«The Future is Female» stod der for nogle år siden på t-shirts over hele byen. Og skal man dømme efter efterårets udstillingsprogrammer, så ser det i udpræget grad ud som om, fremtiden er over os; i hvert fald er langt den overvejende del af sæsonens interessante institutionelle soloudstillinger skabt af kvindelige kunstnere, primært de helt unge og oversete ældre, mens mellemgenerationen – de, der tog afgang i slut 90’erne og de tidlige 00’ere – fortsat er mere usynlig. En form for institutionel midtvejskrise, måske?
Som det efterhånden er blevet kutyme, åbner kunstscenen med et brag i denne uge, hvor de to store kunstmesser finder sted. Den internationale Enter Art Fair, der er i år flyttet fra Nordhavnen og ind i det gamle lokomotivværksted ved Hovedbanegården, ser ud til at have konsolideret sin position som førende på store københavnske gallerier – fx Nils Stærk, Nicolai Wallner og Gas9 – mens Chart Art Fair har fået tag i også den yngre nordiske galleriscene med et nyt initiativ. Kigger man på de to messers kunstnerlister, fornemmer man, at fremtiden også omsider er nået helt ind på den tidligere ret mandsdominerede kommercielle scene: Der er stort set en lige kønsfordeling blandt de kunstnere, vi kan finde på årets messestande. Hurra!
Som en art afledt effekt af messerne er de københavnske institutionerne trukket i festtøjet og har poppet champagnen op. Langt størstedelen af sæsonens mest iøjnefaldende udstillinger åbner i denne uge, hvor man nærmest får åndenød af at planlægge sine ferniseringsruter rundt i byen, mens resten af efteråret ser en del mere afdæmpet ud. Allerede onsdag åbnede amerikanske Rachel Rose på Gl. Strand, hvor hun blandt andet illustrerer jordens udvikling gennem opstillede scener af hendes børns legetøj. Statens Museum for Kunst slog dørene op for Jessie Kleemanns store soloudstilling Tiden løber, løber tiden, der diskuterer stormagtspolitik, klimaforandringer og koloniseringen af Grønland i værker, der trækker tråde mellem traditionel grønlandsk kultur over kolonivarer til samtidige kulturprodukter. Med Kleemann på SMK og Inuuteq Storch på Venedigbiennalen til foråret ser det ud til, at den komplicerede dansk-grønlandske relation endelig er rykket ind på den centrale del af kunstscenen.
Kleemanns store SMK-udstilling falder så tæt sammen med Rønnebæksholms udstilling med samme kunstner, at det må være intenderet, hvis ikke endda et samarbejde. Mindre intenderet virker parløbet mellem Arkens efterårsudstilling med fransk-polsk-danske Apolonia Sokol og Overgadens duoudstilling med samme kunstner og Siham Benamor i det tidlige forår. Selvom udstillingerne sikkert kan krydsbestøve hinanden, så er der alligevel noget andedam over en kunstscene, der meget ofte ser ud til at orientere sig i præcis den samme retning. I tilfældet Sokol er det ligetil at spore kilden til fascinationen tilbage til Lea Grobs dokumentarfilm Apolonia, Apolonia fra 2023, der vandt et hav af priser verden over. På Arken præsenteres et udvalg af Sokols værker med fokus på portrætter af kunstnerens venner, kolleger og allierede, ofte kvinder, queerpersoner og BIPOC fra den mere funky del af de parisiske kunstmiljøer.
Kvinder er der også masser af på Den Frie, der endnu engang er dykket ned i institutionens historie for at revitalisere Kvindelige Kunstneres Retrospektive Udstilling fra 1920. Mange af udstillingens over 700 værker er siden forsvundet, og på Den Frie har kurator Anna Weile Kjær derfor inviteret en gruppe samtidige kvindelige kunstnere til at undersøge, hvordan vi kan arbejde med en historisk udstilling, hvis materielle genstande for længst er gået tabt. Også Charlottenborg tager på slentretur ned af memory lane dette efterår, når kunsthallen fejrer sit 140 års jubilæum med en udstilling kurateret af duoen South into North (Francesca Astesani og Julia Rodrigues). Der er noget friskt i at invitere to kuratorer, der ganske vist er velbevandrede på den københavnske scene, men dog stadig kommer med et tiltrængt blik udefra, dykke ned i arkivet og fiske kulørte historier og glemte perspektiver op.
Ser vi bort fra tidens interesse for de oversete kvindelige kunstnere – som også kan ses i Kunstmuseum Brandts aktuelle udstilling med Kiki Kogelnik og Sorø Kunstmuseums kommende udstilling med Kirsten Kjær – er det som om, kunstnerne bliver yngre og yngre for hvert år. Tendensen er mest tydelig på galleriscenen, hvor man indtil for få år siden virkede påpasselig med at tage de helt nyuddannede kunstnere ind. En række unge gallerier – Lagune Ouest, C.C.C. Gallery, Alice Folker og Palace Enterprice – fører an, men også mere etablerede gallerister går tydeligvis på afgangsudstillinger.
Galleri Nicolai Wallner, der i øjeblikket viser J.G. Arvidsson, som netop har taget afgang, har været på en decideret foryngelseskur over de seneste år, og har nu også navne som Anna Kristine Hvid Petersen, Eva Helene Pade og Maja Malou Lyse på kunstnerlisten. Også Andersen’s har udvidet porteføljen med Martin Brandt Hansen, Melanie Kitti og Esben Weile Kjær. Samme tendens kan ses på institutionerne, hvor man især kan ser frem til Cassie Augusta Jørgensens soloudstilling på Overgaden, Samara Sallams udstilling på Platform i Nikolaj Kunsthal og Ida Raselli, der indtager Horsens Kunstmuseum.
På personalesiden ser museumsdirektør-kabalen ud til at være gået op, og med Astrid la Cour på plads på Statens Museum for Kunst, Maria Gadegaard i direktørstolen på Frederiksbergmuseerne og Mai Dengsøe konstitueret som leder på Gl. Holtegaard, er det tid til at se fremad. Men midt i sommerferien meldte Gl. Holtegaard ud, at Rudersdal Kommune har besluttet at trække kunsthallens driftstilskud fra 2024, stigende besøgstal og anmelderroste udstillinger til trods. En kedelig nyhed for institutionen, der på sociale medier opfordrer publikum til at protestere. Hermed gjort.
En anden presset institution er Kunsthal Aarhus, hvor Diana Baldon netop har opsagt sin direktørstilling efter kun halvandet år på posten. En overraskende udmelding fra Baldon, hvis primære prægning af kunsthallens profil ser ud til at være Simon Dybbroe Møllers præmierede udstilling, der fortsat kan ses frem til oktober.
Og apropos priser og hæder, så er der i år særlig grund til at afvente uddelingen af den britiske Turner Prize til december. Her er Ghislaine Leung nomineret for sin udstilling på Simian i Ørestaden, der altså endnu engang har bevist, at toneangivne udstillinger ikke nødvendigvis kun finder sted på de store institutioner. I denne uge åbner de igen med den canadiske maler Aleksander Hardashnakov og en gruppeudstilling kurateret af brasilianske Wisrah Villefort, hvis udstilling på parisiske Goswell Road står som ét af af mine personlige højdepunkter i 2020. Det blomstrer derude, mest frodigt og vildt på den yngre del af scenen.
