Det var sådan lidt prinsesse for en dag at være på Egeskov Slot til Heartland Festival – den nyeste rose i et tilsyneladende ustoppeligt, knopskydende blomsterbed af festivaler i Danmark. Og med festivalens klare hovedperson, slottet selv (beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed) som midtpunkt, foldede samtale-telt, musikscener, udendørs yoga og lokal-terroir-øko-madboder sig ubesværet rundt om den forholdsvis begrænsede parcours af stier og plæner, der bugter sig over åer, rundt om bøgehæk, gennem en slugt og ind i det lille landskab og som i sig selv gør det svært ikke at blive til bare en lille smule Marie Antoinette.
Festivalen henvender sig til et smagfuldt, ambitiøst og forbrugerbevidst segment: den talende klasse – det gastroseksuelle folk og i tilgift til yoga og øko-mad ses et kunstprogram af begrænset omfang, men med store ambitioner. Kunstnerne er her ikke, som på andre festivaler, at finde i form af en sjov dekoration omkring toilethusene, men figurerer som headliners ved siden af både Anne Linnet og Flaming Lips.
Den danske kunstnergruppe A Kassen var således blevet kommissioneret til at bidrage med et værk og havde flyttet et stykke «virkelighed ind i eventyret,» som en af kunstnerne i gruppen, Morten Steen Hebsgaard, forklarede det ved et underligt pressemøde – der også fungerede som en ceremoni, hvor godsejer-parret skød begivenheden i gang med en kanon, der affyredes pludseligt hen over voldgraven, så alle nerver nervøst krympede sig og en tanke om den aktivistiske udenrigspolitik og Helmandprovinsen fløj som en alt for grå lammesky forbi det ellers så lette prinsesse-sind.
Den virkelighed, A Kassen effektivt og one-liner-klart har bragt ind i slotsparken, er en cirkelrund plads: et styk flisebelagt Odense kommune med lygtepæl, skiltning og cykelstativ. Kommunalt, urbant velfærdsdesign smidt sømløst ind midt i parken som en virkelighedens photoshop’ing og en påmindelse om, hvad der venter på den anden side af festivalens geografiske og temporale afgrænsninger: hverdagen.
Den engelske musiker, producer og kunstner, ambient-guden Brian Eno, havde installeret et multikanal-lydværk i slottets, til formålet, teatralske og mørkt LED-lyssatte riddersal. Værket, The Ship, blippede og synthesizer-susede effektivt rundt i de mange højttalere og frekvensområder i noget, der i begyndelsen lød som klichéfyldt og ambient lydkunst af den værste skuffe, men hvor menneskesang pludseligt tog over og gjorde The Ship klart mere musical end kunst – hvilket på alle måder redede værket og punkterede den opblæste og selvhøjtidelige essens-boble, som lydkunsten ofte blæser op omkring sig selv. LED-lyset hjalp til hér. Totalt Broadway på slottet: Skønheden og Udyret, Fantomet i Operaen. Skibet er ladet med patos.
Så var der på alle måder mere slinger i valsen, da festivalens kunst-hovednavn, performancekunstner og HBO-dokumentar-superstar Marina Abramović trådte op på scenen i det højrøde samtale-telt. Teltets indre formede sig her som et bredt, halvrundt amfiteater omkring den lille scene, hvor smagfuldt afdæmpede designmøbler og moderigtige potteplanter udgjorde scenografien.
Abramović var sat overfor den danske maler Tal R og oplægget til samtalen lød: «On the Escape from Normality». Nu kunne man argumentere for, at festivalen i sig selv er et format for virkelighedsflugt og befinder sig uden for «normen» og at temaet i det lys er en smule yoga med yoga på, men det som temaet i høj grad viste sig at være en motor for, var en bekræftelse af det, jeg frygtede allermest ved kombinationen slot – festival –kunst: kunstneren som en fri og ubekymret sjæl sat overfor eller udenfor «normen» i forståelsen alle andre i teltet, de betalende gæster.
Samtalen blev dog aldrig til en samtale. De to kunstnere havde besluttet sig for, at gå med oplægget og undslå sig forventningen om en lineær og dydig situation, hvor moderatoren, Tine Colstrup fra Louisiana, kunne have igangsat givetvis kvalificerede og kunstfagligt interessante perspektiver på de to kunstneres praksisser og de hver især, fra hver sin stol, kunne have svaret belevent og medrivende.
Sådan skulle det ikke være. Colstrup introducerede kort og generøst til de to kunstnere og satte sig derefter på scenekanten. De to stjerner, som virkede som om de var bedste venner – bare Tal og Marina – tog derefter over i en nuttet og akavet øvelse, hvis formål først og fremmest var at bryde formålet. «Hvorfor ikke begynde med at lade publikum stille spørgsmålene?» sagde de.
Det, som fulgte var en kombination af svar på publikums lidt forsigtige henvendelser – trenden viste sig at være at spørge til det «at fejle» – og de svarede i form af personlige anekdoter, leveret i korte og velafprøvede sentenser og simple øvelser, hvor Tal og Marina ofte byttede plads på scenen og på skift talte i den håndholdte mikrofon. Bordet på scenen blev båret først lidt frem til kanten, og så lidt tilbage. Blomsterne fra scenedekorationen blev omarrangeret i det, som først føltes som en behagelig og zen-agtig grounding-øvelse, men efterhånden blev forceret og til sidst aldrig blev til noget. På et tidspunkt bad Marina publikum om at råbe og vi råbte alle i kor – som et svar på et spørgsmål fra en i publikum om, hvad energi er…
De to kunstnere havde også forberedt hvert sit hade-musikstykke, som blev afspillet på storskærm. Tal spillede Ravels «Bolero» og bad alle om at rejse sig og bevæge sig lidt til musikken. Han selv drejede om sin egen akse, mens han holdt en potteplante på hovedet. Marina spillede Eros Ramazzotti.
Hele showet foregik i oneliners – fra indholdet af kunstnernes svar til teksten på Marinas t-shirt, «No Selfies – Talk to me». Og det mindede flere gange om den type selvhjælps-motivations-taler, man kan opleve i det private erhvervsliv og om neoliberale strategier for selvudvikling, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på den rolle Tom Cruise spiller, som seksual–indspisker og selvforbedringsguide i filmen Magnolia.
Med Tal og Marina-show var der tale om kunstneren som en uregerlig, men let afkodelig motivator, der skal minde os om at livet også er sjovt og uforudsigeligt, at man ikke nødvendigvis skal følge den slagne vej og at vejen til personlig succes går gennem en ubøjelig tro på sig selv og ikke igennem excel-arket: lad dig ikke begrænse af strukturerne, lød underteksten. Og så Marinas klassiker: «Artist is not something you become – it’s something you are – its like breathing». Tjek.
Seancen mistede sit momentum halvvejs og Tine Colstrup blev bragt på banen igen som en redningskrans og fik rent faktisk stillet nogle interessante, kunstfaglige spørgsmål, alt imens kunstnerne brugte hende som en rekvisit på linje med det bord og de potteplanter, som flyttedes frem og tilbage. Da energien aldrig kom rigtigt tilbage meldte desperationen sig flere gange i form af blikke fra scenen, der så ud som om de søgte nødudgangen.
Men ret skal være ret. De to succesfulde og charmerende kunstnere delte generøst ud af tips, øvelser og anekdoter, mens publikum – teltet fyldt til randen – lappede det i sig. Kunstneren som neoliberalismens selvhjælps-guru og som idol for subjektiv frigørelse findes. Det er hermed bekræftet.