Nogle gange sker det, at man pludselig bliver mindet om, hvor meget kunstscenen trods alt har rykket sig de seneste 20 år. For mig skete det sidst, da jeg i Maria Kjær Themsens udgivelse Berørt, om dansk samtidskunst i det nye årtusinde, faldt over en anekdote om startnullernes figurative maleri, hvori forfatteren undrer sig over, at det tilsyneladende var helt comme il faut at kalde en gruppe af tidens kvindelige kunstnere, herunder Kathrine Ærtebjerg, for «eventyrpigerne».
Ud over den underlige og unødvendige infantilisering af voksne mennesker, rummer udtrykket også en vis misogyni, som på en eller anden måde synes at have klæbet til Ærtebjergs værk lige siden. Hvordan forklarer man ellers, at der skulle gå 19 år, fra hun tog afgang i 2002 og fik nærmest øjeblikkelig succes, til hun i dag står med sin første retrospektive museumsudstilling på Kunstmuseum Brandts?
Når man tænker på, hvor helt utrolig belastende eventyrpige-prædikatet må have været at slæbe rundt på, kan man godt undre sig over, at man på Brandts har valgt at formidle Ærtebjergs værk gennem netop eventyret.
I udstillingens indledende rum bliver man mødt af en meget kort vægtekst og muligheden for at forsyne sig med et lille hæfte, der kobler udvalgte værker i udstillingen med mere eller mindre tilfældige H.C. Andersen citater. Det understreges, at H.C. Andersen-hæftet er et tilvalg, man selv kan foretage – som om al formidling ikke er det – og jeg vil nok anbefale, at man lader det ligge. I hvert fald opgiver jeg hurtigt at få de korte Andersen-citater til at sige noget meningsfuldt om Ærtebjergs værker, og det undrer, at museet ikke har benyttet lejligheden til at fremhæve andre og mindre fortærskede aspekter af Ærtebjergs praksis.
De første par rum fokuserer primært på Ærtebjergs tidlige produktion fra 00’erne, hvor den gennemgående figur er en præpubertær pige med pagehår. Igennem møder med farverige, drømmeagtige scenarier, fabeldyr og ikke så få fallossymboler funderer hun over eksistentielle grundspørgsmål af den slags, der hører den spæde ungdom til. I et lydværk læser en barnestemme værktitler op med passende pausering, så det næsten fremstår som et digt: «Skal jeg virkelig være en pige hele livet?» spørger barnet bekymret, og slår dermed et grundtema an.
At det er oplagt at læse Ærtebjergs værk i en mere samtidig feministisk kontekst bliver tydeligt i udstillingens næste afsnit, hvortil vi ankommer igennem en smal pink passage – en fødekanal, måske – der åbner til et mindre rum, græsgrønt fra gulv til loft.
Den unge pige er blevet voksen og værkerne bliver mørkere, mere dystre og langt mere abstrakte. Det er her, Ærtebjerg brænder igennem som en fremragende kolorist med en helt særlig sans for at skabe abstrakte dybder, der står i dunkel kontrast til de konturprægede kvindeskildringer.
Frugtbare kvindeskikkelser, med kraftigt optegnede ansigter og kroppe, der fremstår som bløde, lyse plamager, glider ind og ud af frodige baggrunde, som i værket Moder Jord, der skildrer moderskabets urkraft og kvindens nærmest hekseagtige forbundethed til naturen. Tematikker, der fylder så meget på kunstscenen i øjeblikket, at et større kuratorisk fokus på netop de vinkler måske kunne bidrage til et fornyet blik på Ærtebjergs praksis.
Ærtebjergs malerier er fyldt med flertydigheder, overgangsfigurer og metamorfoser, ofte af voldsom eller eksplicit seksuel karakter, som når planter vokser direkte ud af den afklædte kvindekrop eller når de abstrakte elementer, der bliver mere og mere kompakte og dominerende, som vi skrider fremad i tid, synes at gribe ud efter eller opsluge hende. I nyere værker bliver kroppen transparent, men hvor hendes organer burde være, ser vi i stedet konturerne af planter og værktøj. Særligt aggressivt bliver det i Underliv fra 2021; en serie af spraymalede pink røntgenbilleder, hvor kvindekønnet er erstattet af en kniv eller en tang.
Når den pageklippede pige, der med frygtsom længsel kigger ud mod eventyrskoven, uden problemer taler sammen med de nyere værkers mere dystre undertoner, vidner det både om en kunstner, der har fastholdt et sammenhængende univers igennem 20 år og en udstilling, der er behageligt velkomponeret. En scenografi af støvgrønne gulvtæpper og farvestrålende vægge bakker op om Ærtebjergs koloristik, og selv det enorme nøglehul, der møder os som det første i udstillingen – og vel skal understrege, at vi et på vej til De tusind gåders sted, som titlen lyder – virker ikke alt for påtrængende. Havde formidlingen været lige så vellykket, var vi godt på vej til at lade Kathrine Ærtebjerg vokse ud af rollen som «eventyrpige» og omsider få lov at fremstå som voksen kunstner M/K.
