Jeg er rejst til Tønder i Sønderjylland, hvor kunstmuseet deler adresse med det kulturhistoriske museum, og hvor formidlingsteksterne naturligvis er oversat til tysk, ikke engelsk. Her er kunstnerne Rune Bosse, Birke Gorm og Rasmus Myrup gået i dialog med museet i hver deres soloudstilling, men under den samlede titel Atlas I-III.
Inden jeg lukkes ind i udstillingerne, bliver jeg ført ned i kælderen til den «ægte kopi» af Guldhornene, som museumsinspektør Rune Finseth kalder dem med et glimt i øjet. Beskyttet i en glasmontre lyser de med et auratisk skær, og for første gang ser jeg indgraveringerne af de slangelignende væsener og andre figurer og fabeldyr. De er fascinerende og det er svært ikke at blive ramt af historien, især med tanke på, at de oprindelige danefæ blev fundet i den sønderjyske muld kun få kilometer herfra.
Den første solo, Rune Bosses Cirkularis, begynder i Rotunden, som er tegnet i 1999 af Niels Frithiof Truelsen og tænkt som en neutral overgang fra det fredede porthus, reminiscensen af Tønderhus, til hans museumsfløj. En ganerenser imellem kulturhistorien og kunsten, som Bosses økokritiske totalinstallation Efter ild (2023-24) har forvandlet til et sanseligt univers af sorg og skønhed.
Kongeblå vægge omkranser en håndfuld levende træer med bristefærdige knopper, der gror i et afbrændt univers blandt forkullede søjler. Fra kuplens himmelåbning daler snefnug ned på de utallige kulstykker, der dækker gulvet og får mig til at tænke på nedfaldne, skinnende stære. Hvert forår og efterår danser de deres berømte Sort sol, ikke for at imponere de mange turister, men for at undgå rovfugle, lige her, over Tøndermarsken udenfor museet. Rotunden er i Bosses iscenesættelse ikke længere neutral – den er død og spirende liv i ét, og det er magisk!
I et tilstødende rum kan man se Rune Bosses signaturværk Urpflanze (2018-2019), som museet for nylig har føjet til deres samling af nordeuropæisk kunst fra det 20. og 21. århundrede. Serien består af tolv pressede og indrammede «urplanter», der hver især er sammensat af forskellige blomster og plantedele indsamlet igennem årets tolv måneder. Ifølge formidlingsteksten er urplante et udtryk lånt fra den tyske forfatter og videnskabsmand J. W. von Goethe, som i slutningen af 1700-tallet søgte efter en «oprindelig» plante. Bosses sarte konstruktioner kilder min virkelighedsopfattelse, ligesom de levende træer i det døde univers, fordi de fremstår så ægte, som en slags hybridplanter, men er menneskets leg med ideen om natur.
I Birke Gorms udstilling Gib dein Bestes! forsætter det cykliske og modsætningsfulde i en iscenesættelse, der er bygget op omkring lysets forandring i et arbejdsdøgn. Gorm undersøger tiden som ressource og aktiverer eksempelvis museets kulturhistoriske samling i en installation af knipleskrin og -brædder fundet i museets arkiv. De fremstår som individuelle kunstværker i sig selv og er her placeret på piedestaler af Eurokasser på hjul, og stuvet sammen som passagerer i toget fra København til Tønder en fredag i snestorm. Det er som om, de venter på at blive taget i brug igen, men at tiden med industrialiseringen for længst er løbet fra det langsommelige håndværk, der engang bragte velstand til egnen.
Birke Gorms force er, at hun i kraft af omhyggelige kompositioner og sammenstillinger formår at besjæle ellers usynlige genstande og materialer. I en serie fotografier får gamle unika-nålepuder pludselig personlighed, når de portrætteres i superskarpe, reklamelækre stilleben sammen med hverdagsgenstande som eksempelvis en smadret mobiltelefon, knapper og dåseringe. Og en dunkelt belyst skulptur af Eurokasser og bondestager fra 1800tallet, står som tætvoksende skyskrabere og minder mig om det lys, vi i dag tager for givet.
I en af Gorms andre installationer har den lille ubetydelige dåsering, som optrådte i fotoserien, formeret sig til flere tusinde, der nu ligger som snedriver i hjørnerne af rummet. Det får mig til at tænke på, hvordan betydningen af en genstand transformeres, når få bliver til en flok. Som en stæreflok, der bevæger sig som én organisme eller som gulvet i Tønder Kunstmuseum, der, ifølge hjemmesiden, består af 220.000 fyrretræsklodser.
For at opleve den tredje udstilling, Rasmus Myrups Feels, skal man igennem museumscafeen, hvor det store sønderjyske kaffebord denne dag forberedes til ferniseringen. Jeg får en bid «Gode råd» og «Ingenting» med på vejen og kaster et hurtigt blik ud af vinduet, hvor vinterbrune bøgehække er sat for at markere det oprindelige fundament til Tønderhus slot. Lokalhistorien er allestedsnærværende.
Følelsen forstærkes i Myrups enkle, nærmest mytologiske malerier, der giver flashback til figurerne på Guldhornene; hænder, der transformeres til slangevæsner og et forvredet menneske med tre arme. Ligesom Birke Gorm gør de kulturhistoriske genstande relevante, går Myrups nye værker i dialog med malerier af eksempelvis Elof Risebye, Marie Luplau, Jens Lund og Maria Wandel.
I en ellers traditionel modernistisk hvid kube er det den billedantropologisk-inspirerede ophængning, hvor kronologi og hierarki er ophævet, der tvinger mig til at se med nye øjne. Ældre måne- og nattemotiver fra det 19. og 20 århundrede korresponderer eksempelvis med Myrups natklubstemning i maleriet Har jeg det sjovt nu? (2023). Trods afstanden i tid virker Myrups nøgne neonbelyste menneske lige så alene som skikkelsen, der er paralyseret af månen i Jeppe Madsen Ohlsens maleri Den månesyge fra 1940. Myrups værker er som et nutidigt anker i et komplekst følelseshav af billeder.
Feels leverer også en genskrivning af kunsthistorien, når eksempelvis Johanne Krebs´ maleri En ung pige (Anna Koefoed) (ca. 1896) har fået ny titel; Kæresten Anna Koefoed i sin seng. Det er små næsten usynlige kuratoriske greb, men med stor betydning.
De tre soloudstillinger i Atlas I-III vokser i kraft af hinanden og deres forskellighed. Kurateringen er ikke forceret, men har blik for både detaljerne og den store sammenhæng. Som et tøndersk kniplingestykke, hvor hver lille tråd binder natur, kulturhistorie og kunst sammen, så de til sidst danner et mønster.
