Efteråret markerer, med alle sine oversvømmelser, brande og influenzaepidemier, officielt både begyndelsen og slutningen på kunstsæsonen. I Berlin har Art Week som sædvanlig været noget efterslæbende, akkompagneret af tungt gispende institutioner og en messe, der hele vejen igennem alle sine mange forvandlinger ikke har formået at smide sin teenage-kejtethed. I år hedder den «Positions» og lover «et velafprøvet hygiejnekoncept». Hvem kan modstå det? På den anden side var de sidste to udgaver af det, der normalt er kunstårets ubestridte dronning, nemlig Gallery Weekend i maj, omtrent lige så charmerende som en skovtur ved en motorvej, så konkurrencen er ikke ligefrem stor.
For at råde bod på fortidens synder griber Gallery Weekend til et træk, der tyder på, at forskydningen mellem sæsonerne har bidt sig fast: fra og med i år vil Gallery Weekend dukke op igen i september til endnu en runde, der vil byde på en årligt skiftende «tematisk præmis», lidt ligesom Curated By i Wien (der også falder i september). Den første af disse præmisser er lykkeligvis ganske enkel: «Opdagelser» – altså nye ansigter, unge kunstnere. Man kunne nære den mistanke, at kun de gallerier, hvis planer tilfældigvis passer til temaet, vil annoncere deres deltagelse, men pyt. På den lange liste over spændende udstillinger finder vi Win McCarthy på Galerie Neu, Phung-Tien Phan på Schiefe Zähne og Mara Wohnhaas på BQ. Hos Barbara Weiss synes selve kunstnerens navn at være stylet til denne barokke sæson: Cudelice Brazelton IV. Gys!
Hvad institutionerne angår, må hovedbegivenheden absolut være den længe ventede genåbning af Neue Nationalgalerie, efter en seks år lang og 140 millioner euro dyr renovering af den ikoniske Mies van der Rohe-bygning udført af den (suk!) populære arkitekt David Chipperfield. Snarere end særudstillingerne (Alexander Calder vises i glassalen og Rosa Barba nedenunder) er det virkelige scoop visningen af samlingens værker fra 1900–45, som – hvilket man indser, når man nu ser den – har været uforklarligt ude af syne og savnet alt for længe.
På Hamburger Bahnhof præsenterer Preis der Nationalgalerie sine nominerede kunstnere: Lamin Fofana, Calla Henkel & Max Pitegoff, Sandra Mujinga og Sung Tieu – et stærkt felt, hvor jeg umuligt kan vælge en favorit. I et vovet træk afholder Neue Berliner Kunstverein en retrospektiv Thomas Schmit-udstilling med et tilhørende performance-program. Lad os krydse fingre for, at det stadig vil være uproblematisk at være flere sammen i samme rum efterhånden, som efteråret skrider frem.
I oktober åbner Kunstwerke en omfattende udstilling af den amerikanske veteran Renée Green og en gruppeudstilling arrangeret af kunstneren Iman Issa. Jeg er en stor fan af kunstnerkuraterede udstillinger, og Issas vil garanteret ose af stil. (Og når vi nu er ved emnet, tænker jeg også, at det er umagen værd at trodse både regnvejr og PCR-test for at komme til Venedig, inden Stop Painting, kurateret Peter Fischli, lukker på Prada Foundation i slutningen af november.)
Ligeledes i Berlin, på Haus der Kulturen der Welt, serverer Anselm Franke og Kerstin Stakemeier dommedagsagtige vibes med Illiberal Arts, et udstillings- og bogprojekt med en imponerende række bidragydere på tværs af mange fagområder. «Den liberale kapitalistiske verdensorden, der herskede efter 1989, befinder sig i dag i et stadie af fremskredet opløsning,» skriver de; « og denne ordens sammenbrud afslører den illiberale kerne, der ligger inderst inde i dens højt besungne frihed.» Så fik man kuldegysninger igen, men af en anden grund.
Lidt længere mod øst, i Warszawa, går Ujazdowski Center for Samtidskunst også i clinch med det anspændte ideologiske klima med Political Art, en ny og udbygget version af en udstilling, der først blev præsenteret på Læsø Kunsthal i 2019. Selv om Læsø ikke ligefrem er verdens navle, tiltrak kunsthallens direktør Jon Eirik Lundberg, der har kurateret Warszawa-udgaven sammen med Ujazdowskis højtlydt højreorienterede direktør Piotr Bernatowicz, sig allerede dengang negativ opmærksomhed for at medtage kunstnere som Kristian von Hornsleth, Lars Vilks og Dan Park, hvis værker spænder fra det politisk ukorrekte til det decideret racistiske.
Political Art sigter efter eget udsagn mod at beskytte «grundlæggende forestillinger om demokrati og den vestlige civilisations værdier» ved at udstille disse «trodsige» holdninger. Nok er moralisme i kunsten irriterende, og Ai Wei Wei (der trak sig fra Lundbergs oprindelige holdopstilling i protest) er lige så kikset som Dan Park, på trods af eller endda på grund af sine frels-hele-verden-holdninger. Men problemet her handler om at udvise følsomhed og intelligens, om en mangel på raffinement uden hvilken, kunsten risikerer at falde sammen som ren propaganda – netop den tendens, som det kuratoriske udsagn påstår at ville omgås. Uden at ville det, kan denne udstilling således også fortælle os noget om den «illiberale kerne» i den liberale verdensorden. Dette er dog ingen grund til ikke at besøge Warszawas Gallery Weekend i slutningen af september, hvor masser af private gallerier og projektrum giver mulighed for at søge tilflugt fra Polens stadig mere illiberale institutionelle landskab. Et tip: se Zuzanna Bartoszeks nye malerier på Galeria Stereo.
Andetsteds i Tyskland er der ikke samme spænding om prisuddelingens udfald. På Museum Ludwig i Köln går Wolfgang Hahn Preis, der normalt uddeles på messen i april, til Marcel Odenbach, hvis ledsagende udstilling jeg ser frem til at opleve i november.
I Hamburg præsenterer Kunstverein et projekt initieret af kunstneren Simon Denny: Proof of Stake – Technological Claims, som vil undersøge spørgsmål om ejerskab og tilhørsforhold i de mudrede vande, der kan betegnes som «det tekniske». Den nærliggende Kunstverein Harburger Bahnhof er i de senere år blevet en slags mini-Basel, der har et bemærkelsesværdigt stærkt og ungt program. Fra den 11. september byder den danske kunstner Adam Christensen på homodrama under en humoristisk titel oversat fra en Lana del Rey-tekst, Küss mich, bevor du gehst. I München finder en pas de deux mellem forskellige gallerier sted under navnet Various Others fra den 10. september, samtidig med en række stærke institutionelle udstillinger: Alexandra Bircken på Museum Brandhorst, Bea Schlingelhoff på Kunstverein og Heidi Bucher på Haus der Kunst.
I den følgende weekend er Zurich Art Weekend, der falder sammen med travlheden i Berlin, venligt nok planlagt således at hardcore kunstfans kan nå to dages pause forud for ferniseringerne til Art Basel ugen efter. Kunsthalle Zürich viser en omfattende oversigtsudstilling med det New York-baserede kollektiv ART CLUB2000 – et brat pack fra halvfemsernes kunstscene, som forhåbentlig vil være interessant for de hidtil uindviede at opdage – alt imens Migros Museum åbner en stor udstilling af den efterhånden længe opadstigende stjerne Korakrit Arunanondchai med titlen Songs for dying / Songs for living. Sidstnævnte kommer også til Hamborg efter Denny-udstillingen.
I Basel vender messen uforfærdet tilbage sammen med endnu en gruppeudstilling af kvindelige malere, der kun har ganske lidt til fælles på Fondation Beyeler. (I oktober følger de op med en skelsættende Francisco Goya-udstilling.) Kunsthalle Basel har ikke fået sin store efterårsudstilling til at passe sammen med messens nye tidsplan, men strømmen af internationale besøgende vil kunne stadig kunne nå sommerudstillingen med den unge amerikanske kunstner Matthew Angelo Harrison.
Ligeledes i Schweiz er det værd at følge Nicolas Brulharts program på Fri-art, kunsthallen i Fribourg, der fejrer sit 40-års jubilæum med en udstilling af institutionens første direktør, kunstneren Michel Ritter. I den lille bjergby Glarus åbner Kunsthaus (under nyt lederskab af Melanie Ohnemus) soloudstillinger af Elliot Reed og Bri Williams.
På den anden side af bjergene i Graz i Østrig viser det nyoprettede udstillingssted Halle für Kunst Steiermark ligeledes to afroamerikanske kunstnere: Kevin Jerome Everson og Doreen Garner. Ligesom i München er det rart at bemærke, at det ikke længere er usædvanligt at se en hel række soloudstillinger med udelukkende kvindelige kunstnere på tværs af alle større udstillingssteder. Det kunne tyde på, at institutionerne endelig er begyndt at reagere på kravet om mere mangfoldig programlægning, så vi kommer videre fra påklistrede temaer på gruppeudstillinger, der virker som let nedladende korrektiver, og forholde os mere seriøst til individuelle praksisser. Selv midt i den hektiske hedonisme, der kendetegner vores nye komprimerede sæson, bliver den kedelige virkelighed ved med at dukke op. Ganske som den skal. Men det er egentlig kun meta-diskursen, der føles belastende, ligesom det er festerne, menneskene og rejseaktiviteten, der udmatter – ikke udstillingerne i sig selv. Af alle vores problemer forbliver selve kunsten dog det mindste.
