Det ligner noget man har set før. Nok engang i slutningen af 1990’erne. På den dengang nye internationale samtidskunstscene for alternative – ofte kunstnerdrevne – «spaces», der fungerede ligeså meget som udstillingssteder som sociale rum. This is our Music This is our Art. An Exhibition of Art by Musicians and Music by Artists er således en gruppeudstilling med 30+ værker i alle størrelser og genrer, hængt uformelt op over det hele i en slags trashet salonstil (alle kunstnernavnene er skrevet med blyant direkte på væggen), med den fællesnævner at de alle har noget med musik at gøre. Enten er de lavet af musikere – fra Troels Trier til David Byrne. Eller også har de – som i tilfældet Robert Crumb – musik(ere) som motiv.
Der er også kendte aktører fra dette hybride eller interdisciplinære felt med – fx Ross Sinclair, der har hængt sine velkendte hjemmemalede t-shirts med slogans som «CONTROVERSIALISM», «NEW BREED» og «BON JOVI» op, så de dækker en hel væg i udstillingens midterste rum. Fra den britiske scene, hvor udvekslingen mellem kunst og musik har stærke rødder, kommer også Martin Creed (kunstner, musiker og pladeselskabsejer), der har skrevet «The Whole World + The Work = The Whole World» på galleriets vægge så den strækker sig gennem alle tre rum (og nogen steder delvist overdækkes af andre værker). Et sætning, han også skrev i neon på Tate Britains facade i 2000.
Der vises også signaturværker af etablerede danske mainstreammusikere som Frans Beckerlee (Gasolin), Knud Odde (tidligere Sods/Sort Sol) og Kasper Eistrup (Kashmir), mens den som kunstner mindre feterede Troels Trier (Røde Mor) viser en mærkværdig «øje- og snabelorganisme» af en træudskæring. Fra støjscenen omkring spillestedet Mayhem i Nordvest er der Toke Tietze Mortensens billeder af energiintensive skrivemaskineøvelser og Tobias R. Kirstens fotografier af «utilpassede» bunker af jord i det offentlige rum (trommeduoen To\To). Derudover har udstillingen værker af en række navne, der hver især er noget på mindre scener rundt omkring i verden, men som ikke er kendte i Danmark. Alt i alt et udvalg som spænder fra det kuriøse til det forventelige, det etablerede til nye bekendtskaber. Ikke nogen stram kuratering, mere en bred kortlægning af et felt, som synes at kunne udvides i det uendelige. Og udstillingen kunne uden tvivl have vundet ved en mere specifik vinkling på feltet, fx kunst og støj eller mere konservativt, musikerportrætter. Derudover kunne den med fordel have inkorporeret musik mere direkte, så man hørte udstillingen lige så meget som man så den. I følge titlen handler det jo også om «Music by Artists», og det er en dimension, der går lidt tabt i de altovervejende billede- og objektbaserede værker.
Hvis man ser hinsides den nostalgi, som knytter sig til udstillingens genbrug af denne særlige 90’er-form, så er This is our Music This is our Art ikke desto mindre interessant i en dansk kontekst, hvor overlappet mellem kunst og musik udover en stolt Fluxus-tradition med blandt andre Eric Andersen og Henning Christiansen, de seneste fem-otte år har udviklet en ny, distinkt eksperimenterende scene på internationalt niveau. Scenen er godt nok underrepræsenteret på udstillingen, men den er ikke desto mindre med og det er alt andet lige velkomment, fordi den endnu er blevet så godt som ignoreret af de store museumsinstitutioner.
Det er galleristen David Risley – som kom til København fra London i 2009 – der står bag udstillingen, og den kan oplagt ses i forlængelse af hans længerevarende projekt med at ryste posen i forhold til hvilke slags udstillinger man normalt viser på danske gallerier. Nu ryster han så også posen i forhold til sin egen galleripraksis inspireret af sit personlige forhold til musik, især punk og rock. Han ryster den dog ikke mere end, at der selvfølgelig også er økonomisk raison i at udstille værker, som appellerer til en populærkulturel fetichisme – musik – og derudover har priser, som er tilgængelige for både mindre bemidlede og velhavende købere. (En Lydia Lunch-collage til lidt over 3.000 kr.!) Men det synes også at være et tiltag drevet af en oprigtigt interesse i og dedikation til feltet.
Udstillingen blev således akkompagneret af åbningen af The Gutter, en permanent kaffebar i galleriets siderum, hvor man kan købe plader, bøger og andre genstande fra dette æstetiske hybridfelt (måske er det tænkt som udstillingens «Music by Artists»-del?).
Forud for åbningen har Risley været på research-tur til den legendariske Gelbe Musik i Berlin, som Ursula Block åbnede i 1981 i sin mands René Blocks galleri. Gelbe Musik er for nyligt lukket, og det er enormt store sko at træde ned i at ville løfte den arv. Umiddelbart er det svært at få øje på den avantgardistiske – eller som de sagde i Tyskland, «progressive» – nerve, som kendetegnede den nu fortidige butik i The Gutter, der er mere poppet med badges, t-shirts, og espressomaskine. Men respekt for at sætte baren højt. Endnu er pladesamlingen sparsom og langt fra Gelbe Musiks skattekammer, men den er dejlig eklektisk, og hvis det for alvor kommer op og køre med de talks og events som er annonceret kan det blive et happening sted, som man gerne jævnligt vil køre en lille omvej for at besøge og tjekke ud.
Til åbningen var galleriet pakket som til en rockkoncert (lige indtil man løb tør for øl …) med en blandet crowd fra begge scener, som sjældent deler rum. Det var fedt. Pludseligt eksisterede der et rum, hvor folk fra kunst- og musikscenen var samlet. Om både musik og kunst. Uden at nogen af dem var på besøg. Hvad der kan blive ud af det møde må fremtiden vise, men der er potentiale for at noget interessant kan ske. Der er materialet og energien til det her i byen.
