I fjerde sæson af The Crown besøger en ung prins Charles prinsesse Margaret i hendes private ejendom på øen Mustique i Vestindien. Idet han går gennem haven, peger prinsen – der er kendt for sin lidenskab for planter – ud af billedfeltet og udbryder: «Se bare de heliconiaer! Og er det et kapoktræ?» I disse omgivelser, gennemsyret af sociale privileger og kolonihistorie, er det fristende at læse prinsens fascination af eksotiske planter som en diskret hentydning til britisk imperialisme.
Botanik blev noget af et modefænomen i victoriatidens England, og det samme gjaldt havebrug og havekunst. Interessen blev i begge tilfælde forstærket af den generelle begejstring og nysgerrighed omkring planter importeret fra alle hjørner af det britiske imperium. I løbet af denne tid åbnede de berømte Kew Gardens dørene for offentligheden for første gang, og her kunne briterne beundre de victorianske ’plantejægeres’ opdagelser.
Det er ikke tilfældigt, at denne periode også markerer kulminationen på den britiske imperialisme; havekulturens historie er uløseligt forbundet med den imperialistiske trang til at erobre nyt land. Bag de eksotiske blomster ligger der anden historie gemt i folderne af den nydelige fortælling om videnskabeligt arbejde, nemlig fortællingen om kolonial ekspropriation. Det er disse mørke folder og hjørner, som Ebony G. Pattersons bebor i sin soloudstilling på Kunsthal Aarhus, den jamaicansk-fødte kunstners første i Danmark.
I det første udstillingsrum er væggene dækket fra gulv til loft af et tapet, hvis motiv består af nærbilleder af blomster i skumringen. Den svage belysning forstærker den natlige og let foruroligende stemning, der står i stærk kontrast til et stort, skinnende og farverigt værk rigt på broderede tekstiler – sølvfarvede tråde, perler, pailletter, knapper og alle mulige andre skatte, der minder mig om den ærefrygt, jeg som barn følte i stofbutikker. Det tager lidt tid, inden jeg i den frodige sammenstilling af tropiske planter og blomster får øje på konturerne af to menneskekroppe uden hoveder, hænder og fødder. De synes nærmest at være reduceret til mønstrede beklædningsgenstande.
To lige så ornamenterede og farverige værker ligger på gulvet (Root and Shrub og Root and Shrubz, begge fra 2014). Her er plastikblomster og legetøj anbragt på en broderet bund sammen med skydevåben, der er camoufleret af blomstermotiverne. Værkernes forførende overflade trækker opmærksomheden bort fra det voldelige lag, der ligger under overfladen, en fin metafor for heroiske koloniale fortællinger. Selv i vore dage dyrker Kew Gardens’ hjemmeside plantejægernes episke missioner uden overhovedet at henvise til de voldelige aspekter af disse imperialistiske bestræbelser. Disse blændende og skinnende overflader får mig til at tænke på glimtende sukkerkrystaller og på den bitre bagside, der ligger bag deres produktion. Europas appetit på søde sager var én af de vigtigste drivkræfter bag kolonialismen og helt afgjort bag Danmarks kolonisering af Vestindien og skammelige involvering i den transatlantiske slavehandel.
En tre-kanals video (…three kings weep…, 2018) i det andet udstillingsrum fungerer som en afrunding på en udstilling, der føles som en installation udført i to rum. Stykket viser tre sorte mænd, der tager tøj på og dækker deres bare overkroppe alt imens deres ansigter skinner af tårer. Værket er arrangeret som en art triptykon i et rum, der har en kirkelignende atmosfære, og det peger også ud på forestillinger om treenigheder, et nik til kristendommen, der også genfindes i selve udstillingens titel, der er et ordspil over en bibelsk tekst: …for those who come to bear/ bare witness…. Disse referencer synes at pege på det kristne missionsarbejde som en glasur, der dækker over fortællingen om kolonial udnyttelse – en anden måde at give en brutal historie en mere dekorativ overflade på. Pattersons flair for udsmykning minder da også om barokkens elaborerede udsmykningsstil, der i forlængelse af den katolske kirkes koloniale arbejde blev kunsthistoriens første globale brand.
Da jeg efterfølgende tænker tilbage på udstillingen, kan jeg ikke slippe billedet af visse scener fra Lewis Carrolls Alice i Eventyrland (1865). Måske er der en sammenhæng mellem den victorianske romans ’eventyrland’ – hvor ingenting er, hvad det først ser ud til at være, og hvor magten hersker hårdt og hensynsløst, fast overbevist om dens egen ukrænkelige ret – og de uhyggelige sider af Pattersons forførende botaniske landskaber. Antropologen og læringsforskeren Gregory Bateson, der var en stor fan af Carrolls bog, skabte begrebet en «meta-log», en dialog, hvis udformning antager samme form som det spørgsmål, den undersøger. En af disse dialoger starter sådan: «Hvorfor bliver ting så rodede?» Efterhånden som samtalen skrider frem, bliver diskussionen selv rodet.
Det minder mig om, hvad vi for nylig har været vidne til i Danmark efter den såkaldte «busteaktion» på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Den medieskabte debat, der fulgte, har vist, hvor svært det stadig er at beskæftige sig med landets kolonihistorie, selv når diskussionen rejses inden for rammerne af kunstneriske institutioner og praksisser.
Ebony G. Pattersons udstilling har sin egen kunstneriske logik, som er i overensstemmelse med de spørgsmål, den ønsker at rejse omkring koloniale historier. Dette er presserende spørgsmål i Danmark, hvor den strukturelle racisme lever i bedste velgående under den skinnende overflade af et samfund, der er perfekt for alle med den ’rigtige’ hudfarve og religion. Håbet er, at man vil kunne beskæftige sig med disse spørgsmål på måder, der rækker videre end metalogen kan takle den aktuelle opgave: en dekolonisering – ikke kun som en historisk proces, men også som et modsvar i forhold til internaliserede racemagtstrukturer. Så hvordan gør vi så det?
