«Dette er regeringens budskab,» lyder det på Kulturminister Joy Mogensens facebook-væg over et debatindlæg, bragt i lørdagens Jyllandsposten. For dem, som interesserer sig for fremtiden for Kunstakademiets Billedkunstskoler, Den Danske Filmskole og de øvrige kunstneriske uddannelser, er det faktisk noget af et budskab. Ikke kun fordi ministeren har markante reformeringsforslag, men fordi man fornemmer, at Mogensen har forholdt sig sjældent indgående til kompleksiteten i de udfordringer, som omgærder de syv kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet; Kunstakademiets Billedkunstskoler, Den Danske Filmskole, Den Danske Scenekunstskole, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium.
Ministeriet har for nylig iværksat en undersøgelse, som skal analysere ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer og «skabe modeller for fremtidig organisering og udvikling af de kunstneriske uddannelser.» Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Så sent som i 2017 fremlagde ministeriet en rapport, der foreslog en sammenlægning af de kunstneriske uddannelser. Det blev som bekendt – og heldigvis – ikke til noget. Men det sker måske nu.
Undersøgelsen kommer nemlig i kølvandet på de sidste par års medieombruste rektorafgange; på Kunstakademiets Billedkunstskoler (i 2018 og i 2020) og på Den Danske Filmskole i 2019. Uagtet de forskelligartede omstændigheder, som førte til rektorernes afgang, giver de tilsammen et indtryk af institutioner, der ikke fungerer helt optimalt.
Udvalget, som skal forestå undersøgelsen, består af i alt 13 personer; rektorer, studerende, ansatte, aftagermiljøer og eksperter i ledelse og uddannelse. Dette pågår, mens man netop har offentliggjort, at CPH:DOX-direktøren Tine Fischer 1. maj sætter sig i rektorstolen på Den Danske Filmskole – og parallelt med, at ansættelsesprocessen omkring ny rektor på Kunstakademiet er i fuld gang.
«Vi vil lave film – ikke læse om dem», stod der på bannerne, da filmskolens elever i 2019 protesterede mod den stigende akademisering af deres uddannelse, som de frygtede ville reducere undervisningen i film som håndværk. Det var del af den omstrukturering, og begyndende akkrediteringsarbejde, som den daværende rektor, Vinca Wiedemann, var ansat til at udføre, men som hun endte med at blive afsat for.
Sandsynligvis var både de protesterende filmelever og den tidligere rektors klemte position i Tine Fischers baghoved, da hun til Politiken udtalte sin vision for skolen: «Det, som jeg allerede har været i dialog med ministeriet om, er, at de kunstneriske uddannelser skal udvikle kunstnerisk talent. Og det kan man kun ved at have en relativ praksis-nær uddannelse. Man bliver simpelthen ikke en god maler uden at male, man bliver ikke en god instruktør uden at have en praksis.»
Den ’kontrakt’ med Kulturministeriet, som Fischer hermed offentligt indgik, var allerede et varsel om nye toner, også i ministeriet – og som altså blev tydeligt med kulturministerens debatindlæg.
«Det største problem er den glidebane mod akademisering, vores kunstneriske uddannelser befinder sig på. Der er brug for et stærkere og klart kunstnerisk og håndværksmæssigt fokus. Formålet med de kunstneriske uddannelser er ikke at konkurrere med universiteterne, men at uddanne de mest sublime håndværkere, vi normalt kalder kunstnere, fordi de har øvet sig i den færdighed det er at frembringe kunstværker,» skriver Joy Mogensen.
Antager man, at «håndværksmæssigt fokus» ikke skal forstås i den mest fodformede forstand – altså, den som springer 100 års konceptkunst over eller forbyder læsning af teori – er det stadig en markant udmelding. Det er heller ikke nogen lille ommøblering.
Akademiseringen af uddannelserne hænger især sammen med udbredelsen af den kunstneriske forskning, der allerede udgør et stort felt, og som til dels udsprang af et legitimeringsbehov i kunsten. Man havde i sen-90’erne og 00’erne behov for at definere kunst som en slags grundforskning – ikke mindst over for resultathungrende offentlige støttegivere, som også ønskede at kunne sammenligne med andre dele af uddannelsessektoren. Heraf udsprang også den sympatiske mulighed for, at kunstnere kunne tage en ph.d-grad og få ro til at udvikle deres kunstneriske projekt. Udfordringen er nu, at området er vokset til et større institutionaliseret felt i egen ret, der befinder sig et svært sted mellem akademisk forskning og kunstnerisk produktion, heraf det lidt nedladende kælenavn «Edu-Art».
I både Norge og Sverige har denne mere akademiserede tankegang allerede præget kunstuddannelserne i snart flere årtier og angår de fleste kunstneriske fag. I dansk sammenhæng er Kunstakademiets Billedkunstskoler nok den institution, som er mest med på vognen.
Dertil kommer, at omlægningen til Bolognamodellen – der kræver alskens reformering af uddannelserne (for at opnå akkreditering) – også har været en uheldig allieret, der i mange tilfælde har fremmet standardiseringen og bureaukratiseringen. Hertil bemærker ministeren, at en «tung akkreditering kan komme til at hænge som en bureaukratisk møllesten om halsen på især små uddannelser», samt at Bolognastandarden ikke må komme på tværs af uddannelsernes hovedopgave. Måske åbnes der her op for, at det sælsomme, tids- og ressourceædende akkrediteringsfænomen kan tænkes på en ny måde.
Det er første gang, at en nordisk kulturminister forholder sig så eksplicit til den komplekse udvikling inden for de kunstneriske uddannelser, som akademiseringen vidner om. «Kunstakademiet og andre kunstneriske uddannelser skal tilbage på det spor, hvor de hører hjemme. I kunstens verden – i stedet for at blive kvalt i et akademisk skoleridt,» lyder den slagkraftige underrubrik. Den vil dog givet også gøre nogle nervøse for, hvor vidtrækkende konsekvenser, det vil få for uddannelserne.
Det er derfor værd at notere sig, at Joy Mogensens udmeldinger også kan anskues som et opgør med årtiers teknokratisk kontrol. Hun skriver, at «tiden er løbet fra, at Kulturministeriet ansætter den enkelte leder på hver skole», at ledelseskraften skal styrkes, og at den «bør være forankret i en bestyrelse, der er kunstnerisk kompetent.»
For dem, eksempelvis Dansk Folkepartis kulturordfører, der har agiteret for en politisk udpeget bestyrelse – til en uddannelsesinstitution (!) – er det sidste dårligt nyt. For andre, som undertegnede, lyder det umiddelbart godt. I hvert tilfælde, hvis det betyder, at rektor på eksempelvis Kunstakademiets Billedkunstskoler fremover skal bakkes op af en faglig bestyrelse med et stærkt mandat i kunstscenen – og man samtidig sørger for at undgå unødig topstyring og fortsætter en god tradition for et tæt samarbejde mellem ledelse, kollegium og studerende. Det kan også afbøde for den misere, der fulgte, da Kulturministeriet i 2011 gennemtrumfede en meget kritiseret revidering af styrelsesloven, der betød, at ministeriet fremover skulle ansætte akademiets rektor. Blot ti år senere er, ’tiden løbet fra det’, heldigvis.
Hvor meget af kulturministerens indledende tanker, der bliver til virkelighed, ved vi mere om til oktober, når udvalget fremlægger resultatet af undersøgelsen.
En kommentar til:
”Antager man, at «håndværksmæssigt fokus» ikke skal forstås i den mest fodformede forstand – altså, den som springer 100 års konceptkunst over eller forbyder læsning af teori – er det stadig en markant udmelding. Det er heller ikke nogen lille ommøblering”.
Som kulturministerens udmelding fremstår, er den dog, ikke desto mindre, udtryk for populisme og en manglende forståelse af, hvad der sker i samtidskunsten. Som om hendes kunstforståelse er ”blank” i forhold til udviklingen af nye kunstpraksisser og deres institutionelle anerkendelse efter 1960.
Tilsvarende er det rystende læsning at opleve lignende mangel på forståelse for samtidskunsten i udmeldinger på lederplads i dagbladene, f.eks. i dagbladet Politiken, vedrørende dagbladenes holdning til aktiviteterne på Billedkunstskolerne.
Joy Mogensens udmelding virker som en gengivelse af disse dagbladsholdninger.
UKK (Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere) har i et åbent brev til kulturminister Joy Mogensens formuleret et ret fremragende modsvar til hendes indlæg i Jyllands – Posten.
I en underrubrik står bl.a.:
”Ifølge Joy Mogensen skal landets kunstuddannelser være mindre akademiske, teoretiske og forskningsbaserede. I stedet skal de ”koncentrere sig om at uddanne kunstnere, der kan berige vores samfund med kunstneriske værker.” —-
UKK — finder denne tilgang dybt problematisk, både i forhold til manglende armslængdeprincip og en lang række forkerte udsagn om samtidskunst og kunstundervisning”.
Længere nede i deres svar fremhæves følgende:
”I debatoplægget adskiller kulturministeren teori fra håndværk. Det er en decideret misforståelse at tro, at forskningsbaseret, konceptuel eller kritisk praksis er blottet for håndværk”.
https://ukk.dk/modsvar-til-kulturministerens-kritik-af-akademisering-af-kunst/
Det er nyt, at kulturministeren har givet efter for pres fra en række partier i Folketinget, der har et flertal bag sig, om at der skal nedsættes bestyrelser for de omtalte kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet. Hidtil har ministeren ellers fastholdt, at det er en mulighed, men at hun ikke er sikker på, at det er den rette løsning.
Det er i den sammenhæng også værd at bemærke, at i kommissoriet for den omtalte undersøgelse af de ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer, der skal munde ud i at skabe modeller for fremtidig organisering og udvikling af de kunstneriske uddannelser, nævnes ”bestyrelser” ikke med et ord, men det udelukker selvfølgelig ikke, at udvalget stiller forslag om at etablere bestyrelser. Deadline for undersøgelsen er oktober 2021.
I det hele taget er det vel betænkeligt, hvis ministeren allerede på nuværende tidspunkt kommer med for skråsikre udmeldinger, der strider mod det ret åbne kommissorium for undersøgelsen.
Det er for meget sagt, at ”ministeren har markante reformeringsforslag”. Hendes udtalelser er snarere udtryk for en forståelse for uddannelsernes særlige situation og en imødekommenhed i det videre arbejde med en fremtidig organisering og udvikling af de kunstneriske uddannelser.
Det er især på Filmskolen og på Billedkunstskolerne, der har været konflikter, og her skal nye rektorer starte på institutionerne, med en række uløste konflikter i relation til bl.a. igangsatte processer i forbindelse med udvikling af institutionernes uddannelser. Her skal Billedkunstskolerne opnå en positiv akkreditering inden oktober 2023.
I en sådan situation er det vel meget fornuftigt at udtrykke sin ”gode vilje” og at skabe noget ”pusterum” i konflikterne ved at nedsætte et udvalg, der kan skabe forhåbning om større lydhørhed over for interesser hos de pågældende institutioners ansatte og studerende. Det vil måske kunne skabe lidt mere imødekommenhed på institutionerne over for de nye rektorer i deres videre arbejde?
Ifølge tidligere rektor Kirsten Langkildes oplysninger til programmet Deadline, stod der i hendes kontrakt med Kulturministeriet, at hun skulle opnå en positiv institutionsakkreditering for Billedkunstskolerne inden for et år. Omstændighederne taget i betragtning må det have været en ret umulig opgave, hvilket akkrediteringsrapporten viser, og det må have sat institutionen under stort pres. Forhåbentlig er man i ministeriet blevet klog af skade, som man siger.
Med hensyn til den rapport, som ministeriet fremlagde i 2017, der udmundede i et forslag om en sammenlægning af de kunstneriske uddannelser, så står uddannelserne stadig tilbage med de fleste af de udfordringer, som dengang blev nævnt i rapporten. Derfor er det også ret sandsynligt, at der i det nye udvalg vil opstå stor uenighed om et eventuelt forslag om en hel eller delvis sammenlægning af nogle af de kunstneriske uddannelser.
Når kulturministeren udtaler, at det ”største problem er den glidebane mod akademisering, vores kunstneriske uddannelser befinder sig på”, så fortæller hun større grupper af ansatte og studerende på de kunstneriske uddannelser det, som de gerne vil høre, men uden at give løfter om ændring af noget som helst. Umiddelbart er der tale om ”varm luft” på et meget lidt konkret grundlag.
Med hensyn til det meget upræcise begreb ”akademisering”, så kan utilfredsheden blandt underviserne omfatte forpligtelsen til på en bestemt måde at deltage i det, som omtales på følgende måde på Billedkunstskolernes hjemmeside: ”I de kommende år er de to primære fokusområder for forskerstaben forholdet mellem kunstnerisk praksis og teori og materiel viden. Dette fokus udfolder sig i studiegrupper, forelæsninger, undervisningen og i vores løbende diskussioner blandt staben”. Sådanne aktiviteter er dog også til dels omfattet af kravene i akkrediteringsprocessen i relation til bl.a. uddannelsernes videngrundlag.
Som jeg har forstået det, så består konflikten i forhold til uddannelserne på Billedkunstskolerne vel først og fremmest i kravene til pædagogik, pædagogisk planlægning og evaluering, samt den overordnede organisering og styring af aktiviteterne, fordi modellerne her i for høj grad forsøges overført fra universiteterne til Billedkunstskolerne? Ud fra Akkrediteringsrapportens konklusioner kunne noget i hvert fald tyde på det.
Der vil vel også nødvendigvis opstå problemer, når kunstakademier, på grund af samtidskunstens åbne og processuelle karakter, skal have uddannelser, hvor det pædagogiske og kunstfaglige har karakter af undersøgelse og eksperiment under løbende forhandling og forandring, og det så samtidig skal kombineres med krav om Institutionsakkreditering og de heraf følgende krav om italesættelse og gennemsigtighed i det pædagogiske og kunstfaglige arbejde. En modsætning mellem noget, der skal holdes åbent, og så krav, der forudsætter det modsatte.
Ud fra mine erfaringer vil kravene i en sådan sammenhæng meget let kunne opleves, som kulturministeren kort beskriver det: ”tung akkreditering kan komme til at hænge som en bureaukratisk møllesten om halsen på især små uddannelser”.
Hvilke ændringer har kulturministeren mere præcist tænkt sig at iværksætte i forhold til det allerede foreliggende lovgrundlag, som de enkelte uddannelser er omfattet af? Der er i hvert fald en hel del, der skal ændres, hvis hendes nye intentioner skal kunne realiseres.
Hvad med f.eks.:
”Bekendtgørelse af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet”
(her nævnes krav om Institutionsakkreditering i §8)
”Bekendtgørelse af lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner”
”Kvalifikationsrammen for de videregående kunstneriske uddannelser”
(sådan én skal der være i overensstemmelse med Bolognaprocessen).