En grønlandsk myte fortæller, hvordan ravnen og islommen i begyndelsen var to snehvide fugle. En dag bliver de enige om at male mønstre på hinanden med lampesod, og ravnen giver islommen sit karakteristiske sort-hvide mønster, mens islommen maler regelmæssige pletter på ravens fjerdragt. Ravnen er ikke tilfreds, da den ser resultatet, og går i gang med at male pletterne over, og før den får set sig om, er den kulsort. Derfor lyder ravnens klagende skrig idag over Grønlands fjelde.
Når myten om ravnen og islommen står at læse i Mai Misfeldts katalogtekst til Aka Høeghs udstilling, er det nok både fordi, ravnens ærgrelse over ikke at være stoppet sit maleri i tide er noget, alle kunstnere kender til, og fordi spillet imellem den sorte trykfarve og det hvide papir er centralt i udstillingens mange grafiske værker. I litografiet Tulugaq tuullillu/Ravnen og islommen fra 2022, hvor myten er gengivet, bøjer islommen sig tålmodigt ind over den rasende ravn, hvis hele krop dirrer af temperament og hidsig virkekraft, mens den forsøger at sætte sine prikker. Kontrasten mellem den nærmest eksplosive ravn og den rolige islomme forstærkes at et enkelt håndkoloreret punkt i den ene fugls røde øje, der bliver et fikserpunkt i hele værket. Det er ikke nemt at være billedkunstner, forstår man, spændt ud imellem koncentreret ro og ekspressive kræfter.
For Aka Høegh er ravnen den største kunstner af de to, og det forstår man godt, når man betragter hendes værker, der fortrinsvis tager udgangspunkt i den grønlandske natur og sagnverden. Det er voldsomme energiudladninger, enorme kræfter og heftige, ekspressive bevægelser, der dominerer papir og lærred; som i Sikup killingani/Ved iskanten, hvor en isbjørn er ved at fortære en sæl. Bjørnen og sælens kroppe former en cirkel, som var de allerede en sammenhængende enhed, mens et par bloddråber prikker sneen under dem. På den måde opstår der alligevel, midt i overgrebet og volden, en slags koncentreret ro og balance. I Arktis må nogle dø, hvis andre skal overleve.
Denne vekselvirkning imellem det dramatisk ekspressive og det helt kontemplative finder vi overalt i Høeghs univers. Isbjerge slår sprækker og styrter mod havet, en rasende havstrøm hvirvler dyr og mennesker rundt, mens vinden synes at suse gennem billederne og rykke alt med sig. Og så pludselig stopper bevægelsen og et grønlandsk islandskab står åndeløst stille, tindrende og magisk, som i et flere meter langt, Peter Doig-agtigt maleri. Eller som når et kvindeansigt toner frem midt i en abstrakt energiudladning af sort og hvidt oliekridt, med øjne, der virker som dragende kanaler ind til en anden verden.
Høegh er optaget af det, hun forstår som naturens besjælethed. I grønlandsk mytologi bruger man begrebet inua om den intuitive sammenhæng imellem menneske, dyr og natur; en slags livskraft, der fletter dyr og menneskers skæbne sammen med den ubarmhjertige natur. Høegh maler med løse, bløde strøg, der forbinder motiver fra forskellige sfærer, lader hvaler blidt kysse kvindelæber og mørke bølger skylle skæbner med sig i hvirvlende strømme.
Aka Høeghs praksis tog fart i begyndelsen af 70’erne, hvor hun studerede på det nystartede Grafisk Værksted i Nuuk, og er tæt knyttet sammen med den tids oprør imod den danske tilstedeværelse i Grønland. Arbejdet med at etablere et Hjemmestyre var igang, og i denne proces med at finde tilbage til en særegen grønlandsk identitet og udtryksform, blev Høegh sammenvævning af mytologi og naturskildringer definerende. Det kan derfor være fristende at forstå Høeghs udtryk som noget, der læner sig bevidst væk fra den vesteuropæiske kunsthistorie, men der findes – eksempelvis i hendes kraftige, ekspressive streg – også et klart mellemværende med den danske kunstscene, som den tog sig ud, da Høegh i perioder studerede på Kunstakademiet i København.
Som sådan balancerer Høeghs værker imellem to sæt af forventninger: Den danske fetichering af det specifikt grønlandske udtryk, og et moderne grønlandsk ønske om at finde et ståsted i en postkolonial verden. Det må være et vanskeligt sted at stå – hvad må Høegh eksempelvis have tænkt, da hun i 1973 deltog i Solvogenens solidaritetsaktion det de amerikanske first people i Rebild Bakker? – men det er også den spænding, der gør det så interessant at beskæftige sig med Høeghs praksis. Hvad vi ser i Høeghs værker, peger i nogen grad tilbage på vores egen forståelsesramme.
Jeg kan godt mærke min egen danskhed i mødet med Høeghs skulpturer, der ligner en slags traditionelle masker med tydelige menneskelige karaktertræk. Materialerne er naturens egne – en skulderknogle fra en hvalros eller et stykke drivtømmer, der har fundet vej med strømmen fra de sibiriske skove – og som sådan illustrerer skulpturerne inua-begrebets grundlæggende tanke om en sammensmeltning mellem menneske, dyr og natur. Alligevel er der noget ved maskerne, som jeg ikke helt kan få adgang til, formentlig fordi den fortid, de trækker tråde tilbage til, ikke er min.
Udstillingens titel, Kiinarpap tunuani/Bag Masken, antyder, vi kan smutte om på den anden side og se verden gennem de smalle øjensprækker i hvalrossens knogle. Men for den danske beskuer er masken måske også en brudflade: Et punkt, hvor de forskelligrettede kulturelle forventninger, Høeghs værker er spændt ud imellem, endelig får lov at støde sammen med et brag. Det tror jeg, ville passe Aka Høegh helt fint; hun er som bekendt en ravn.
