– Tillid er nøglen

Efter måneder med endeløse gætterier og løse rygter i kunstverdenen blev spændingen omsider udløst i morges: Ny direktør for Statens Museum For Kunst bliver nuværende rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, Mikkel Bogh. Med få timers varsel blev pressen indkaldt til et kort formiddagsmøde i museets Skovgaard-sal for at træffe manden, der i dag har opnået en af landets absolut mest prestigefyldte positioner for kunsthistorikere.

Mikkel Bogh indledte mødet med at tage nonchalant opstilling foran Carl Bloch-maleriet Samson hos filistrene (1863). Placeringen var passende selvironisk, for dagens brændende, nærmest forudsigelige spørgsmål blev, hvordan den fine og lærde magister nu egentlig havde tænkt sig at lokke det jævne publikum – og sponsorerne – ind af døren. «Han har altså ALDRIG gjort noget for publikum,» som der var en, der hviskede. Vedkommende mente, at Bogh som «tidligere direktør for Charlottenborg» vedvarende havde svigtet publikum med overintellektualiseret samtidskunst – man kunne selv tage hen og se de tomme sale.

Nu har Bogh aldrig haft kunstfagligt eller formidlingsmæssigt ansvar for den nye kunsthal. Det specielle ved hans ansættelse på SMK er netop, at han i modsætning til de fleste andre, der avancerer i museumsverdenen, aldrig har haft en stilling på en udstillingsinstitution, hvis man ser bort fra studentertiden som voluntør på Kobberstiksamlingen. Han har først været ansat som institutleder for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, dernæst altså som rektor på Kunstakademiet. At man er leder af landets højere kultur- og kunstuddannelser betyder nu ikke, at man kan svømme hen i folkefjendsk fagarrogance, forstod man på Boghs udtalelser på pressemødet.

Tværtimod har opgaven ifølge ham selv hidtil været at få mange forskelligartede faggrupper og generationer til at samarbejde, samtidig med at han har skullet kunne oplyse og overbevise politiske beslutningstagere, sponsorer og andre samarbejdspartnere, som ikke nødvendigvis har haft en større kunstfaglig viden. Bogh forsikrede derfor tilhørerne om, at han i allerhøjeste grad ville og kunne gøre sit for at få flere folk på museet, også flere end det pæne antal, der kommer i dag. Hans metode vil dog ikke være populistisk og marketingsbaseret, fornemmede man. Han ønsker ikke at arbejde med definerede segmenter, som visse institutioner gør efter reklamebranchens anvisninger. Risikoen for at ekskludere især kulturforbrugere ved at ville typologisere dem, som noget de ikke mener de er, er simpelthen for høj, forklarede Bogh. Han vil i stedet arbejde «mere vidvinklet» og med større tillid til publikums intellekt og deres intuitive evne til at forstå og opfatte det de oplever,  på tværs af alders- og socialgrupper. Tillid er i det hele taget nøgleordet, også når det gælder ledelse, sagde den nyslåede direktør, der forklarede, hvordan han i den grad tror på individers evner til at indrette deres egen virkelighed og få det for dem bedst mulige ud af de rammer, der sættes. SMK skal være «en foranderlig og levende institution» og ikke blot et stivnet, autoritativt arkiv over det forgangne.

Her kommer Boghs stærke baggrund i ny forskning og uddannelse af de unge generationer ham formentlig til gode. Det skal ikke forstås sådan, at Boghs hjerte kun bløder for ung samtidskunst, men at han derimod er optaget af den konstante revision og reaktualisering af den fulde kunsthistorie fra oldtiden til i dag.

Bogh afsluttede pressemødet med at konkludere, at de to umiddelbart største udfordringer vil blive økonomien og hvordan man overhovedet definerer det nationale på et nationalgalleri i dag. Bogh fremhævede, at han, måske i modsætning til hvad flere af de fremmødte troede, allerede har et stort netværk blandt sponsorer. Man skal ikke glemme, som han sagde, at det trods alt er nemmere at rejse penge til et museum end en uddannelsesinstitution, bl.a. fordi museet har en mulighed for at eksponere sponsorerne for et publikum, som uddannelsesinstitutionerne ikke har.