En pædagog, en jordemor, en sygeplejeske og en kommunal administrationsmedarbejder bliver ved et uheld låst inde i tårnet på Københavns Rådhus under en rundvisning. Det er nytårsaften, fyrværkeriet brager udenfor, og den nøglebærende vagt er taget hjem til sin familie. De fire kvinder åbner en flaske snaps, der er efterladt fra rådhusets julefrokost, og forbereder sig på at tilbringe natten i tårnet. Her fortæller de hinanden deres historie.
Den unge pædagog (spillet af Luise Kirsten Skov) er sygemeldt med stress efter alt for længe at have været alene på en stue med ti ulykkelige børn. Hun fortæller om hverdagen i institutionen, hvor personalet må lyve for forældrene om, hvorfor lille Karl-Emil har siddet alene i en sandkasse med en våd ble hele dagen, eller hvordan det er helt normalt, at et barn skriger af angst, når mor efterlader det i pædagogens varetægt for selv at tage på arbejde.
Jordemorderen (Lise Lauenblad) er decideret traumatiseret. Et spædbarn, der kunne have været reddet, hvis hun ikke havde været den eneste jordemor på fødegangen, døde på hendes vagt. Nu er hun selv højgravid og laver strækøvelser mellem plukveerne, mens hun halvt synger, halvt skriger sin ulykkelige fortælling ud.
Afdelingssygeplejersken (Signe Egholm Olsen) har en stram knold i nakken, læsebrillerne i en snor om halsen og Ritt Bjerregaard som feministisk forbillede. Hun synes til gengæld, at ungdommen mangler stamina og arbejdsmoral. Igennem et halvt arbejdsliv har hun lagt vagtplaner, der hænger stadigt dårligere sammen, fordi hendes medarbejdere skal afspadsere, går ned med stress eller søger over i det private. Eller, som hun tordner mod den stakkels administrative medarbejder, vælger meningsløst lange akademiske uddannelser i kommunikation, frem for at give en hånd med i den pressede omsorgssektor.
Den nervøse kommunikationsmedarbejder (Lucia Vinde Dirchsen) er ikke helt uenig. Hun ved alt om rådhusets historie, men har brugt de sidste seks måneder på at udfærdige en årsrapport, der er blevet downloadet fire gange. Da hun skulle på barsel, blev der ikke engang ansat en vikar, fordi hendes job ganske enkelt er overflødigt. Til gengæld må hun hver morgen aflevere sit grædende barn i institution, og hun lytter med tiltagende dårlig samvittighed til pædagogens bekendelser.
Således er scenen sat til en lang nat i rådhustårnet, hvor både de støvede buster af stedets socialdemokratiske spøgelser og rådhusets kaglende duer blander sig i dramaet. Hvad stiller vi op med de manglende hænder i omsorgssektoren? Hvordan forener vi 1970’er-kvindekamp og moderne ligestillingsfeminisme? Og hvorfor kan det bare ikke betale sig at være omsorgsfuld i det senkapitalistiske samfund?
Til Tjeneste er tredje del af Revolvers serie af forestillinger, der mikser billedkunst og teater, og denne gang er det Kirsten Astrup og Maria Bordorff, der har skrevet og komponeret, skabt kostumer og scenografi. Duoen skulle også have instrueret, men da tekniske problemer fik stykket udsat en måned, måtte de gå på barsel og overlade instruktørstolen til Mikkel Flyvholm. Meget passende, tematikken taget i betragtning.
Med pressede velfærdsinstitutioner som det tematiske omdrejningspunkt lægger Til Tjeneste sig i umiddelbar forlængelse af særligt Astrup & Bordorffs to første filmkabareter Urolige Hjerte og Troe og agtsom, der taler om henholdsvis et jernbane- og postvæsen i forfald. Ligesom filmene udgør Til Tjeneste et både alvorligt og satirisk opråb om at passe på den unikke skandinaviske velfærdsmodel, men denne gang fornemmer man, at det måske allerede er for sent. Måske bør opgive vores individuelle ambitioner for i stedet at bruge vores tid på fællesskabet; på selv at yde omsorg for dem, vi elsker?
Astrup & Bordorff har en fin sans for at dosere satiriske elementer fra den kernedanske folkelighed – fra fejring af håndbold-EM med rådhuspandekager til fjollede nytårstraditioner – og i Til Tjeneste benytter duoen en del af de greb, vi elsker fra deres film. Her er rekvisitter ladet med historie – som fx i Ritt Bjerregaards specialdesignede sofahynder – fængende kabaretsange og en dynamisk dialog, der veksler mellem realpolitiske problemstillinger og præcise humoristiske nedslag i velfærdsdanskerens hverdag. Men hvor filmmediet giver plads til scene- og stemningsskift mellem det satiriske og det mere drømmende, så er Til Tjeneste låst fast i teaterrummets begrænsninger. Her må de fire karakterer bære hele stykket i en enkel, statisk scenografi, og man savner plads til at Astrup & Bordorffs særegne univers kan folde sig helt ud.
Når de fire kvindelige skuespillere konsekvent bryder teaterrummets fjerde væg og taler direkte til publikum om feminisme og omsorgspolitik, kan man næsten få TV-debat-associationer. Og hvor duoens filmværker løfter sig poetisk op over den leverpostejsfarvede hverdag og pynter den med glimmer og dragperformance, så forbliver Til Tjeneste jordnær, nærmest fodformet, velfærdssatire. Det er stadig underholdende, skarpt og særdeles samfundsrelevant – men gid Atlanta Longleg dog ville spankulere ind på scenen i tårnhøje plateausko og sprede sin magi.
