Af en eller grund havde jeg en forventning om, at blive modtaget af en betonklods i Lone Haugaard Madsens solo-udstilling hos Bianca d’Allesandro. Og selvom betonklodsen var lidt mindre end jeg havde forestillet mig, så var den der – halvvejs stående op ad dørkarmen i entréen til galleriet. Det er bagkvinden bag det noget hemmelige peinture et sculpture, der nu har åbnet galleri i eget navn i de smukke lokaler på Frederiksholms kanal (og som bibeholder det lidt hemmelige ved ikke at ville afsløre nogen fast kunstnerstab), som har hørt under Det Kgl. Danske Kunstakademi siden 1760erne, men som akademiet grundet nedskæringer desværre ikke længere havde råd til at beholde. Det er på sin vis ironisk, at overgangen fra akademi til kommercielt galleri sker ved Lone Haugaard Madsens praksis, der mere fremstår som værksted, end decideret udstilling.
For tre år siden havde Lone Haugaard Madsen en solo på Overgaden, der for et dansk publikum var en introduktion til kunstneren, der er uddannet fra Akademie der Bildenden Künste i 2004 og som har boet i Wien lige siden, og derfor mest har udstillet i germanske sammenhænge. Så man udstillingen på Overgaden, vil man nikke genkendende til mange elementer i den aktuelle udstilling: de halvt bemalede sort/hvide malerier; papir, der ligger henslængt som til tørre på et stativ (her på en rå mdf-skulptur); stabler af pinde; dingenoter, der er taget fra det respektive udstillingslokales lager eller kunstnerens atelier, der i øvrigt indgår på skulpturel linie med malerierne i en rumlig totalinstallation, der foregår på både gulv, væg og i højden.
Det er på sin vis en utrolig klassisk værkpraksis Haugaard Madsen bedriver. Der er malerier, der er skulpturer, der er ready mades, og der er et forsøg på at nivellere hierarkiet imellem disse elementer, så den fundne genstand optræder med samme status som det maleriet er omgærdet af – den kunstneriske patos per se. Dén strategi, at gøre hverdagsgenstande til kunst, er efterhånden en gammel historie med omkring 100 år på bagen. Derfor må man spørge, hvad det er Haugaard Madsen videre undersøger og tilføjer?
Haugaard Madsens udstillinger hedder altid blot Rum og så efterfulgt af et nummer. Udstillingerne bliver på den måde som fortløbende nummererede installationer – her er vi nået til Rum #325 – der nok varierer i indhold, alt efter hvad der nu har været af tilgængelige objekter og materialer i det respektive udstillingsrums lager, eller i hendes eget atelier, på det pågældende tidspunkt, men som alligevel har en genkendelig æstetik – som fx malerierne, der løber som en serie i hjørnet af rummet; to helt sortmalede lærreder, og så et enkelt større lærred, hvor det sorte kun er påført i en enkelt sort plamage, der afslører strøgene (her slap malingen op; det er en metode hos kunstneren; der males så længe lager haves). Det er orkestreringen af disse elementer, der er Haugaard Madsens bedrift – som en scenemester, der rokerer og iscenesætter de forhåndenværende elementer i kulissen. Den fortløbende fortælling med hendes «Rum» peger desuden på at det er processen, snarere end noget endeligt, vi er vidne til i hendes udstillinger. Det samme gør det noget ufærdige look, de rå MDF-skulpturer, fingresporene på siden af malerierne, de blanke stabler af papir, der ligger og venter på noget mere, ophobningen af elementer, der står og vibrerer af uforløsthed.
Og der er da også noget helt grundsympatisk ved selve intentionen i Haugaard Madsens åbne arkitektoniske installationer. Men så er der også noget andet ved dem, som er langt mindre åbent, og som egentlig er den følelse jeg mest af alt trækker ud af mødet med hendes æstetik; noget mere rygvendt og køligt. Og helt utroligt tørt.
En perspektivering til hendes praksis kunne være at anskue den i lyset af den tradition hun er rundet af fra den wienske kunstscene. Rent kunstnerisk er den stærkeste historie fra Wien stadig den om de brutale wieneraktionister; en performativ omgang sex, vold og splatter med blod, sperm, urin og lort. Haugaard Madsens værker kunne næsten ikke være længere fra denne praksis – det er med andre ord en utrolig lidt fripostig stil, hun gør sig i. Efter wieneraktionismens voldsomme kunstneriske udlad, måtte der opstå en mere renskuret modreaktion, som gjorde sig mere i stål og pap, end i sex og vold. En eksponent for denne praksis er fx Franz West med sine store lidt fjollede papmaché-skulpturer (med brug af aluminium, polyester og papir som væsentlige materialer). Og selvom der er langt fra West til Haugaard Madsen, er det i denne mere konceptuelt modernistiske retning, Haugaard Madsen lægger sig, hvor skulpturen bliver undersøgt som formation i rummet.
Selvom der er noget sympatisk ved intentionen om at være mere et undersøgelsesrum, end et endeligt udsagn – den fine integrering af hverdagselementer; en karklud, der hænges op som billede på væggen, eller snore, der bliver brugt som forbindelsesled mellem elementerne – så er det også som om tænkningen, og sansningen, ret markant støder på en meget hård betonklods. Den bagvedliggende intention om at opløse hierarkiet i den kunstneriske proces, opleves som en tør, endda bedaget, omgang.
I denne balanceakt mellem flydende temporaliteter – mellem det, der var og det, der er på vej – tager jeg mig i at længes efter finaliteten, noget, der er færdigt og som ikke bare blafrer af potentialitet, som de stakke af papir, der ligger opstablet på toppen af den rå MDF-skulptur. Faren er, at værkerne aldrig for alvor investerer i noget gældende udsagn… måske er det også derfor Lone Haugaard Madsens værker er svære både at gribe og blive grebet af?
