Den amerikanske kunstner Agnes Martin (1912-2004) er måske ikke den første, de fleste vil tænke på ved synet af Tal R’s udstilling Alene hjemme. Alligevel dukker et par linjer fra hendes tekst «What we do not see if we do not see» op i mit hoved: «I suggest to artists that you take every opportunity of being alone, that you give up having pets and unnecessary companions. […] I suggest that people who like to be alone, who walk alone will perhaps be serious workers in the art field.»
Givetvis har Tal R ikke været så alene hjemme, men der er alligevel noget introvert over hans nye værker.
Alene hjemme udfolder sig i Ordrupgaards tre særudstillingssale. I den første, meget højloftede sal har Tal R ophængt et velordnet mylder af forskellige typer grafiske værker. En totalinstallation, der dækker væggene fra gulv til loft. På mandsstore håndlavede bøttepapirer, silkepapirer, bomuldspapirer og enkelte steder også regulære lærreder, bemalet eller trykt i primært sorte toner har han arbejdet med tre generiske motiver: vase med blomster, fugl (i bur) og husfacade.
Der er en overvægt af fugle og blomster, der på forskellig vis kæmper for at holde sig inde på papiret. Vaserne fylder næsten papirerne helt ud for kun at overlade periferien til blomsterne, der ofte må sno sig som slanger langs de yderste kanter. Fuglene må ligeledes bøje og dreje sig, folde vingerne ud gennem burenes tremmer. Ind imellem flyder fuglemotivet ud og ligner hist et spøgelse, her en kæmpe klitoris. Grænserne mellem figuration, abstraktion og repræsentation flimrer og gør værkerne levende for øjnene af mig. Flere steder har kunstneren sat sine hånd- og fingeraftryk på papiret – vinket til de allerførste malere, hvis huler hans ophængning får salen til subtilt at imitere.
Gentagelserne og mængden af værker kan virke manisk ved første øjekast, men jeg tror mere, Tal R leger. Der er i hvert fald en umiddelbar fornøjelse ved at se alle de forskellige måder, motiverne forandrer sig på igennem gentagelsen. Det er desuden gentagelse i kunsthistorisk forstand: Dette er velkendte motiver, også specifikt for Ordrupgaard, der i over hundrede år har huset en flot samling af dansk og fransk kunst fra det 19. begyndelsen af det 20. århundrede. Men snarere end at deltage i den så udbredte jagt på forførende stedsspecifikke fortællinger og andre aktualitetskriteriebesatte værkstrategier, arbejder Tal R her med motiverne i en selvstændig, indadvendt kompositorisk, materialemæssig og maleteknisk visuel undersøgelse.
Værkerne rammer mig et sted hinsides intellektet: Hurtige farveblyantstreger lægger sig under og over motiverne, som uregerlige nodesystemer, mine øjne galoperer af sted. Jeg kan næsten smage de lækre strøg hen over papirernes forskellige teksturer. Dybsort kul. Let skinnende drævende, bittert blæk. Fedtet olieglans. Hårdtpressede tryk, tilsyneladende groft udført, men samtidig så præcist og nænsomt arrangeret. Min mund løber i vand.
I anden og tredje udstillingssal – del af den nye tilbygning tegnet af Snøhetta – skifter udstillingen radikalt karakter. Værkerne her er lavet med olie på lærred og har relativt ens store størrelser (omkring 200 x 250/300 cm), beklædt med ens egetræsrammer endda. Men der er noget energimæssigt galt.
Jeg tror problemet er salene, som er meget kompakte og synes at være konstrueret med henblik på at demonstrere arkitektonisk ekvilibrisme snarere end udstillingsæstetisk funktionalitet og fleksibilitet. Samtidig er ophængningen af værkerne på en måde for regulær. Mellemrummene mellem værkerne er præcis så brede, at den rumlige spænding slappes. Det påfører værkerne en ekstra tunghed, dræner den kropslige energi og gør den samlede visuelle oplevelse langt mindre dynamisk og bevægelsesmæssigt inciterende end i den første sal.
Dette til trods er det som om, Tal R i oliemalerierne er fremme ved sit egentlige ærinde. Alt det legende, søgende arbejde i den grafiske sal samler sig i afklarede malerier. Billeduniverset er det samme, men forekommer mig nu blot at være en anledning til det mere abstrakte arbejde med flade, farve og form, som i min optik er det interessante ved disse værker.
Tag fx maleriet af den kornblomstblå vase, hvis form fylder næsten hele det vertikale lærred (300 x 137 cm) og efterlader kun en snæver fjerdedel af toppen til sine blomster, som er groft malede dybblå og brune runde farvefelter omkranset af gule trekanter. Trekanterne markerer grænsen mellem brune blomster og den ligeledes brune baggrund, der lægger sig, hvor der er plads og glider smalt ned langs højre side af lærredet. Herefter slår det over i en sort tone, for at glide ned og binde top og bund sammen som en ramme. Rundt om vasen smyger sig en grøn med skarpe kanter, et bord til vasen, meget subtil og intens på samme tid, fordi den blå vase og den grønne bordflade har samme valør. Det grønne komplementeres af et rødt felt i nederste venstre hjørne. Det aktiverer det rødlige i nogle dybblå lange, skråvertikale rektangler, der måske er en dekoration på vasen, men også en komposition på fladen. De forbinder den sig til den brune linje, og går igen i blomsternes midtercirkler, hvoraf den yderste højre er dyb, dyb blå, næsten sort, rødligt pulserende.
Alle malerierne er malet med grove, lækre strøg. Malingen klumper i feltkanterne, hvor underlæggende farvevarianter, en læskende turkis her, en nostalgisk magenta der, trænger igennem som små klukleende flirterier, der får værkerne til at ulme af sælsom dybde i deres opacitet. Det kunne være spændende en dag at se Tal R give helt slip på figurationen og gå hele vejen ud i abstraktionen.
Alene hjemme er en udstilling, der kræver mere tid og tålmodighed end de fleste besøgende udviser under mit besøg. Måske bliver de også forstyrrede af kustodernes walkie-talkiesystem, der bipper og kommunikerer i en uendelighed. Det er svært at udholde det skrattende lydtæppe, især i salenes diskante akustik. Jeg prøver også at se filmen Gyldne dages tårer lavet af Emma Rosenzweig, men må give op efter et par minutter, fordi jeg simpelthen ikke kan høre, hvad Tal R siger. Andre gæsters stemmeekko og en medarbejder, der står og pakker værker ind i bobleplast og pakketape i den lille butik ved siden af, skaber et sandt støjinferno i den kolde filmsal. Det hele lægger en kedelig stemning over stedet.
Jeg ville ønske, Tal Rs værker var lidt mere alene hjemme. For når de er, og jeg i få minutter ad gangen får lidt ro, vibrerer malerierne, fuglene synger melankolsk i deres bure. Blomsterne, der alle hedder «Blomster uden titel», springer ud til over bristepunktet. Ja, en rose er vel lige skøn uden sit navn?
Tal R befinder sig i hvert fald, hvor ordene kommer til kort. Som skriften på væggen i børneaktivitetsrummet fabulerer: «Sol står op / fugl falder ned». Men det blot for i sidste øjeblik at lade vingerne bære, suse op og svæve lydløst væk. Hen over tulipaner, krysantemummer og solsikker, bindingsværkshuse og stenede mure, ind i maleriet.