Sommersonaten – Danmark

Sommerens udstillinger byder på brystdyr med indbygget springvand i Vejle Fjord, og så ligger der snart en kæmpestor congolesisk træstamme i en skulpturpark nær dig.

Ceylan Öztrük, Image & Sculpture (Call me Venus, Venus III), 2019. Visuel illustration til udstillingen Cry Me a River, der finder sted i Vejle Fjord.

Det er dagen før et af de mest nervepirrende folketingsvalg i Danmark, jeg endnu kan mindes. Valgkampen har været ekstra lang og på den gode front må fremhæves, at klimaspørgsmålet faktisk endte med at blive et af valgkampens hovedemner. Man skal lige vænne sig lidt til, at de allermest bil- og baconglade partier nu pludselig forsøger at overbyde hinanden i, hvem der er grønnest hertillands.

Det kommer efter flere årtiers valgkampe, hvor spørgsmålet om flygtninge og immigration som bekendt har været det altoverskyggende hovedemne, der også efter valget har fået lov at betyde alt for meget. Hvis man heraf kan udlede, at klimakrisen så skal dominere dagsordenen de næste fire år, så klager jeg ikke. Desværre er vi ikke helt færdige med udskamme dem med andre hudfarver end hvid, hvilket blandt andet har resulteret i nye højreekstreme partier på stemmesedlen, hvis holdninger er så yderligtgående, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle komme til at opleve det i min levetid. Det er sørgeligt.

Kulturpolitikken har som vanligt ikke fyldt meget i valgkampen. Det er simpelt hen et for lille ressortområde til den særlige psyko-geologiske tidsalder, vi befinder os i og tilsyneladende ikke kan komme ud af, hvor alt vurderes ad en økonomisk akse. Det er meget længe siden, at kulturen havde nogen form for automatisk legitimitet i det danske velfærdssamfund. Til gengæld er det som om, det endeligt er gået op for kulturlivet, sådan for alvor.

Såvel blandt de skabende som de administrerende fornemmer man nu en generel forståelse af, at kulturlivet selv må tage handsken på. Det har i løbet af valgkampen ført til flere stort anlagte debatmøder arrangeret af kulturlivet selv og med invitation til politikerne, der naturligvis gerne møder op. Det lader også til, at der er en større forståelse for, at kampen må tages i fællesskab; på tværs af kunstarter og institutioner. Det er i selv en glædelig udvikling, selvom det altså sker på denne åndsfattige baggrund.

Skal man tro de sidste meningsmålinger, der stritter i mange retninger og rummer mange alliancer på kryds og tværs, kunne det godt se ud til, at regeringskonstitueringen kommer til at tage lidt tid. Måske Jimmie Durhams gigantiske congolesiske træstamme allerede ligger foran indgangen til Kunsthal Aarhus, før vi kender navnet på den nye kulturminister. Den kommer direkte fra skulpturparken i Køln, hvor den har ligget siden 2011, efter at Durham købte den og reddede den fra at blive til gulvpaneler i tyske lystyachter. Pagliaccio non son (Jeg er ikke nogen klovn), som værket hedder.

Der er ellers ved at være godt fyldt op i den finurlige skulpturpark omkring kunsthallen, hvor værker af blandt andre Jillian Mayer, Uffe Isolotto og FOS stimulerer besøgende med acquired taste såvel som dem, der generelt bare er nysgerrige på verden omkring dem.

Suzette Gemzøe, Exotic love life of a single mother, 2007. Still fra video, 60:00 min.

Fra skulpturparken kan man se op til det ti etager høje museum ARoS, som allerede har åbnet, hvad der ligner trækplasteret til en regnvåd sommer.

 Art & Porn markerer 50-året for billedpornografiens frigivelse med en kunstnerliste, der er lige så åben, som titlen angiver det; fra Wilhelm Freddie til Anna Uddenberg, fra Jeff Koons’ La Cicciolina-fotografier til Suzette Gemzøes humoristiske video om den enlige mors eksotiske liv. Udstillingen vises til efteråret i København på Kunsthal Charlottenborg, som denne sommer viser en soloudstilling med Jesper Just, dedikeret til den omfattende videoinstallation Servitudes fra 2015, som er optaget i One World Trade Center i New York.

På det ambitiøse Primer i Kongens Lyngby har man taget hul på sæsonen med The future hides that it hides nothing. Primer, hvis skuffeselskabsagtige organisationsstruktur i sig selv er en del af materien – en platform for kunstnerisk og organisatorisk udvikling, som har til huse i vandteknologifirmaet Aquaporin og er udviklet af Diakron på invitation af Christina Wilson Art Advisory – har denne gang inddraget kunstnere, filminstruktører, forfattere, forskere, virksomheder og NGO’er i en udforskning af fremtidsscenarier i kølvandet på klimaforandringerne.

Bjarke Hvass Kure nævnes som «curatorial lead» og på rollelisten figurerer blandt andre kunstnerne Susanne Ussing og Louis Scherfig. Med en blanding af udstilling, offentlige samtaler, podcast og workshops ligner det starten på et længere forskningsprojekt, som også kan ses langt ind i september.

Louis Scherfig, Bad Eureka, 2019. Digital video, 6:00 min.

Langt fra højteknologiske omgivelser, men stadig noget med vand, byder Vejle Kunstmuseum på en udstilling med værker, der kan besøges til vands, nærmere bestemt i Vejle Fjord.

Kurator Mette Woller står bag Cry Me a River, som ligner det første større bud på dansk (flydende) grund på en udstilling med rod i den hav- og vand-diskurs, som er allestedsnærværende i samtidskunsten i disse år. Woller henviser da også til den australske køns- og miljøforsker Astrida Neimanis hydrofeministiske tanker som inspirationskilde. Kunstnerlisten lokker med navne som blandt andre Frederik Worm, Tor Jonsson, Ceylan Öztrük og Mia Edelgart. Sidstnævnte bidrager med et stort brystdyr fra en anden planet, som vil agere springvand ude på fjorden. Lyder umiddelbart værd en rejse til Vejle Fjord.

Sommerens udstilling på Den Frie i København er kurateret af kunstneren Gitte Villesen. I slipped into my first metamorphosis so quietly that no one noticed har fokus på fortællingens gennemgribende kraft – om fiktion «som et redskab, der kan påvirke og forandre verden». Navne som Beverly Buchanan, Emma Haugh, Pia Rönicke, Ana Mendieta, samt Marie Høeg og Bolette Berg, er på den 16 navne lange og umiddelbart velkuraterede kunstnerliste. 

Inden vi officielt tager efterårstrøjen på igen, har Louisiana også åbnet udstillingen Homeless Souls, der tematiserer migration og landflygtighed med bidrag af blandt andre Petrit Halilaj, Otobong Nkanga og, apropos, Forensic Oceanography. På Copenhagen Contemporary har man åbnet en udstilling med arkivet fra New Yorker-biennalen Performa toppet med en udstilling med videoværker af fænomenale Wu Tsang. Og i det hele taget ser paletten bedre ud, end den plejer på denne årstid.

God sommer!

Marie Høeg & Bolette Berg, Vandscene. Marie Høeg og Bolette Berg i båden, ca. 1895-1903. Sølvgelatin på barytt. Kreditering: Preus Museumssamling.  

Læserindlæg