Hydrofeminisme er et ord jeg googler på vej hjem fra det tre timer lange kunstmaraton Dangerous When Wet i Kildeskovshallen i Gentofte. Det er et ord, der står i udstillingsteksterne, det er ord, jeg overhører flere mennesker nævne i flæng rundt omkring i svømmehallen. Det er et ord, jeg har mødt før, men indtil nu er det ikke lykkedes mig at forstå, hvad det betyder.
Aftenens research (der indrømmet sagtens kunne være mere tilbundsgående), gør mig ikke klogere. Erkendelsen af at vi er kroppe, der er forbundet/lavet af vand på tværs af arter og habitater lader til at være en grundtanke, men hvordan denne erkendelse er rodfæstet i feminisme, eller hvad der gør solidaritet med andre vandvæsner, sikkert også med selve vandet, særskilt feministisk er sværere at gennemskue.
Lignende fornemmelser af at begreber og sammenhænge, der præsenteres som indlysende og vedtagne, egentlig ikke strutter af hverken mening eller sandhed, er gennemgående for Dangerous When Wet (denne endagsforestilling i svømmehallen er et samarbejde med Dansehallerne og Copenhagen Contemporary, der også forgrener sig til selve kunsthallen, hvor to videoer og performanceværket FIEBRE er blevet vist).
Kurator Mette Wollers praksis «kredser om udstillingsdesign som et æstetisk medie og som ideologisk form», og at indtage Karen og Ebbe Clemmensens ikoniske svømmehal, et ret overvældende glashus midt i det ekstra majestætiske nordsjællandefterår, må bestemt siges at indfri disse ambitioner. Huset er smukt, den gråorange aften er det samme, og tomt glatte bassinoverflader kan for eksempel også noget som sjældent syn i en svømmehal, men det er stort set altid synd at pakke kunst ind i omgivelser, der har nok i sig selv. I hvert fald synd for kunsten. Og i hvert fald når sådanne spektakulære omgivelser ikke besidder en nærmest tvingende nødvendighed som ramme om den kunst, der er gæst.
Med undtagelse af Pablo Lilienfeld og Federico Vladimirs performance Dragon rest your head on the seabed – næsten en times(!) synkronsvømning – er der ingen af udstillingens værker, som er afhængige eller får noget iøjnefaldende godt ud af vandet og hallen. Godt nok ligger Tea Eklund-Berglöws maleri på bunden af et børnebassin, men egentlig er det måske den tydeligste understregning af kuratering som sin egen dramatiske vilje mere end hensynsfuld gestus til kunsten.
Det er muligvis mig, der er reaktionær eller uinspireret, men et kar fyldt med vand virker som et af de dårligste steder for et maleri at være et maleri. At kigge på et kunstværk i et bassin er at kigge på et bassin med et kunstværk i, formentlig måbe lidt over denne sære scene – og hvis den slags payoff-oplevelse også er kunstnerens vision, er det selvfølgelig en formildende omstændighed. Men selve billedet drukner i gimmick.
Melanie Kittis freskomalerier er et dejligt, firkantet, mat afbræk fra alt det våde og glatte, men de er installeret som en slags skulpturelt publikum til et andet tomt bassin. Som tilbageholdende felter af dæmpet farve og sørgmodighed står de på en trappe, der velsagtens plejer at være ventende forældres siddepladser: igen lader det til at en kuratorisk drøm om at aktivere arkitekturen, besejrer kunstens mulighed for at komme til sin ret.
Adele Marie Rannes har fire flotte pasteltegninger hængende i en slags maskinrumsgang under springbassinet. Her findes de i et mørke, som utvivlsomt er en imødekommelse af den dysterhed, der er motivernes og nuancernes egen, men det er også et konkret mørke, som bremser blikket. Tegningerne ligner gåder, og tit er det dejligt at koncentrere sit hoved og sine øjne lidt for at knække en gåde, men denne dunkelhed virker påtvunget – særligt fordi blå felter af vindue ind til bassinet under vandoverfladen lyser op mellem tegningerne, og bliver det nærmest altoverskyggende blikfang i rummet.
Der er en grundlæggende fornemmelse af, at værkerne, næsten på samme måde som de unisont badesutklædte beskuere, faktisk betragter det spektakel, som udstillingsscenariet er, frem for at være hovedroller i bare et eller andet omfang. Kunsten oversvømmes af kuratering. Kinga Bartis’ print på en af hallens ruder gør bestemt et poolblåt rum mere rødligt, det udpensler konceptets store kærlighed til flydende kroppe, identiteter, kollektivitet, omsorg, en form for erotik. Men billedet driver også en anelse væk i sit vandede motiv, sin glastransparens, det installatoriske faktum, at det er et vindue ud af utallige.
Og når Freja Sofie Kirk og Mette Wollers L.A.-glinsende carwash-video blæses op på en stor skærm i et mørkt rum under svømmehallen, bliver tableauet igen den her ikke-optimale blanding af at være en eksplicit illustrering af udstillingsideen, men en sekundær sammenhæng for værket at eksistere i. Desuden virker det højst besynderligt som kurator at indgå i en slags partnerskab med en kunstner, der allerede har en praksis – men det skal jeg selvfølgelig ikke blande mig i).
Det føles i det hele taget som om kunsten primært instrumentaliseres i det selvtilstrækkelige projekt, der er førnævnte kurators praksis. Og det er måske ikke nødvendigvis et problem – Wollers ide er gennemført i den forstand, at vådheden og vandet er allestedsnærværende – men jeg vil mene, at det tematunge totalteater er en udstillingstilbøjelighed, man bør beskæftige sig kritisk med.
Jeg forstår det appellerende i at rykke kunst ind i en sammenhæng, der både arkitektonisk og funktionelt kan noget andet end kunsthallen eller museet, og jeg har sådan set også masser af velvilje til ting, der ikke står og stråler af kunstværk i en white cube. Men den her form for overstyrede kuratorprojekt, som igen og igen kommer til at virke mere hengiven over for sin egen ide end overfor de værker, der vel helst skulle animere og udvide ideen, er sværere at holde af.
Ord med ’omsorg’ i sig står nævnt 13 gange i udstillingsbrochuren, mens den kuratoriske omsorg overfor det udstillede virker fjern. Og der er absolut mange og meget, som er vigtigere at drage omsorg for end samtidskunst og -kunstnere i København, men når konceptmættede udstillingsprojekter er ens foretrukne sprog, kunne det måske godt være et sted at starte.
