Udstilling på Hamburger Bahnhof genfortæller historien om Emil Nolde, nu som nazist. Men i stedet for at udskamme kunsten tager institutionen ansvaret på sig og omskoler sit publikum.
Markedet vil ikke have kritik, og skal kritikken have nogen værdi, bør den heller ikke ville markedet. Texte zur Kunst forsøger at løse den gordiske knude.
Kitschede 90er-møblementer danner rammen om Henrike Naumanns udstilling i Berlin – en refleksion over de skævheder, der fulgte i kølvandet af den tyske genforening.
I Kunstkritikks julekalender vælger vores egne skribenter og inviterede gæster det bedste fra kunståret 2018. I dag: kritiker Kristian Vistrup Madsen.
Tværæstetik bliver til antiæstetik i Louisiana-udstillingen Månen, der er fyldt til randen. Det er synd, når der er så gode værker imellem.
Henrik Olesens udstilling på Schinkel Pavillon i Berlin vil udfordre den gode smag. Men det er cool at være rodet, og hvor udfordrende er det egentlig at være cool?
I Willem de Rooijs selvsikre udstilling på KW i Berlin går himmel og hav i ét, når den Grønlandske natur vises i minimalistisk oversættelse og form ophøjes til indhold.
Under Warzawabiennalen möts konstnärer, aktivister och filosofer i stadens kulturpalats, en enorm byggnad som uppfördes på Stalins initiativ strax efter kriget.
Engang solgte Maud Lewis sine håndmalede postkort til turister, der passerede hendes hus ved landevejen i Nova Scotia. Nu står det lille træhus på museet i Halifax.
I Absolut farmakon frågar Axel Andersson vilken typ av konst och vilken typ av kritik som kan hjälpa oss att tänka på skalan av människosläktets totala utplåning.
Det tette samarbeidet mellom Nasjonalmuseet og Fredriksen-familien kan være et brudd på Det internasjonale museumsforbundets forretningsmessige retningslinjer.
Kunstkritikk modtager støtte af
