ikke endnu, og det føles rigtigt og meget befriende at lægge det spørgsmål til side og i stedet fokusere på, hvad vi vil vise og gøre og hvordan,» siger Kirkhoff Eriksen.

Fremover vil det nye Museet for Samtidskunst udvikle projekter hos og med andre. Det kan være en skole, et plejehjem eller en virksomhed, men det kunne også være en haveforening eller en svømmehal. 

Selve udflytningen kommer til at foregå i løbet af foråret 2021. Det første rigtige projekt i det nye museumsformat åbner i maj måned. Det bliver Bobler, en udstilling med skulpturer af unge kunstnere fra det lokale atelierfællesskab 51C TH i Trekroner, som vil finde sted langs Roskildes historiske akse, fra havnen i nord over bymidten, ud til Roskilde Festival, hvor der vil være en bobleformet pavillon. Koncerter, performance, optog og børneworkshop vil også indgå. 

Acts 2012 var en festival for performativ kunst, der fandt sted i Roskilde by i 2012. Arrangeret af Museet for Samtidskunst. Foto: Andreas Rosforth.

Kirkhoff Eriksen, der tidligere har haft eget galleri og også været ansat på flere danske museer, har stadig en forkærlighed for museet som institution, men mener ikke, det giver mening, at alle arbejder med kunst på præcis samme måde:

«Det passer godt til vores selvforståelse, at det netop er Museet for Samtidskunst, der tager dette skridt. Vi er undfanget af en Fluxusfestival og har altid haft mange projekter indenfor lyd og performance, og også meget, der foregik udenfor institutionen. Vi spurgte derfor os selv: ’Hvordan ville museet se ud, hvis man opfandt det i dag?’ Ville man så forvente, at alle skulle besøge det samme sted hver gang? Ville man have åbningstider, der ligger præcis, når det fleste er på arbejde? Ville man planlægge udstillinger, der varer tre måneder, fordi det nu engang passer ind i institutionen – eller skulle man følge kunstneren, hvor noget måske passer til en varighed af to timer, mens noget andet har bedst af at vare seks måneder.»

«Man kan sige, at vi frasiger os den hvide kube som en slags beskyttende rum, der udvisker verden og tiden udenfor. Nu gør vi det modsatte. Nu kommer fælleskab, byrum og stederne til at blive helt afgørende for oplevelsen og kurateringen af værket. Deri ligger meget genklang fra det fluxuskunstnerne ønskede at gøre. Tanken om sammenblandingen af liv og kunst kommer til at stå helt centralt og virker samtidig meget oplagt i forhold til tidens kunst.»

Hermed sigter Kirkhoff til den aktivisme, som også præger dele af samtidskunsten i dag:

«Det er svært for en almindelig museumsform at præsentere aktivistiske eller socialengagerede praksisser. Ofte bliver denne slags udtryk præsenteret i en eller anden afledt, dokumenterende form, som kræver, at publikum er i stand til at forestille sig, hvordan det egentlig var. I den nye model kan vi langt bedre facilitere og understøtte disse praksisser. Sagt på en måde: I stedet for at kunstnerne skal forsøge at passe ind i institutionens årshjul, kommunikationsform og andre konventioner, så sætter vi praksis forrest og følger nu kunsten og kunstneren, hvor det giver mening.»

Et museum uden vægge eller faste bygninger er umiddelbart et radikalt skridt, men Kirkhoff Eriksen ser det også som en forlængelse af en gammel museumstanke:

«Museerne er i sin tid vokset ud af demokratiprocesser, som gjorde, at kongernes samlinger blev til borgernes. Det er oplagt, at der må noget nyt til i dag. Selv om alle museer gør, hvad vi kan for at formidle på nye måder og gøre det interessant for mange forskellige slags publikum, så er det overvejende den samme type museumsbruger, der besøger os. Opgaven handler også om at møde dem, der normalt ikke ville komme til os – og dermed i sidste ende også om at få kunsten til at betyde mere for flere forskellige slags mennesker. Det er en slags næste fase af museets demokratiseringsidé.»

Adspurgt om hvorvidt museet beholder sit navn, svarer Birgitte Kirkhoff: «Ja, det tror jeg bestemt. Udfordringen er dog, at ’museum’ skaber en masse forestillinger af støvet art hos ikke-brugere og ’samtidskunst’ ikke er et alment kendt begreb. Samtidig har navnet en vigtig legitimerende kraft, og vi skal jo også stadig erhverve ny kunst, formidle, varetage vores samling og i det hele taget fortsat leve op til museumsloven. Forhåbentligt kommer navnet bare til passe endnu bedre til museets nye form.»

Peter Voss-Knudes 1,1 ton rosakvarts terrorbarikade foran Synagogen i Krystalgade i København var del af udstillingen The Anti-Terror Album på Museet for Samtidskunst, 2019. Foto: Peter Knude & Spine Studio.

Læserindlæg