Der sker vigtigere ting i verden for tiden, men hvis du, kære læser, har brug for en kort time out, så læs videre her. Det er en stærkt underholdende historie, der har alt hvad en Hollywood-producer kunne ønske sig: rebelske og følsomme ungdommer, en naiv kunstner, en ufølsom galleriejer, en medløbende lokalpolitiker, humor, vold og melodramatik alt sammen kørt gennem et sensationsskabende mediemaskineri.
Shepard Fairey, kunstneren bag plakaten der på ikonisk vis forenede «Hope» og Barack Obama kommer til København for at male et antal vægmalerier, blandt andet på en gavl, der vender ud mod den grund, hvor Ungdomshuset på Jagtvej 69 lå indtil det blev ryddet og umiddelbart efter revet ned med vold og magt i 2007. En hændelse der førte til nogen af de mest intense gadeuroligheder i Københavns nyere historie. Galleriejere og en lokalpolitiker (som i parentes bemærket støttede lukning af Ungdomshuset) er begejstrede. København fremstår som en krea-kosmopol. Det er smart. Der bliver slået et slag for den kunstneriske frihed, som efter Muhammed-krisen er blevet en dansk kerneværdi. Fairey synes det er «fantastisk» at arbejde på så stor en væg og galleristen udtaler, at det er «imponerende», at Fairey arbejder gratis…Win-win!
Helt så begejstrede er miljøet omkring Ungdomshuset ikke. Faireys erklærede «fredsaktivisme» og idé om at vægmaleriet skal få historien til «at hvile i fred» i kombination med økonomisk støtte fra politiske side og et kommercielt galleri harmonerer ikke med miljøets slogan «intet glemt, intet tilgivet.» De første reaktioner kommer prompte. Vægmaleriet bombarderes med blå maling og under den larger-than-life fredsdue males «Peace» og «69» over og erstattes med «Yankee-hipster go home» og «No Peace». Det synes galleristen er ignorant. Det er jo tænkt som en dedikation, ikke et reklamestunt. Fariey udtaler også, at han altså ikke er nogen Yankee-hipster, at han har været i fængsel 16 gange, og at han har «stor forståelse for den lokale historie i København.» Han går i dialog med miljøet og to kunstnere derfra for lov til at male en scene fra Politiets rydning af Ungdomshuset i bunden. En fredelig løsning synes at være fundet.
Men nej, efter Faireys åbning på Galleri V1 (hvor hans dyreste værk ikke er gratis, men koster en kvart million) bliver han overfaldet og får et blåt øje og et trykket ribben. Fairey anmelder ikke overfaldet, men da han kommer tilbage til USA beskylder han i en artikel på Huffington Post, med den bevidste intention at dramatisere historien, dagbladet Politiken for at være skyld i overfaldet, fordi de har viderebragt forkerte oplysning om den politiske indblanding i projektet. Det har Politiken ikke, må han hurtigt indse og siger efterfølgende undskyld. Den globale gadekunsts grandiose indtog i København ender med at være en lang undskyld for sig selv.
Måske ikke ligefrem en slutning en Hollywood-producer ville købe, men ikke desto mindre en historie der tydeliggør den «modne» gadekunsts problemer. På den ene side handler den om, hvordan gadekunstens street credibility kompromitteres når den assimileres i og instrumentaliseres af galleriverdens kommercielle og kulturaffirmative kredsløb. På den anden side handler den om en fundamental uoverensstemmelse mellem en konsensusorienteret forståelse af politik og et politisk engagement baseret på uenighed og modstand. Og endelig handler den mere lokalt om en konflikt mellem vidt forskellige opfattelser – en fokuseret brandværdi og en der ikke lader sig tilpasse – af hvad der er Københavns kreative nerve.
