Set gennem det store prisme er det langt fra altid lykkedes mennesket at bevare smidigheden, når små forskelle kiler sig ind imellem os. Pludselig vælter despekten og gamle stridigheder ud af knaphullerne og forplanter sig i lunefuld drilskhed eller det, der er værre. På arbejdspladsen, i nabolaget og i alle mulige andre fællesskaber.
Den slags subtile mellemmenneskelige bekrigelser er omdrejningspunktet i dansk-svenske Iselin Forslund Toubros udstilling, Over sundet. Gennem seks sale på Gl. Holtegaard har hun opbygget et totalværk med film i centrum, der sender os ud på en mental rejse, som også afkræver en vis smidighed af sit publikum, for at vi kan følge med i værkets tider og miljøer.
Tre filmværker, sat på tre skærme i tre rum mellem fysiske træinstallationer i mellemsalene. I prolog og epilog er vi tilbage i en dansk-svensk krigsperiode i 1600-tallet, hvor en kvinde i krasuld vandrer hvileløst rundt på en mark i en snestorm i Skåne på udkig efter sin søn, der er draget i krig for Sverige. I hovedværket på godt 30 minutter tages vi med ind i en naverhule anno 2024 i en dansk provinsby et sted befolket af farende håndværkersvende med svaj i fløjlsbukserne, bredskyggede hatte og snoede kæppe i sine hænder. Unge mennesker, der lever helt rituelt efter naver-kulturens traditioner og altså stadig går på valsen for at få kulturindtryk og håndværksmæssig tæft op under neglene.
Der er noget utroligt bedaget over de to miljøer, Toubro præsenterer os for, men gennem dem, vil hun altså gerne have os til at forstå os selv og verden, rammet ind af store internationale konflikter, i dag.
For vi grubler for tiden over de modbydelige nabokrige, der udspiller sig i blandt andet Gaza og Ukraine. Og sommetider udbryder vi, alene for at begribe bare et hjørne af det, vi er vidner til: «Tænk, hvis det var os, der lå i krig med vores naboland. Hvad ville VI gøre?».
Men vi har jo faktisk ligget i krig med vores naboer. Hele 11 gange med Sverige blandt andet. Det er en af de krige, Toubro ønsker at føre os tilbage til, for at skabe genkendelse og medfølelse. Derfor kiler hun også den moderlige sorg og smerte for 1600-talskvinden ind i små glimt i hovedfilmen om naverfolket – for at minde os om, hvordan gamle konflikter kan aflejre sig i vores følelser over for andre mennesker.
Med samtiden in mente bliver Toubros udstilling med et aldeles nærværende. En følelse, der forstærkes af de fysisk skulpturelle objekter i udstillingssalene, der virker som er de trukket ud af naver-filmen. Jeg kan sætte mig på taburetter af massivt træ og beføle de finurlige mønstre sat på siderne, der ligner dem, naverne skærer i filmen, og jeg kan dufte til spåner af savsmuld, der fylder hele gulvet op i salen, hvor filmværkets epilog looper. Alt sammen i lyse skandinaviske træsorter, der får det samlede udtryk til at glide ensartet ned. Så godt som, for jeg går alligevel nedtrykt fra udstillingen – og det handler ikke om form, men om indhold.
Siden Toubro dimitterede fra kunstakademiet i 2019, har hun arbejdet med relationer, usagte regelsæt og konflikter sat i små lukkede miljøer, der nærmer sig det komisk-karikerede. Blandt andet på O-Overgaden i 2021, hvor hun i udstillingen Et ridt mod det tomme skildrede en gruppe selvtilstrækkelige madhipstere. Her var det deres regelsæt, hun udpenslede til det pinagtige.
På Gl. Holtegaard får naverkulturen med samme grovfil på en storskærm i havesalen. Jeg sætter mig på en træstub og lader mig glide med ind i det nutidige univers, hvor det kun er nogle ølflasker og en charmeforladt forstadsbarak, der bryder med den fortidige naverromantik. Tøj, redskaber, træskærerarbejder og ritualer kunne lige så godt udgå fra dengang, hvor navnerne tog på valsen første gang. Dertil har Toubro tilføjet et lag af konkurrencer, der skaber tilspidsede konflikter mellem de danske kendinge og to svenske gæste-navere.
De bliver latterliggjort, hånet og ydmyget af danskerne, der helst vil drikke fadøl af komisk store ølkrus, mens de konkurrer uden mål eller middel. «Det er jo bare en leg,» gentager danskerne med fidele smil, når svenskerne, der er danskerne håndværksmæssigt overlegne, forbigås i konkurrencen.
Langsomt kiler en mislyd og intolerance sig ind på et finmasket niveau – præcis som vi kender det fra hyggeracisme. Jeg bliver som svenskerne tiltagende anspændt, mens jeg kigger med. Anspændt over danskernes dårskab og det ubehag, der sniger sig ind i filmen via små forvarsler. En hund viser tænder, en hånd skærer sig til blods på en høvl, og et glimt af 1600-talskvinden fra epilogen skriger pludselig hjerteskærende ind i nutiden.
Trods det let-legende tilsnit er der intet, der er let her. Buen er konstant spændt – godt hjulpet på vej af et enerverende stykke barokmusik på et chembalo. Dét sammensat med navernes uniformering får mig til at tænke på Stanley Kubricks A Clockwork Orange med de hvidklædte voldsparate, klovnagtige bandemedlemmer med bowlerhatte og skridtbeskyttere i kultfilmen fra 1971. Der er noget tilsvarende brutalt over de lalleglade danske navere. Jeg forstår godt, hvorfor den svenske fyr trækker hjemover. Han er jo ikke velkommen her – blandt mennesker, der på papiret ligner ham selv på en prik. Konflikterne fra de gamle krige fylder åbenbart stadig.
Der er fine pointer i Toubros samlede værk, men hovedfilmen er for lang. Der er alt for mange variationer over samme tema og for lidt konkret udvikling til at fastholde mig i en hel halv time. Jeg befinder mig pludselig henne ved gardinet, som jeg letter på for at se ud i det barokke anlæg. Jeg trænger til at se lys og virkeligt liv. Hittepåsomheden bliver for fortænkt til min smag.
Toubro kunne snildt have arbejdet med samme komprimerede handlingsforløb som i sin prolog og epilog, der rammer rent – også fordi dansk-svenske Asta Kamma August spiller så knusende godt. Hendes sorg over tabet af sin søn springer ud af hendes mørke blik, der borer sig ind i sit publikum.
Svenskerne har krydset det bundfrosne sund og er tæt på at erobre Danmark, får vi at vide i prologen, hvor kvinden taler dansk, og Skåne stadig er på dansk jord. Men ved en fredsaftale ender Skåne, Halland og Blekinge på svenske hænder, hvorfor kvinden i filmens epilog nu taler svensk. Hun leder stadig efter sin søn – nu med en grasserende desperation i blikket. Hvilken lidelse! Den er til at begribe om så man er dansk eller svensk – og prikker igen til de fatale tab de pårørende i nutidens krige må lide under.
I et tilstødende lokale samler Toubro udstillingen op i en lille opklarende film, hvor hun blandt andet fortæller om sin fascination af naverne og store kærlighed til håndværket generelt og det at skabe fysiske objekter og rekvisitter selv. Tidligt i sin praksis fandt hun ud af, at hun ønskede at skabe fiktive, finurlige rum som installationer til sine filmværker, hvor hun havde justeret lidt på det genkendelige. Denne gang har hun brugt træskærerarbejdet til at skabe en verden let forskudt fra virkeligheden. Præcis som naverfolket synes at være i – og så alligevel ikke helt. For lige nu vælter interessen for gedigent håndværk frem blandt den unge generation, der står i kø for at komme ind på møbel- og bygningssnedkeruddannelser, og vi andre er begyndt at øve os i at kunne konstruere bare et eller andet med egne hænder.
Havde det ikke været fordi, Toubro dyrker mislyden i navernes gruppedynamik, ja så repræsenterer naverkulturen jo faktisk nogle af vores samtids mest meningsfyldte idealer, når det kommer til mellemfolkelig forståelse. «At gå på valsen» stammer nemlig fra det tyske udtryk «walz», og det handler ikke om dans, men om at dreje og flytte sig.
Jeg forlader Gl. Holtegaard let fordrejet og forflyttet, men mest på den nedtrykte måde. Asta Kamma Augusts knugende blik har sat sig i min hjertekule, mens de danske naveres falske smil stikker samme sted. Der er ikke meget håb at spore i Iselin Forslund Toubros fællesskaber. Det skulle da lige være lysten til at genoptage et ædelt håndværk.
