På vej til Heart passerer jeg Ingvar Cronhammars ELIA (2001). Den gigantiske skulptur står som altid faretruende majestætisk og uhyggelig midt i ingenting. Vejret er mudret sammen til den socialrealistiske grå masse, som kongeriget Danmark har speciale i, og tågen ligger så man knapt kan ane spidserne af de 30 meter høje skorstene. Det er perfekt vejr for en Ingvar Cronhammar-udstilling, tænker jeg, og fortsætter videre mod museet.
Her halvandet år efter Cronhammars død har Heart, som er det danske museum med den største samling af kunstnerens værker, åbnet den retrospektive udstilling Ulvetime med egne værker og enkelte indlån. Cronhammar (1947-2021) var svensk skulptør, der flyttede til Danmark i 60’erne og var professor på Det Fynske Kunstakademi i 90’erne. Han markerede sig især med monumentale, dystopiske, sci-fi-agtige skulpturer i det offentlige rum.
Udstillingen er smukt komponeret med afrundede blanke, sorte vægge, hvide draperede tekstiler og røde lys. Skulpturerne fremstår som bombastiske, funktionelle maskiner fra det ydre rum, der venter på at blive aktiveret. Havde de været scenografi til en sci-fi-film havde de uden tvivl været adgangsgivende til andre dimensioner, fx et af udstillingens første værker Udkrængningens ly (1990), der ligner en sort portal med englevinger, der holdes sammen af hvide neonrør. Den er så absolut, som om dette objekt umuligt kunne se ud på andre måder, end det gør. Præcis som en maskine, der af praktiske årsager ser ud som den gør, og derefter har fået forstærket sin funktion æstetisk via designet. Det er en voldsom start på en udstilling og føles i dette tilfælde passende.
Længere inde i udstillingen står den fascinerende Pioneer (1991) og blæser luft ud gennem sine riller på samme måder som blæseren i en computer, der sørger for at nedkøle maskinen, så den ikke bliver for varm og bryder sammen. Den er sexet som en Tesla, autolakeret hvid med lyserødt perlemorsskær, men også okkult med det store trekantssymbol på siden og de løse gummirør, der hænger under bunden. Sådan er flere af værkerne i Ulvetime. Brutale og industrielle på overfladen, men inde bagved er der et hjerte, der banker. De forgængelige naturlige materialer – knogler, gummi, voks, korn, træ eller vinger – bryder ud af sprækkerne eller ligger lige bagved den glatte og hårde overflade.
Udstillingen rummer flere af disse følsomme maskiner, der står summer og kører i tomgang, og giver indtryk af en potentiel sci fi-scene. Der kører et lydværk inde i væggen, som forstærker den filmiske fornemmelse. Jeg tænker flere gange på sydkoreanske Mire Lee, eksempelvis hendes mekaniske skulpturer og det uendelige slim, der løb gennem dem, på Schinkel Pavilion i Berlin, hvor hun sidste år udstillede sammen med Alien-skaberen HR Giger. Jeg forestiller mig egentlig, at Cronhammar også var stor fan af Giger.
Udstillingens største værk The Gate (1988) ligner en ubåd eller en hel fabrik. Inde midt i skulpturen, på et sort gummiunderlag, ligger et ægte hvalkranie, som langsomt bliver pulveriseret af små objekter, der kører forbi og snitter det på siden. Jeg går op på værket og får øje på små rum med lukkede skydedøre, der pirrer min klaustrofobi.
Ligesom ELIA er The Gate en arkitektur på samme måde, som et fort er det. Værket giver dig udsyn, det følger sin egen strategiske logik og komposition. Cronhammars vilde patos bliver her sat på spidsen i et meget direkte kultur-natur-sammenstød, men bliver aldrig banalt. Tværtimod, det er dét, disse værker kan, når de er gode – sætte skønhed over for smerte, liv overfor død, uden at blive sentimentale. Det er nærmest på grund af det rituelle og symbolsk tunge, at værkerne hæver sig ud over det konkrete og bliver uforklarlige og fascinerende åbne.
Min interesse i Cronhammars værker startede med hans designobjekter. Hans møbler ligner rekvisitter fra Dune, og jeg har altid tænkt objekterne beslægtet med en designer som amerikanske Rick Owens. Der er noget med det spirituelle, mørke, kompromisløse og samtidig glamourøse. Måske er det visionen om at ville blande sig helt ind i det private liv og hjem, som gør, at visionen ikke blot bliver en stiløvelse, men potentiel hverdag og levet liv. Udstillingen er god, netop fordi den bliver en verden, du forsvinder ind i. Det er ikke et moraliserende sted, som serverer dig en alternativ utopi, men en magisk version af alt det fremmedgørende og svære, der overhovedet findes. Den får mig til at tænke og føle på en måde, der både er fri og ubehagelig. Fri som fantasien, og ubehagelig som virkelighedens kyniske realisme.
Jeg tænker tit på Cronhammar, jeg er skrækfascineret af hans værk. Og den retrospektive udstilling på Heart bekræfter mig endnu engang i, hvor god en kunstner, han var. Der er noget kækt og flashy ved værkerne, som får mig til at trække på smilebåndet. Måske er det fordi, det er sjældent, at en praksis får lov til at være så voldsom og æstetisk konsekvent i pæne Skandinavien. Samtidig virker værkerne meget relevante. I en tid domineret af computermaskiner og krigsmaskiner fremstår Cronhammars værker som et nødvendigt afbræk. De ligner krigsmaskiner, ja, men de ligner også punkede, følsomme fetish-objekter. Som trojanske heste. Som våben i drag. Som at græde og smile på samme tid.
