Ild er et af de største, bredeste, mest symboltunge motiver, jeg kan komme i tanke om: Helvede og undergang, sex og begær, ritual og renselse, håb og oprør. Bålet eller flammen som måske selve afsindighedens væsen, hvad enten det afsindige skyldes elskende eller hadende hjerter.
Der er næsten ingen ild i Javier Alvarez Sagredos (f. 1994, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2021) udstilling på inter.pblc. Rummet er umiddelbart mere sort/hvid-køligt, men udstillingen føles som et sted, der kunne findes lige inden eller lige efter et bål: Noget ulmer, og ildens stemninger er her. Røgen er her, den er et edderkoppesort motiv udover de otte meter lærred (Untitled (Live Fast Die Young), 2023), der på samme tid bliver blikfang og bagtæppe i den aflange beton- og glaskube. Et landskab af røg og punk, smukt rammet ind i afsvedet træ, og langs med det rygende er fotografier og skrift silketrykt på lærredet. Begge dele løber gennem værket, og gør det til noget, der også minder om en film eller en fortælling. En følelse af at tiden går, men tiden er ikke kronologisk eller sammenhængende, den er i kaotisk opløsning (ligesom virkeligheden).
Et portræt af den franske aktivist og forfatter Olympe de Gouges (1748-1793) sætter billedhistorien i gang, portrætter af black metal-ikonet Per ’Dead’ Ohlin og den fængslede iranske influencer Sahar Tabar følger efter, der er fotos af svenske politibiler i brand, fængsel og drone og coca-plante. En tydelig, men ikke entydig, dagsorden. Og mellem motiverne findes sproget, det er et råbende demonstrationssprog, det er nøgternt konstaterende ord, naturligvis er det også poesi og romantik. ’Ghetto som en fågel‘ står der pludselig midt i alt det sorte, og så kan man gå og tænke over hvilken gåde og hvilken nøgle der er størst, ordet eller billedet. Sagredos ret monumentale værk føles på en gang som en gåde og en nøgle: en voldelig verden fremkaldes, men det virker som om værket også tror på, at ting kan spire efter ild.
To skulpturer (Untitled (Icon), 2023 og Untitled (Puff), 2023) har med deres mannequinkroppe og kontemporært pjalte-core outfits en mere direkte forbindelse til sortklædt kampklar modstandsæstetik, men så alligevel: En sidder tilbagelænet på et køkkenmøbel, en andens overkrop er spændt ind i et overdimensioneret frø, en puppe, en fælde, måske en mørk ro. I gang med at blive – eller færdig med at være – et menneske. Noget både anarkistisk og resigneret virker indlejret i de her figurer, de er ambivalente ligesom videoværket Untitled (Hive): nærbilleder af bier der producerer og går til grunde i et bistade, og det er på en gang honning og blomster og tvang og drab.
Live Fast Die Young ligner en slags syntese af oprør og kærlighed, både fordi det ene ikke udelukker det andet og fordi røgen og sortheden lader til at være håbefuld. Sagredos sprog føles vredt som råb og så pludselig blødt som hjerter, en krystallisering af titlens klichepotentiale, men også som et åbent og ulideligt spørgsmål, der måske er essensen af ildens flertydighed: Er mennesket bedst til at udrydde eller elske?
