Arbejdskraft er den nye tids valuta, lød det fra Statsminister Mette Frederiksen, da hun vendte tilbage til Folketinget efter sommerferien. Danskerne skal derfor opgive alle tanker om at arbejde mindre, hvis velfærdssamfundet også skal hænge sammen i fremtiden, sagde hun med henvisning alle dem, der drømmer om at slippe ud af hamsterhjulet, nedsætte deres forbrug og gå på deltid.
Statsministeren havde næppe Hannah Toticki i tankerne, men det kunne hun måske lige så godt have haft, for på Totickis store udstilling på Copenhagen Contemporary er det også tanker om vores arbejdsliv, der fylder. I fraværet af store religiøse fortællinger i samtiden er arbejdet blevet vores nye Gud, mener Toticki, der peger på, at det moderne menneske finder identitet og mening med livet i arbejdet – men på bekostning af hvad?
Udstillingen Gudernes Lager består af tre omfattende værkserie, fordelt over tre rum. Den første serie er en række små, jadegrønne menneskefigurer i keramik, der sover på store bunker af jord. Jorden er placeret i den slags enorme sække, som kan løftes med en kran og som mange vil genkende fra byggepladser. Man forestiller sig, hvordan de små mennesker har nedlagt arbejdet og ladet kranerne stå. Nu tager de en velfortjent hvilepause i den bløde jord, som de lange arbejdsdage normalt forhindrer dem i at være i rigtig kontakt med.
I det næste rum står en serie keramiske kroner på to lange borde og taler om magten. I følge vægteksten peger de opmagasinerede kroner på den regent, der tidligere blev anset for at være i direkte forbindelse med det guddommelige, og det forstår jeg ikke helt: Nu, hvor kronerne er kommet på lager, betyder det så at overmagten er fraværende? Eller er det blot det religiøse led, der er forsvundet?
Totickis kroner synes at drømme om en anden, blødere magt end den, der bliver dikteret af konger eller religiøse overhoveder. Titler som Regent over trækfuglenes linjer og Regent over trælse emails giver en fornemmelse af projektets tone, et sted imellem en poetisk drøm om frihed og et mere underfundigt-humoristisk ønske om omsorg for det arbejdende menneske. Kronerne lægger sig i visuel forlængelse af Totickis tidligere værker: Cykel- eller beskyttelseshjelme i tykt glaseret, bolsjefarvet keramik, der kunne skærme den bløde krop imod en alt for barsk omverden. Flere af kronerne på Copenhagen Contemporary er forsynet med den slags remme og spænder, man kender fra netop cykelhjelme, og man ser for sig, hvordan kongen som et andet barn må spænde sin krone fast, for ikke at tabe den. Det er der ikke meget guddommelig regent over.
Det religiøse vender tilbage i udstillingens sidste, lyserøde rum, hvor en serie englevinger i menneskelig skala hænger på tøjstativer, som befandt vi os i en slags guddommeligt omklædningsrum. Det er virkelig lækre værker: Bløde, pastelfarvede tekstiler, florlet strik og smukt patchwork, tilsat keramiske detaljer og hverdagsgenstande som skuresvampe, kaffekopper og dele af en kontorstol. Vingerne tilhører de skytsengle, vi savner i hverdagen, og jeg læser mig frem til, at de er formet ud fra vidnesbyrd fra 300 mennesker, der beskriver de engle, de enten allerede har eller ønsker sig.
De 300 håndskrevne vidnesbyrd kan man læse i udstillingen, og de fortæller en fin og rørende historie om, hvad mennesker bekymrer sig om. Man ønsker sig en skytsengel til at våge over verdens flygtninge. En engel, der kan hjælpe en søster med at tro mere på sig selv. Eller en engel, der viser sit ansigt, når sygdom rammer familien. Det ville have været interessant, hvis Toticki havde forholdt sig lidt mere konkret til de 300 vidnesbyrd og faktisk lavet en skytsengel til flygtning. I stedet lægger englevingerne sig i forlængelse af kronerne med titler som Til skytsenglen for brugte ressourcer og Til skytsenglen for emotionelt arbejde.
Styrken i Totickis værker ligger dels i det gennemført lækre håndværk, og dels i hendes underfundige, poetiske fokus på omsorg på arbejdsmarkedet. Men kombinationen af lækre objekter og pædagogisk forklarende titler betyder også, at der er meget lidt rum til selv at reflektere over udstillingens ellers interessante problemstillinger. Samtidig er hele udstillingens tematik indlejret i hvert eneste værk, hvorfor en ophobning af værker kan føles repetitiv.
Hvis ikke temaet havde været det voksne arbejdsmarked, kunne man tro, at man befandt sig på en velproduceret børneudstilling, hvor livets store spørgsmål bliver kogt ned til bløde, pastelfarvede former og formidlet gennem finurlige udsagn. Som sådan fungerer Gudernes Lager til gengæld perfekt: Se den med din præstationsramte teenager og brug den som afsæt til en vigtig samtale om stress, mistrivsel og selvomsorg.
