Det er sådan en dag, hvor sommeren er flottest: grøn jord gennem landet, solen er tung i ansigtet, og til lejligheden er der også sat et telt til kage og vin op under det hejste Dannebrog. Havefest. Og vi slænger os på de velplejede plæner, har tømmermænd eller fridag under en himmel, der er så blå som muligt. Selvfølgelig også lidt majestætisk trækronesus og kvidder til at fuldføre romantikken inden Adam Christensen træder ud på stentrappen foran Rønnebæksholm – dagens improviserede scene – og går i gang med at hælde sorg udover den her næsten karikeret dejlige stund med samme intensitet som solens. Iført mosbesat couture og dramafarvet hår læser og spiller og synger han eftermiddagen mørkere, og flere af publikums ubekymrede juniøjne må dække sig med solbriller for at græde lidt i fred.
Adam Christensens performance Red dreams var det episke startskud til duoudstillingen You Might Wanna Stay Over på Rønnebæksholm: et tilsyneladende nærmest symbiotisk møde mellem hans og Ursula Reuter Christiansens arbejde. Men før malerierne og tekstilerne og videoerne inde i udstillingen modtager vi Christensens elegi: tekster der kredser om tabet af morens livspartner Lise, ’my second mom’, som han kalder hende, om casual narko og sex, formentlig et knust hjerte eller to. Og ved siden af teksten findes musikken, her får smerten en krop og en stemme. Det er Christensens stemme tilsat akkordion og begge dele er utrolige: skiftevis lyder de som afgrund og lindring og jokes og mareridt.
At resten af værkerne, selve rummene de hænger i, bliver mere levende i lyset af performancebegyndelsen er næsten for corny at skrive, men det føltes bare sådan. Der er flere mulige humører i Ursula Reuter-maleriernes portrætansigter, tydeligere konturer af en mor og af mennesket Lise i Christensens to videoværker, som markerer udstillingens begyndelse og afslutning. En specifik barndom og tristesse findes i hver sin ende af Rønnebæksholm. Videoerne afspilles low key: hver sit fjernsyn viser hver sin håndholdte kameraføring, og det holder de andre rums mere dekorerede patos lidt i skak.
Udover de to videoer er udstillingen primært Reuter Christiansens malerier og Christensens tekstilværker. Et par skulpturer (blandt andet et bord og et spejl af chokolade) bryder den todimensionelle stringens, men vejen gennem Rønnebæksholm borgerskabsfine udstillingsrum er domineret af firkantede billeder. Sure piger og triste piger, børn og dukker og væsner, der skaber sig. I nogle rum er kunstnerne alene, i andre mødes de, men uanset hvad bærer alle rummene præg af at være nogle stykker menneskeliv, der på en eller anden måde er i overensstemmelse med hinanden uden at være identiske eller tvunget kuratorisk sammen.
Når Reuter Christiansens malerier emmer allermest af den slags (kvinde)tilværelse, der er tynget eller måske ligefrem indespærret – men ikke virker resigneret og skrøbelig af den grund – hænger nogle af Adam Christensens tekstilfigurer hele tiden lige i nærheden og er også lidt ude af sig selv, lidt ved siden af eller afsindige. Og så kan det føles som om, værkerne taler med hinanden, uden at de nødvendigvis er enige. At de taler til nogle andre, til os, med sprog, der forstår hinanden, selvom de ikke kommer fra det samme sted eller den samme tid.
Der er pynt i rigelige mængder, velour og perler og roser i Reuter Christiansens malerier, ornamentik og glitter og kjoler i Adam Christensens tekstilværker. Der er sminkestemning og hårbørste og fine sko på et fælles lille alter, de har lavet omkring en pejs, en ond dukke sidder inde i pejsen. Her fejres pynten velsagtens, og dem der bruger den og laver den. Men noget overgjort girl-esque virker hverken som sin egen entydige pointe i værkerne eller som et princip for udstillingen. Pynt er måske snarere en måde at overleve på. Noget der er valgt (eller fravalgt) mere end det er strukturelt pålagt, på samme måde som man kan vælge at gå smukt og stolt i hundene med tusind glas rødvin.
I udstillingens sidste rum binder nogle sløjfer sig stille og roligt sammen, når det i Adam Christensens videoværk Under hypnose (2022) blandt andet bliver synligt, hvordan flere figurer og detaljer i hans store tekstilbilleder, nærmest 1:1 er groet ud af små tegninger fra morens skitsebøger. Og hvordan et liv med persienner og heftig skilsmisse i Vejen også findes et sted i hans stof, selv som det hænger med sollys i sig gennem rummene og ser yndigt og selvsikkert ud. I carry my husband (1996)hedder et af udstillingens sidste Ursula Reuter-malerier, og man tror på alt det, den sætning kan betyde. I billedet: en kvinde bærer et lille mandemenneske som en slags baby.
Det er vildt godt, at de her værker har fundet hinanden – det er godt set, og det er godt at se på. Vrede og sjovhed fylder i værkerne, det samme gør et ømt blik for smukke ting og grimme humører, men frem for alt føles de her rum og performanceværkets massivitet – halvt apokalypse, halvt solopgang – som en slags usentimental understregning af, at sorg og kærlighed tit er det samme.
