På Statens Museum for Kunst har Shahryar Nashat skabt en totaloplevelse, der er fængslende i mere end en forstand: både forførende og klaustrofobisk.
Udstilling på Hamburger Bahnhof genfortæller historien om Emil Nolde, nu som nazist. Men i stedet for at udskamme kunsten tager institutionen ansvaret på sig og omskoler sit publikum.
Markedet vil ikke have kritik, og skal kritikken have nogen værdi, bør den heller ikke ville markedet. Texte zur Kunst forsøger at løse den gordiske knude.
Kitschede 90er-møblementer danner rammen om Henrike Naumanns udstilling i Berlin – en refleksion over de skævheder, der fulgte i kølvandet af den tyske genforening.
I Kunstkritikks julekalender vælger vores egne skribenter og inviterede gæster det bedste fra kunståret 2018. I dag: kritiker Kristian Vistrup Madsen.
Tværæstetik bliver til antiæstetik i Louisiana-udstillingen Månen, der er fyldt til randen. Det er synd, når der er så gode værker imellem.
Henrik Olesens udstilling på Schinkel Pavillon i Berlin vil udfordre den gode smag. Men det er cool at være rodet, og hvor udfordrende er det egentlig at være cool?
I Willem de Rooijs selvsikre udstilling på KW i Berlin går himmel og hav i ét, når den Grønlandske natur vises i minimalistisk oversættelse og form ophøjes til indhold.
På Virserum Konsthall reflekterar Ane Hjort Guttu över den svenska landsbyggdens utmaningar i en tid då människor förutsätts vara kreativa och fria.
På Fotogalleriet gyver Maria Pasenau løs på den egne identiteten med dionysisk driv for å komme selvforakten til livs.
Kirsten Astrup og Maria Bordorffs filmkabaret for Munchmuseet i bevegelse viser at nostalgi kan være mer enn et middel for konservativ kulturkamp.
Langsomhet, kollektivitet og lokal forankring er oppskriften på LIAF2019s vellykkede integrering med omgivelsene.
Kunstkritikk modtager støtte af
