Foråret er kommet. Det ved jeg, fordi Cisternerne er åbnet efter vinterens hi. Nu er det varmt og lyst nok til, at blegkolde københavnere og tapre turister kan tåle en tur ned i det bælgmørke, dryppende vandreservoir uden at miste modet. Jeg glæder mig, for kunstneren, der står for årets udstilling Weaving The Light, er sydkoreanske Kimsooja.
Kimsooja (f. 1957) har flere markante værker i sin imponerende portefølje. Uanset om der er tale om tøj- og stofbaserede skulpturelle værker, som fx hendes Bottari-skulpturer med tydelige politiske undertoner, eller om sfæriske og mere eksistentielle totalinstallationer, arbejder Kimsooja altid med en stedsspecifik arkitektonisk, skulpturel og performativ forankring. Det gælder også udstillingen i Cisternerne, der begynder lige efter nedstigningen fra Søndermarkens forårsskarpe dagslys.
Kimsoojas kunstneriske greb er det samme hele udstillingen igennem. Ved at dirigere skarpe spotlys mod transparente, lysbrydende plastiklærreder udspændt på de rektangulære rammer, man kunne kalde en slags skærme, skaber hun spektralregnbuemalerier i kalejdoskopiske mønstre, som bevæger sig, når man vandrer forbi. Skærmene er installeret sådan, at de subtilt inddeler Cisternernes kæmpestore betonsøjlebårne haller i tre sektioner. Den indledende del er åben og lys (selvom her er meget mørkt), den følgende mere snæver og labyrintagtig, mens den sidste er symmetrisk og helt stram i sin styring af publikums bevægelsesmønstre, og i hvordan man ser på værket. Det hele lyder på papiret godt. Men lige fra begyndelsen af udstillingen har jeg store udfordringer med at holde begejstringen og interessen oppe.
Udstillingen hedder Weaving The Light, og jeg går ud fra, at det er en ide om væverammen, der har motiveret formen og størrelsen på skærmene. De er relativt ens, omkring to-tre meter på hver led, hele vejen igennem udstillingen. Det er i hvert fald den eneste forklaring, jeg kan finde på deres format. Skærmene hænger mellem søjler i rummet, men synes ikke at forholde sig synderligt til deres omgivelser. Lyset, der falder på dem, er i sagens natur kunstigt, så det hele kunne egentlig hænge hvor som helst. Jeg er af personalet blevet opfordret til at se skærmene fra begge sider, men de har tydeligvis en forside og bagside. Selvom der også er kalejdoskopeffekt på bagsiden, er spektralregnbuemalerierne halvdelen af tiden lidt gråmelerede.
Mine øjne ser ingen sammenvævning, hverken af lyset, der jo bliver brudt i sine farvede enkeltdele, eller af skærmene i installatorisk forstand. Tjo, de danner måske lidt symmetri og kanalgange, men det virker ærligt talt lidt tilfældigt installeret. Hvis den lysbrydende film var installeret med større konsekvens, for eksempel ved at række helt fra gulv til loft, fra søjle til søjle, kunne den måske illudere store portaler, der mirakuløst manifesterede sig, og udfordrede de modigste til blindt troende at kaste sig igennem. I skærmformatet ligner spektralregnbuemalerierne mere utilpasse rumdelere fra firserne, dekoreret med neonfarver.
Og sagen er jo, at Cisternerne allerede er inddelt i rum i form af de mange drypstensdækkede søjler og mure. Det er udfordringen for alle kunstnere, der udstiller her: At dominere og udnytte rummet i stedet for at forlade sig på at den imponerende gave, Cisternehallerne er, udgør kunsten i sig selv.
Tidligere har Kimsooja demonstreret sin evne til vellykket at omskabe allerede smukke rum. For eksempel i værket To Breathe – A Mirror Woman (2006) i Palacio de Cristal i Madrid, hvor hele det botaniske glasslot blev dækket med en lignende slags lysbryderfilm, dog lidt mere perlemorpastel-agtig. Glasslottets indre var fyldt af en lydside af åndedræt. Hernede i Cisternerne er der en formidabel rumklang, men Kimsooja har overladt lydsporet til de besøgende. Publikums lydniveau er naturligvis ikke Kimsoojas ansvar, men folk mister ikke ligefrem mælet i fascineret måben over de mange, ensformige regnbuemalerier. De besøgende er højlydt optaget af at finde vej i mørket, især i anden og tredje sektion af udstillingen, hvor man følger stisystemer for ikke at falde i vandet, der her dækker det gamle reservoirgulv helt. Folk lodder vanddybden, og hvor det næste labyrinthjørne mon befinder sig med ekko og ekkos ekko. Og det er da sjovt nok, men er det Kimsoojas værk?
Til sidst leder Ekko os vandsky nymfer til tredje sektion, hvor gangstien samler sig fra alle sider og munder ud i en firkantet platform. Her står vi så og kigger på de mange skærme, der omkranser platformen. Det minder mig uvægerligt om den gamle Zoologisk Have-legeplads, hvor man med blinklys og lyskoder kunne løbe om kap og afgøre hvilket dyr, man var lige så hurtig som. Det var sjovt, men man blev jo også hurtigt træt af, kun at være lige så hurtig som en lille hoppefrø. Min zoo-association er nok afledt af, at jeg kender området, her ved Valby bakke, hvor Zoologisk have også ligger. Men det er jo også netop problemet: Hvad er der tilbage i Kimsoojas værk, når man hurtigt har forstået, at lys kan brydes i regnbuens farver, og den fascinerende drypstenshule på forhånd er velkendt?
