Symbolik, simulakrum, forførelse, fatalitet

Om Jean Baudrillard og 35 års opbrud inden for teorien

^{Den franske sosiologen og filosofen Jean Baudrillard, kjent som en av Europas ledende postmodernistiske tenkere, døde tirsdag 6. mars i Paris, 77 år gammel.}

For den der i begyndelsen af 1970’erne ønskede at forlade et revolutionært standpunkt til fordel for arbejderbevægelsen for at skifte til en forståelse af revolutionens udeblivelse, fandtes der kun to udveje. Såfremt den søgende da ellers ønskede at opretholde og uddybe sit kritiske forhold til samfundet.

De ene vej gik over begæret, den anden over de symbolske udvekslinger. Begærsteorien var blevet præsenteret i al sin ubundne radikalitet af Gilles Deleuze og Félix Guattari i deres fælles 1972-bog ”L’Anti-‘dipe” (Anti-Ødipus), der havde den sigende undertitel ”Kapitalisme og skizofreni”. De symbolske udvekslinger skyldtes derimod antropologen Marcel Mauss’ arbejder fra mellemkrigstiden, genfortalt i Georges Batailles litteraturteoretiske udgave.

Det var i denne sidste ”tradition”, at Jean Baudrillard indskrev sit opgør med marxismens teori om brugsværdi og fremmedgørelse: Den første bog bar titlen ”For en kritik af tegnets politiske økonomi” og den undsagde materialismen til fordel for tegnets selvstændighed. Den var fra 1972. Året efter udkom så Baudrillards brudsbog: ”I produktionens spejl”, hvor de symbolske forhold ved gavegivning og kontraktindgåelse blev understreget i et kritisk opgør med enhver binding af det menneskelige til det materielle.

Såvel Deleuze/Guattari som Baudrillard ønskede i 1972 at løsne determinismens bånd. Deleuze/Guattari ønskede at udvide det subjektive og give det dynamik og liv, mens Baudrillard satsede på at omlægge det objektive, så det blev til en rig bærer af mange betydninger. Tegnets selvstændiggørelse blev et redskab for Baudrillard og selvstændighedens rækkevidde og styrke blev undersøgt i en serie artikler, som stod at læse i tidsskriftet med den sigende titel ”utopie”. Med lille begyndelsesbogstav og uden bestemt artikel. Det udkom fra 1972 til 1976.

I 1977 kulminerede en række fænomener, hvis tiltrækningskraft vanskeligt lader sig bedømme: Feminisme og institutionskritik i Vesten, by- og landguerilla i Latinamerika, befrielsesbevægelser i Mellemøsten og Indokina, terrorisme i Italien og Tyskland, punk i England, Beaubourg i Paris.

Mens begærsfilosofferne opfattede disse manifestationer som positive forvandlinger af politik og kultur, så anså Baudrillard dem især for svækkelser af virkeligheden. For de åbnede for gabet mellem begivenhed og betydning: handlinger blev til flere og flere mediebilleder og til mindre og mindre forvandling. En slags erstatningskommunikation overtog de mellemmenneskelige relationers plads. Overbevisninger blev til ved underholdning frem for ved forståelse.

Denne måde at forholde sig til verden på døbte Baudrillard ’simulation’ i 1976, og i 1979 kunne han præsentere en teori om, hvorfor verden hang sammen alligevel, nemlig ved en gensidig tiltrækning og beundring mellem skærmvirkelighed og publikum, en gensidighed Baudrillard døbte ”seduction”, forførelse. Dens fornemste udtryk var det apatiske ved masserne: nyhedsmedier sendte informationer og budskaber ind i masserne som i et stort sort hul. Men de reagerede ved tavshed. En slags kollektiv sjælsstyrke over for oplysningens beherskere og formidlere.

Denne paradoksale og dog velargumenterede gengivelse af betydningernes selvstændighed og massernes urokkelighed i forhold til ethvert politisk engagement (det var jo læren af årene efter Maj 1968) virkede meget stimulerende.

I begyndelsen af 1980’erne udkom to Baudrillard-påvirkede antologier i Danmark: ”Antipolitik – Hinsides enhver statskunst” i 1981 og i 1984 ”Implosion og forførelse”. Den sidste var udgivet af Kunstakademiets Billedkunstskoler og indeholdt bl.a. den refererede tekst: ”I de tavse flertals skygge”.

Teorien om tegnenes omfang og overskud i forhold til det, hvortil tegnene refererede, havde længe optaget billedkunstnerne. Nu fik de en slags antropologi for det æstetiskes råderum, dvs. en forståelsesramme og en række orienteringsredskaber.

Disse redskaber blev også tilvejebragt af en række andre tænkere med rod i det nævnte 70’er-opbrud, nemlig videnskabshistorikeren Michel Serres, kunstteoretikeren Jean-François Lyotard og den italienske filosof Mario Perniola.

Det var derfor naturligt, at det blev i København, på Kunstakademiet, at Lyotard og Baudrillard i 1988 genoptog deres dialog og uddybede deres gensidige uenighed om de kunstneriske og æstetiske anstrengelsers muligheder for at få indflydelse i verden. Baudrillard døbte denne problematik ”Transæstetik”.

Jeg havde fulgt med siden utopie-dagene og oversat Baudrillard-tekster til de nævnte, danske antologier, men blev ikke desto mindre ganske forbavset, da jeg begyndte at læse tekster fra Baudrillards amerikanske rejser: udstrækningerne, forbruget, videnskaben, landskaberne, tomheden, fast-fooden, fjernsynet, filmen, fedmen. Andre stofligheder blev bragt ind i de hidtidige teorier om udvekslinger og kommunikation; der kom mere substans på og mindre manipulation. Begivenhederne blev mere meningsløse og uberørte end hidtil, mere uberoende af den betydning, de eventuelt afstedkom. Immanensen var blevet til et land, gråt og tilbagetrukket, spraglet og anmassende: Amerika.

Denne yderligere omlægning af årsagsforholdene anså Baudrillard for en følge af noget, han døbte ”fatale strategier”. Og bogen om disse, et af hovedværkerne, udkom endog på dansk (”Det fatale”, 1987). Heri kunne Baudrillard i øvrigt præsentere en tænker, som hidtil kun var blevet diskuteret i Italien, Giorgio Agamben. Og Agambens genopskrivning af auraens æstetiske betydning, kunne Baudrillard så ganske tilslutte sig.

Efter bøgerne om ”Det fatale” og ”Amerika” er der ikke udkommet egentlige monografier fra Baudrillards hånd, men en række antologier, samt nogle afgørende tekster, vi kunne kalde interventionsbøger eller pamfletter. I bogen ”Golfkrigen fandt ikke sted” samlede Baudrillard en serie artikler, han havde publiceret i dagbladet Libération i 1991. Heri genanvendte Baudrillard i en polemisk skærpet form sin kritik af mediernes overdøvende omklamring af enhver forståelse samt fremsatte den kontroversielle teori om alle begivenheders radikale svækkelse, selv krigen.

Overrumplede blev vi derfor alle, da September Eleventh blev fortolket i modsat retning: Begivenheden var vendt tilbage, det magtfulde havde genfundet en forbindelse til det infernalske ved billedet, volden var steget i graderne og blevet til hele politikken. Det var atter muligt at stille sig uden for og bedømme kommunikationen og billedet som meddelelse.

Det medførte nogle fine analyser af eksempelvis torturens forhold til pornografien (Abu Ghraib), eller af opstandene i de parisiske forstæder som bevægelse uden politiske formål. Det hele kulminerede med, at Baudrillard samtidsanalyse blev bragt på lederplads i det tidsskrift, der altid havde været mest skeptisk over for hans analyser: New Left Review i London i 2005.

Carsten Juhl

– Publiceret i dagbladet Information, København, 8. marts 2007.

Carsten Juhls kommentar til Perniolas nekrolog

Baudrillard i Italien
Kommentar til Mario Perniolas nekrolog

Af Carsten Juhl

Perniolas artikel fra Il Manifesto i Rom den 7. marts 2007 har ikke blot oversigtsmæssige kvaliteter, men også en særlig kildeværdi. For Italien var givetvis det land, hvor Baudrillards teorier slog hurtigst igennem.

Mellem 1972 og 1978 havde de vigtigste italienske forlag til sammen fået udgivet de syv bøger på italiensk, Baudrillard da havde publiceret i Frankrig. Modsat var Mario Perniola trådt ind i forfattergruppen omkring det nystiftede Beaubourgcenters tidsskrift Traverses (tværveje, forhindringer, overgange). Tidsskriftets emner var meget inspireret af Baudrillards undersøgelser, og nr.10 (feb. 1978) havde temaet ”Le simulacre”. Det indeholdt bl.a. Baudrillards egen programartikel ”Similakranes fremfærd” og Mario Perniolas systematisering af begrebet i artiklen ”Ikoner, visioner og simulakra” (på dansk i Perniola-antologien Blændværker, Sjakalen, Århus, 1982).

Dette nummer udkom midt under Moro-affæren, hvor den italienske toppolitiker og parlamentsformand Aldo Moro var blevet bortført af de Røde Brigader i Rom. Den alternative offentlighed i Italien kæmpede med krisen og forsøgte at undgå valget mellem den kristelig-demokratiske stat og terroristerne. I Torino, hvor retssagen mod de Røde Brigaders leder Curcio fandt sted, mens Moro var bortført, udgav de lokale Baudrillard-støtter den italienske oversættelse af den Artaud-inspirerede artikel ”Vort grusomhedsteater” fra tidsskriftet utopie i Paris (om dette tidsskrift se min nekrolog i dagbladet Information, København, den 8. marts 2007). Teksten var oversat af en gruppe ledet af den alt for tidligt afdøde filosof Gianni Carchia (1947-2000), der bl.a. havde forfattet en indledning, hvori Baudrillards satsning på simulerede relationer og symbolske udvekslinger blev fortolket med henblik på at opløse knuden af stat og terror, som hjemsøgte den italienske debat i vinteren 77-78.

Simulationstænkningen med dens implosionsmodul muliggjorde en radikal omlægning af den realitet, medierne ville tilskrive de to slags vold, den undertrykkende-statslige og den ’overtrykkende’-terroristiske, der dengang dominerede næsten alle emner i Italien. Politiske kriser kunne – efter Baudrillards analyser – tilspidses og gå ”ud” uden at virkeliggøre noget latent i samfundet. Afstanden mellem sandhed og virkelighed var blevet tydeliggjort. (Jeg tror i øvrigt, at det var nogle lignende indsigter, R.W. Faßbinder bearbejdede i sin film Die dritte Generation, fra 1979).

Den etablerede italienske offentlighed måtte derfor lidt efter lidt tage stilling til Baudrillards udforskning af det symbolske bytte, af simulakrane samt ikke mindst af spørgsmålet om tiltrækning og frastødning inden for massemedierne. Det dengang meget magtfulde Kommunistparti (PCI) anså teorien om masserne som sorte huller og tavst flertal (på dansk i antologien Implosion og Forførelse, Billedkunstskolernes kompendier, 1984) for direkte farlig for partiets opfattelse af den nationale arbejderklasses forrang.

I april 1979 helligede PCIs teorimagasin Rinascita sine midtersider en slags opgør med Baudrillards teori om ”massernes larmende tavshed” (det pågældende nummer bragte også en samtale med Giorgio Agamben i anledning af hans udgivelse af Walter Benjamins samlede skrifter på italiensk). Og det liberale magasin Panorama (der i dag ejes af Berlusconi) bragte samme uge et stort interview med Baudrillard betitlet ”Her imploderer det hele”! Der var sandelig kommet nye begreber ind i den italienske offentlighed, og alle forskere inden for humaniora og samfundsfag måtte tage hensyn dertil. Således sociologerne og semiotikerne i Bologna, der i deres tidsskrift Il Cerchio di Gesso (Kridtcirklen, feb. 1979) kunne bringe en afgørende samtale med Baudrillard om hans grundbegreber (på dansk i antologien ”Antipolitik “ Hinsides al statskunst”, 1981).

Processen kulminerede i 1980 med to meget vigtige udgivelser, begge udsendt af forlaget Cappelli i Bologna: Mario Perniolas ”La società dei simulacri” (Simulakranes samfund: et par afsnit står at læse i Blændværker, op.cit.) samt ikke mindst kombipublikationen af Jean Baudrillards indtil dato tre vigtigste essays tilsat Furio di Paolas 70 siders efterskrift ”Noialtri barocchi e Baudrillard” (Os andre barokke og Baudrillard).

Furio di Paola havde arbejdet i Paris i 1979 og fået et helt særligt indblik i mekanismerne omkring oversætteligheden af Baudrillards termer til den opløste kultursituation i Italien, ”den italienske forskel”, som Perniola havde døbt den nogle år før). De tre Baudrillard tekster var:
”Beaubourg-effekten. Implosion og afskrækkelse” fra 1977.
”Territorium og metamorfoser” fra Traverses nr.8, maj 1977, samt den citerede:
”Simulakranes fremfærd” fra Traverses nr.10, februar 1978.
Bogens titel var: ”Simulakra og bedrag”.

Den nordiske læser kender Perniolas syn på ”De siste strømninger i italiensk estetikk”. Teksten står at læse i Agora, Oslo, nr.2/3, 2001 (oversætteren Gry Solbraa præsenterer i øvrigt Perniola kort i den forbindelse). Her får 1970’ernes og Baudrillards betydning ikke nogen plads, til trods for at teksten angiveligt beskæftiger sig med de sidste 30 år (1970-2000) inden for den æstetiske filosofi i Italien. Det kan skyldes, at Perniolas eget arbejde, Furio di Paolas syntese og Gianni Carchias filosofi ikke behandles her (Carchia citeres blot lige i bibliografien, selvom han “ også i europæisk sammenhæng – nok er den betydeligste filosof i den generation, der er født efter krigen).

I stedet er teksten gennemtrængt af den konflikt, som har udviklet sig de sidste godt 25 år og som lidt efter lidt er gået fra spørgsmålet om kulturstudiernes alhumanistiske rolle til spørgsmålet om den politiske teologis status inden for filosofi samt i forlængelse heraf spørgsmålet om Walter Benjamins messianisme. Sidstnævnte undersøgelser, som Giorgio Agamben har stået for, går under betegnelsen ”Homo Sacer”, termen for den udelukkede tredjepart ifølge den antikke Romerret. At det fatale og dets strategiske muligheder derfor skulle kunne munde ud i en æstetik for det sublime, som så kendetegnede en bestemt tradition inden for italiensk tænkning, forekommer mig slet ikke påfaldende. Selvom der givetvis er noget strategisk og måske fatalt ved måden, hvorpå den suveræne udelukker pariaer og indoptager borgere ifølge Agambens fortolkninger.

Derimod kan det nok tænkes, at en analyse ville kunne finde en forbindelse mellem Baudrillards opfattelse af begivenheders virkemåde og Benjamins syn på auraens opløsning (hvad der kun kan indebære en spredning af samme) og messiansk tid: En slags ontologisk-dramatisk fortætning af fremtids- og frelseforestillinger i en og samme bevægelse. Og det kan kun betyde et stort brud med de meget afsluttende og selvfejrende erstatningsforestillinger om kultur og civilisation.

Carsten Juhl