Hvem er denne sølvglinsende fyr, der kæmper for at holde balancen på en lille UFO? En livagtig, men også æterisk figur af en slank, høj ung mand, udført i højpoleret stål og placeret på en dramatisk betonsokkel. Titlen er GRAVITY! (2024), opkaldt efter den tyngdekraft, der truer med at kaste ham af. Den eneste menneskelige figur i Esben Weile Kjærs Solar System og afbildet i det splitsekund, hvor han enten er ved at lande på, glide ned af eller hoppe ud fra rumskibet. Selvom figuren kun har begrænset lighed med kunstneren, fremstår han ikke desto mindre som et alter ego – en mere nutidig version af den notorisk tungsindige tegneseriefigur Silver Surfer, der har byttet sit kosmiske surfbræt ud med en noget mere usikker rejseform. Måske en ung Elon Musk på vej til Mars?
Det virker mere sandsynligt, at han er en slags storebror til de introverte drenge, der befolker Michael Elmgreen og Ingar Dragsets værker. I duoens seneste intervention, der åbnede på Musée d’Orsay for blot en måned siden, er en marmorfigur af en dreng, der står på et springbræt og skuer ud over den permanente samling, som om han overvejer at springe.
Weile Kjærs unge mand kæmper for at holde balancen, og det ville næsten også være helt overnaturligt, hvis kunstneren ikke selv kæmper i hvert fald en lille smule for at gøre det samme efter sin egen hurtige opstigning til berømmelsens tinder. På få år er han blevet et kendt navn i Danmark og hyldet som en ny generations stemme. Det er enhver kunststuderendes største drøm: At rykke med raketfart fra kunstakademiet til international stjernestatus på bare to år. Nu rapporterer han tilbage fra kosmos, som overraskende nok viser sig at bestå af rottebefængte ruiner, krystalliseret bling og sammensatte tegneseriefigurer. Det er post-studiokunst med høj produktionsværdi og poleret op til perfektion.
Selv om Weile Kjær er bedst kendt for performanceværker med oppustelige rekvisitter og nøje koreograferede aktører i kostumer, er der ingen performance i Aalborg. Dermed er hovedrollen overladt til den unge mand i balanceakten – og til publikum, som frit kan udforske sceneriet på egen hånd.
Solar System er badet i et lydspor skabt af musikeren Moritz Haas (også kendt under aliasset Europa). Det svinger mellem decideret hymniske passager og ren baggrundslyd, der ind imellem afbrydes af umiddelbare fnis eller fjerne råb. Det hele minder mig om de legendariske ambient-lydkulisser, som Düsseldorf-fotografen Charles Wilp indspillede i 1960’erne til brug som baggrundlyd i sit fotostudie.
Rent visuelt er udstillingens mest dominerende element en tegneserieagtig neon-sol med et ondsindet grin (SUN!, alle værker 2024), der kunne være taget direkte fra en partypille. Solen fylder hele loftet og halverer rummets højde og hænger faretruende tæt over de besøgende, mens den spreder et kunstigt gult lys, der bryder med Alvar Aaltos raffinerede loftsløsning, tegnet med henblik på et optimalt indfald af naturligt lys. Nu er rummet gjort til et teater, en skueplads, der måske peger ud på den globale opvarmning, alt imens de store hvide marmorfliser på gulvet antager en pisgul kulør.
En lille flok similistenbesatte rotter, RATS!, soler sig frydefuldt i en kulisse bestående af forfaldent beton, Hollow Structures 1-7, der forestiller fiktive versioner af eksisterende bygninger. Her finder man monumenter og legepladser fra Sovjettiden, som kunstneren så, da han var i Kaliningrad for et DJ-job; og forfaldne bunkere, der hælder til den ene side, som om de var delvist sunket i jorden – inspireret af de rester af Atlantvolden (den forsvarslinje, som nazisterne opførte under Anden Verdenskrig), som stadig findes langs den jyske vestkyst i dag. De er ruiner fra fortiden, som nok er forfaldne i kulturel og samfundsmæssig forstand. Men dermed udgør de også relativt trygge rum, hvor teenagere kan hænge ud, ikke mindst som del af en afsøgning og udforskning af identitet. I den forstand minder de også om andre bunkere, der er blevet omdannet til technoklubber eller udstillingssteder.
Udstillingens første bunker rummer et serigrafi af Andy Warhol, udlånt fra Louisiana, fra serien Shadows (1979). Serien er en af de første, hvor Warhol eksperimenterede med både abstraktion og det, han kaldte «diamantstøv», men som i realiteten var knust glas. Det skaber visuelt fascinerende overflader, der er vanskelige at håndtere; skrøbelige, men også rå som sandpapir. Da Warhol blev spurgt, om det nu også var kunst, svarede han, at det var «disco décor».
Det lægger sig fint i forlængelse af Weile Kjærs første karriere forud for kunsten. I sine teenageår arrangerede han fester, hvilket blandt andet førte til en uddannelse i musikmanagement og kom til at spille DJ-jobs til fester og modeshows rundt om i verden. Hans interesse i performance, dans og interventioner fik ham til at søge ind på kunstakademiet. Sammen med sin søster, kuratoren og kunsthistorikeren Anna Weile Kjær, forvandlede han 2018-udgaven af den notorisk skramlede «alternative kunstmesse» Alt_Cph til en ambitiøs performancefestival i, hvad der kunne beskrives som et «lille biennaleformat», der udgjorde «et queeret, forfriskende nedslag på den københavnske kunstscene», som Maria Bordorff skrev i sin anmeldelse for Kunstkritikk. Hans kuratering af Arken Museum for Samtidskunsts samling sidste år, BUTTERFLY, markerede et gennembrud, hvor Weile Kjær udvalgte og revitaliserede en række nøgleværker fra 1990’erne og indsatte dem i en ramme bestående af en tilsyneladende forfalden, men omhyggeligt fremstillet skaterpark, der blandt andet bød på gennemtænkt graffiti udviklet i dialog med kunstneren Mira Winding.
Kunstnerens forvandling af museets «white cube» til teatralsk scene markerede et skifte hen imod den totalinstallation, der nu kan opleves i Aalborg. Begrebet «totalinstallation» læner sig op ad den nyligt afdøde Moskva-konceptualist Ilya Kabakov, som, da han opfandt udtrykket, ønskede at styre udenom det heroiske tankegods, knyttet til komponisten Richard Wagners forestilling om et Gesamtkunstwerk. I modsætning til Wagners storladne, nationalmytologiske operaer var Kabakovs totalinstallationer lavet af billige, skrøbelige materialer. Resultatet fremstod som faldefærdige kulisser. Værker som The Man Who Flew Into Space From His Apartment (1985) udtrykte en tvivl i forhold til magtens systemer, vores oplevelse af virkeligheden og det sovjetiske regimes autoritære fortællinger – endda i forhold til sproget i sig selv. Kabakov bemærkede, at beskuerne kunne føle sig fri foran et maleri eller en skulptur, men i en totalinstallation ville de blive styret af dens intense atmosfære. De blev både dens ofre og dens skabere ved at bidrage med deres egne minder og associationer. Totalinstallationens fortætter helt bogstaveligt tiden.
Weile Kjærs værker fortætter tiden i overført betydning. Hans diamantformede epoxyafstøbninger er inspireret af en artikel, der hævdede, at døende stjerner hen over en periode på en billion år (vores solsystem menes at ville eksistere i 4,6 milliarder år) vil blive presset sammen til diamanter, som om hele universet hvilede på diamantfirmaet De Beers’ nok så velkendte slogan «diamonds are forever». De frygteligt tunge værker (MEMORY 1-3) rummer et væld af bling-agtige nipsting, billige smykker, oplukkere, nøgleringe, plastiklightere og andet merchandise med kiksede firmalogoer på, alt sammen iblandet legetøj og diverse stykker kitsch. Når man fortætter tiden på denne måde, opstår der «krystalliserede» klumper af sentimentalt skrammel, der tager den evige ophobnings logik ud til sin yderste konsekvens.
I den forstand er Solar System egentlig ikke en totalinstallation. Men det betyder ikke så meget. Til gengæld er det nemlig et underholdende, psykologisk ladet, teatralsk og spektakulært skue, der skildrer et glamouriseret virvar af følelsesmæssige bånd og allestedsnærværende brands op mod en baggrund af klimakatastrofer og sci-fi-fantasier om det uendelige og om at forlade denne planet. Med alle de tegneserieagtige billeder og henvisningerne til ungdommelig hedonisme fremstår det hele en smule fjolle-nuttet – dog ikke uden et sardonisk tvist af klubkultur. Som kunstnerisk projekt er dette en så oprigtig refleksion over menneskehedens beskaffenhed og sandhed, som en dramatisk installation nu kan være. Er vi ikke alle surfere på nippet til at falde af? Bare se på nyhederne. Det er nu, vi beskuere skal genfinde balancen. Ellers går det galt!