I de senere år har jeg lagt mærke til, hvordan maleriet igen har gjort sit indtog blandt yngre billedkunstnere. Det er som om, mediet har fået endnu en revival; i både den rene abstraktion og det figurative maleri inviteres beskueren til en uventet langsom kontemplation, hvor ømhed og nærvær synes at være den seneste tendens.
Den dansk-irakiske kunstner og studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, Ihsan Saad Ihsan Tahir, arbejder også med en form for sensibilitet i sit virke. Det er ofte keramiske værker med trykte ord eller billeder med udgangspunkt i den gradvise overgang mellem det nære og fjerne. Men på udstillingsplatformen All all all, som holder til i Kunstforeningen Gl. Strands kælderlokale i Læderstræde og drives af kuratoren Klara Li Sheutz, er keramikken erstattet med otte stemningsladede malerier, der kredser om kulturudveksling, maskulinitet, sprog og historie. Værkserien er baseret på kunstnerens to rejser til Los Angeles og Irak i 2022.
Udstillingens titel, der på arabisk hedder أخْتَفو وَراءْ ألشَمْس (They Disappeared Behind the Sun), er et udtryk, der anvendes i Mellemøsten om personer, som pludselig forsvinder, uden at de pårørende kender til ofrenes skæbne. I presseteksten henvises der til de mennesker, der er forsvundet under krigene i Irak. De præcise omstændigheder uddybes ikke, men man fornemmer en melankolsk tone i værkerne.
Man trækkes langsomt ind i motivernes indre og ydre narrativer, hvor florlette kroppe og trykte ord filtres sammen. Personer på scootere i Bagdads gader vender ansigtet mod eller ryggen til beskueren. Det ligner snapshots taget fra en ferie, og der er noget hverdagsligt over motiverne. Alligevel emmer de af en kompleks længsel og underfundighed. I værket Palm Angels er det næsten som om, den flade skikkelse er malet spontant med røde og grønne streger, som en øjeblikkelig registrering af noget, der hele tiden er ved at forsvinde mellem kunstnerens hænder. Øverst i billedet aner man toppen af et palmetræ, suppleret med gesso i brede, rykvise penselstrøg.
En favorit er Heavier than a Death in the Family, der er malet med akryl og olie på en udspændt presenning. Her er penselstrøgene tynde og den røde maling, der ligner blodspor, drypper ned af den transparente baggrund. Henover motivet er værktitlen gengivet med gotiske bogstaver og som udstillingens øvrige titler, er de uddrag fra pop- og rapmusik, ordsprog og digte. Skikkelsen er stagneret på sin scooter, og mine øjne søger efter en historie i det blanke blik; måske en sorgfuld af slagsen, men det fremgår ikke tydeligt, hvad der er sket.
Denne tvetydighed er gennemgående i scooter-portrætterne. Ligesom man i værkerne ikke kan se, hvilke penselstrøg der optræder først i fladerne, flyder byens historie og kultur sammen med det personlige. Hvilket blik, kunstneren kommer med, står ukommenteret hen, men man fornemmer en dualitet, en ambivalens i kunstnerens rolle, som den besøgende og den, som genbesøger sin hjemstavn.
Hvor der i udstillingens første rum er fokus på de ydre betragtninger, er det maskulinitet og den hyper-personlige stemme, man møder i det næste rum. Kompositionen er svævende i farverne. Rød, mørkeblå og turkis-grøn er påført så uregerligt og intuitivt, at det ligner en slags projektion af noget drømmende. I fladerne aner man skikkelser, fx en far med sit barn, der er tegnet med en ultratynd rød streg, forenklet og nænsomt. Man skal helt tæt på, før man spotter stregerne. Der er en længelse efter noget, der ikke måske ikke længere eksisterer, og jeg lader mig opsluge af dette forhold mellem abstraktion og figuration, som Ihsan har malet med sin helt egen sensibilitet.
أخْتَفو وَراءْ ألشَمْس (They Disappeared Behind the Sun) rummer mange nuancer. Udover de tydelige forbindelser til kunstnerens egne personlige erfaringer med kulturelle udvekslinger, historie og sprog, er det, som står stærkest, den underliggende dualitet af tilhørsforhold. Selvom der i de senere år har været øget fokus på de historiske koloniale fortællinger på den danske kunstscene, er det som om, de mellemøstlige diasporaer – og den kollektive erfaring, de bringer med sig – forbliver de mest usynlige. Ihsan arbejder ikke direkte med dette ophav, men han formår alligevel at skabe visuelle refleksioner over den ambivalens, der knytter sig til forholdet imellem det, man kommer fra, og det, man er vokset op i. Som beskuer suges man langsomt ind i denne følelsesmæssige og indadvendte kompleksitet.
