Praksisnært akademi

Kvarteret omkring Mejlgade i Aarhus har ændret sig markant, siden Det Jyske Kunstakademi rykkede ind i nummer 32 tilbage i 1964. Hvor gamle lagerbygninger og værksteder engang lå side om side med små knejper og de mange baggårde husede byens skyggesider, er det i dag cafeer, barnevogne og smarte designbutikker, der dominerer gadebilledet. Om kort tid forsvinder også Det Jyske Kunstakademi fra området. I 2024 rykker skolen ind i det nybyggeri i et gammelt industriområde i Aarhus Sydhavn, som forventes at påbegynde om kort tid.

Med flytningen får Det Jyske Kunstakademi ikke alene helt nye lokaler, men bliver også en del af et nyetableret område, der huser en række kulturelle funktioner. Tanken er, at den nye byplan skal give mulighed for at etablere samarbejder og naboskaber, som kan sikre adgang til flere forskellige faciliteter for skolens studerende. For rektor Judith Schwarzbart er flytningen også en lejlighed til at genformulere akademiets profil, en kunstuddannelse med en relativt flad struktur og et praksisnært fokus.

Det Jyske Kunstakademi er med sine ca. 50 elever og et fakultet bestående af rektor, samt fire professorer og lektorer (Honza Hoeck, Benedikte Bjerre, Florian Zeyfang og Stefan Andreas Pedersen) landets mindste kunstakademi og en selvejende uddannelse drevet med støtte fra Aarhus Kommune og Kulturministeriet.

Hvorfor ønsker I at flytte ud af Mejlgade?

Det er der primært to årsager til. For det første er bygningen meget faldefærdig og for det andet mangler vi plads og faciliteter. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Det Jyske Kunstakademi har været underfinansieret i mange år, og det har betydet, at man ikke har haft råd til at vedligeholde bygningerne ordentligt. Størstedelen af bygningerne er i så dårlig stand, at de formentlig vil blive revet ned, når de engang bliver solgt.

Vi ejer bygningerne, og den værdigstigning, som er kommet i Mejlgade i takt med, at kvarteret har ændret sig, kan vi konvertere til noget, der passer bedre til vores behov. For eksempel vil vi gerne have lidt højere til lofterne i ateliererne, for hvis man er billedkunstner, der arbejder i stor skala, har man ikke mange muligheder i den nuværende bygning.

Vil der blive plads til specialværksteder og laboratorier i den nye bygning?

Det ville da være fedt, men hvis jeg skal være ærlig, så er det ikke kun bygningen, der står i vejen for den slags ting, det er især vores bevilling. Vi er for lille et akademi til at kunne have en masse laboratorier, for vi vil aldrig kunne ansætte mennesker nok til at drive dem. 

Vi skal selvfølgelig have nogle funktioner i huset, men vi er også en lille skole, hvor folk arbejder med alt muligt forskelligt. Så frem for hele tiden at forsøge at omstille os til de studerendes behov indenfor murerne, så vil vi hellere hjælpe de studerende til at orientere sig i, hvor de kan få adgang til at arbejde på specialiserede værksteder.

Vi tænker egentlig, at det er en bæredygtig måde at lære at arbejde på. Eksterne værksteder vil de jo også have adgang til, når de er færdiguddannede, så det er fint, at man allerede i sin studietid finder ud af, at man måske skal rejse lidt for eksempelvis at finde det helt perfekte keramikværksted.

Samtidig prøver vi hele tiden at skabe nogle samarbejder, både her i byen og i nærliggende regioner. Når Struer eksempelvis satser på at være eksperter i alt, hvad der har med lyd at gøre, så er det oplagt for os at etablere et samarbejde, hvor vores studerende eksempelvis kan komme på kortere ophold i deres Sound Art Lab. Vi prøver at gøre en dyd ud af den profil, hvor vi tænker faciliteter på en mere decentral måde.

Hvad med kunstnerisk forskning? Kommer I også til at prioritere det i fremtiden? 

Det Jyske Kunstakademi er en selvejende uddannelse, hvilket betyder, at vi har ikke finansielle muligheder for at bedrive egentlig kunstnerisk forskning på samme måde, som man kender det fra akademiet i København.

Vi kan godt føle, at vi fra bliver behandlet lidt stedmoderligt af Kulturministeriet, og jeg håber, at det, at vi flytter over i en ny bygning og på den måde starter lidt forfra, kan være en anledning til at gentænke den relation. Om det så på sigt skal være en statslig uddannelse, det må tiden vise. Det afhænger selvfølgelig af, hvad man finder politisk hensigtsmæssigt. Men som selvejende uddannelse har vi den fordel, at vi kan tilbyde et alternativ til akademiet i København. Jeg tror, det er en styrke, at der findes nogle valgmuligheder, så alle billedkunstnere ikke kommer med præcis den samme baggrund.

Hvis vi forsøger at vende det hele lidt på hovedet og se det som en fordel ikke at have et formaliseret ph.d-program, så kan vi i stedet overveje, hvad det er for en viden, vi gerne vil have på stedet og hvordan den kan genereres. Det er spændende at se, hvordan nogle af vores studerende rent praktisk inddrager andre vidensfelter i deres værk, frem for altid at tænke, at det er kunsten, der skal producere noget viden, der kan bruges andre steder.

Jeg synes, det er virkelig interessant med de kunstnere, der formår at bedrive kunstnerisk forskning igennem deres praksis – og ikke som et sidespor. I det kunne der også ligge et bidrag til, hvad det felt, vi kalder ’kunstnerisk forskning’, er og kan blive. Vi håber at få en vidensproduktion, både på det praktiske og det teoretiske plan, der ikke er så orienteret omkring grader, men motiveret af nysgerrighed og interaktion.

Det har fra starten været vores ønske, at der med den nye byplan bliver skabt et miljø, hvor vi har noget tilfælles med vores naboer. Der er ved at blive etableret to fagmiljøer: Lydbyen og Kunstbyen. I Kunstbyen, hvor vi ligger, kommer der en række atelierer til færdiguddannede kunstnere, ligesom det er en overvejelse om Aarhus Billedkunstcenter (et kommunalt organ der skal styrke billedkunsten i Aarhus og Region Midtjylland, red.) også skal flytte herned. Desuden kommer VIA University’s designafdeling, en animator og spildesigner, et kunstnerdrevet udstillingssted, der bliver arven fra det nuværende Spanien 19C, måske Galleri Image og et kommercielt galleri.

En del af visionen for det nye hus er at starte en form for residency-program, hvor vi kan invitere internationale kapaciteter på ophold i gæstelejligheder tilknyttet akademiet. Det er ikke ideen, at de skal tilknyttes som deciderede undervisere, men meget gerne være folk, der kan komme med nogle faglige inputs gennem aktiviteter på skolen. Vi kommer også til at have et udstillingsrum af en kvalitet, som man kan tillade sig at tilbyde professionelle kunstnere at udstille i.

Lydbyen er en samling af lydstudier, som man kan leje, et regionalt spillested og måske nogle flere ting. Så det bliver to samlinger af kreativt producerende miljøer af forskellig art, som vil ligge side om side, og som måske kan få glæde af hinanden. Der er ikke nogen garanti for, at ting sker og folk får glæde af hinanden, men vi kan forsøge at skabe nogle rammer for, at der kan opstå en udveksling imellem de her branchefelter. 

Du nævner, at en ny bygning også er en anledning til at gentænke – eller i hvert fald tydeliggøre – Det Jyske Kunstakademis profil. Kan du uddybe, hvordan du ser akademiets profil i forhold til de andre danske akademier?

Først og fremmest arbejder vi meget praksisnært. Vi er meget optaget af ideen om, hvordan man sætter kunstnerisk praksis i spil i forhold til omverdenen. Vi prøver ikke at være berøringsangste overfor udvekslinger med andre institutioner og sammenhænge end billedkunst. Det er selvfølgelig fortsat vigtigt at kunstneren sætter en agenda for sit eget arbejde, men tror på at der er et læringspotentiale i det konkrete møde med omverden.

Jeg synes, det er så vigtigt, både for Aarhus som kulturby, men også for hele landet, at vi har mere end et kunstakademi. Hvis Aarhus fortsat skal have et interessant kunstmiljø, så har vi brug for både museet, kunsthallerne, de selvorganiserede udstillingssteder og den producerende scene. Det, at vi kommer til at eje den bygning, vi sidder i, er en måde at sikre, at der også i fremtiden kommer til at være et akademi i byen. 

Lige nu er vi reelt ikke en del af det system, som de syv statslige kunstneriske uddannelser udgør, og det skaber selvfølgelig en anden type skole, som er mindre Bologna-drevet. Vi har heller ikke afdelinger, som man kender det fra akademiet i København, hvilket betyder, at vi har en enklere struktur, der måske kan minde om grunduddannelsen – selv om der selvfølgelig er en progression. Vi er i stedet et fakultet af undervisere – professorer og lektorer – der tilsammen giver et undervisningstilbud, og det betyder, at man som studerende også forholder sig til folk, der arbejder i helt andre medier end en selv. Det, man samles om, er i høj grad diskussioner om, hvad kunsten er, hvordan man tænker sin praksis, hvor undersøgelsen ligger og hvordan værket er i spil med sin omverden.

Igennem de seneste år har der været en del diskussioner for og imod professorskolerne og den risiko for magtophobning, der ligger i den struktur.  Slipper I for de diskussioner ved ikke at være delt op i afdelinger? 

Jeg synes, at man skal være ærlig om, at der er en magtrelation i et rum, når nogle er studerende og andre er undervisere. I en kritikklasse, hvor man typisk sidder 15 elever og en underviser, er det underviserens ansvar, at der er en respektfuld dialog og diskurs, og med det ansvar følger en dominans. Men dels skifter man kritikklasse hvert år og dels har man løbende kontakt med flere undervisere og med det følger en anden dynamik.

Jeg tror, vi har en anden kultur her på stedet, fordi vi internt i fakultetet har ret mange diskussioner om tilgangen til fx at køre en kritikklasse. Vores samtaler omkring, hvordan man interagerer med de studerende er simpelthen en del af fakultetsarbejdet, og jeg tror, de pædagogiske overvejelser er lidt mere et fælles anliggende hos os, end de er mange andre steder – omend der selvfølgelig er en stor grad af metodefrihed for den enkelte underviser. 

Hvordan forholder I jer som akademi til de diskussioner om racisme og dekolonialisme, som fylder en del på kunstuddannelserne lige nu?

I forbindelse med Black Lives Matter har der været et meget udtalt krav fra de studerende om, at vi skulle adressere de spørgsmål mere i undervisningen. Det har vi forsøgt at imødekomme som et tema, vi forsøger at have en løbende samtale om. Det, at man har nogle idealer, er jo ikke det samme, som at man altid lykkes med det, men det er i hvert fald en diskussion, som vi vender tilbage til regelmæssigt. 

Samtidig har vi etableret nogle læsegrupper omkring kolonialisme, og der oplever vi ikke noget overvældende fremmøde. Der er rigtig mange, der interesserer sig for emnet og gerne vil tage det alvorligt, men som måske når det kommer til stykket har teoretisk læsning nok i det obligatoriske. Der er ikke nogen af de ansatte her på stedet, der er eksperter i dansk kolonihistorie, så derfor har vi valgt læsegruppemodellen, hvor vi læser det sammen – og så inviterer vi selvfølgelig nogle eksperter til at holde nogle oplæg. For selv om vi som undervisere er ældre end de studerende, så betyder det ikke, at vi er færdige med at lære. Vi har også brug for at forstå vores kolonihistorie bedre, og det vil vi gerne gøre i fællesskab med de studerende. Hele den ignorance, der ligger i det danske samfund i forhold til vores kolonihistorie, den kan vi ikke blæse væk på en gang. Men vi kan tage den alvorligt og arbejde med den, og det er vores tilgang. 

I hvilken grad oplever I den polariserende effekt, som den type debat også kan afføde?

Jeg synes ikke at det er så voldsomt hos os. Jeg tror grundlæggende, at vi skal passe på med at være sprogpoliti. Selv om vi kan have nogle idealer for, hvordan vi taler sammen, så skal det ikke være sådan, at hvis man ikke 100 procent lever op til det ideal hele tiden, så må man ikke sige noget. Vi må prøve at tale med det sprog vi har, og så må vi diskutere, hvad det betyder, at man bruger det ene eller det andet sprog. Det er utroligt vigtigt, at der er rum til at sige fra, hvis man fx er brun og oplever, at der bliver brugt et nedsættende sprog, eller er non-binær og oplever, at skolen ikke er god nok til at operere i andet end binære ordener. Der skal være rum til at adressere det, men man skal ikke kunne tvinge andre folk til at tie stille. 

De fleste af os har nok oplevet både at være ofre for eksempelvis kønnet sprogbrug og selv komme til at sige noget klodset. Jeg tror, at hvis man går til diskussionen med det i baghovedet, at vi alle både er offer og gerningsmand, så kommer vi et godt stykke.