«En kunstner kommer aldrig til at lave et værk, der er mere ubehjælpsomt end hendes afgangsværk,» har jeg engang hørt en københavnsk gallerist sige. Bag det rimelig generaliserende udsagn ligger det faktum, at et afgangsværk placerer sig i en slags ingenmandsland imellem den kommende kunstnerkarriere og det afsluttede skoleforløb, og tillige skal bevise kunstnerens værd og fremtidige potentiale, samt skille sig ud fra mængden af andre værker på afgangsudstillingen. Det er selvsagt lidt af et pres, der hviler på de unge kunstneres skuldre – men sådan behøver det måske ikke at være.
At skille sig ud fra mængden er i hvert fald ikke et problem, man har haft på årets afgangshold fra Det Jyske Kunstakademi, der består af kun tre dimittender: Tina Adler, Marija Griniuk og Asger Dybvad Larsen. Det er usædvanligt få, selv for Det Jyske Kunstakademi, der traditionelt kører med små årgange, men som i år tillige har været ramt af et par studerende på orlov. Dermed har Det Jyske Kunstakademis afgang allerede sat en rekord, nemlig over størst antal udstillingskvadratmeter per kunstner, som kurator Kristine Siegel muntert bemærker i sin åbningstale. For ligesom man har valgt at videreføre traditionen for, at akademiets afgangsudstilling finder sted i Kunsthal Aarhus rigeligt store underetage, har man naturligvis også sat en kurator på opgaven.
At bevise sit fremtidige potentiale er formentlig heller ikke et pres, 26-årige Asger Dybvad Larsen for alvor kan føle. På trods af, at han først i år tager afgang, har han allerede opbygget en ret solid karriere med soloudstillinger både herhjemme og i blandt andet Berlin, Rom og New York. På den baggrund har det uden tvivl været en udfordring at skulle præstere et værk, der giver mening indenfor rammen af en afgangsudstilling. Asger Dybvad Larsen har grebet opgaven an ved at udnytte den rigelige plads til at vise et udvalg af nyere og ældre arbejder – en slags lille retrospektiv udstilling-i-udstillingen. Meget kækt.
Her er der blevet plads til en række af hans karakteristiske vævede eller sammensyede lærreder, der med deres monokrome, indadvendte geometri peger på materialitet og repetition som bærende element. Desuden er der blevet plads til et par collager med referencer til minimalistiske forbilleder, blandt andet i form af Yves Kleins Leap into the Void som grynet fotokopi på blokpapir, monteret med en vis skødesløshed på sortmalet lærred, samt et par ældre skulpturelle arbejder. Selv om meget af materialet virker velkendt, er der også enkelte overraskelser, herunder et tekstilværk i stort format med et figurativt anstrøg. Her giver syninger og farvemæssige forskydninger i alt det sorte og grå antydningen af et bjerglandskab, hvilket er spændende nyt i en produktion, der tidligere har været helt abstrakt.
I den modsatte side af lokalet viser Marija Griniuk et projekt, der ligeledes afviser ideen om afgangsværket, som kulminationen på noget som helst. Ikke alene har The Unbody været fem år undervejs, og er dermed ikke specifikt skabt som «punktum». Det omhandler og søger desuden at afmontere det paradoksale i selve undervisningssituationen.
The Unbody er tredelt, og består blandt andet af en serie tegnerobotter, som er programmeret til at bevæge sig med en tusch over papiret efter et bestemt mønster i en slags mekanisk koreografi. Robotterne, der er udviklet i samarbejde med studerende fra RUC, producerer et dagligt output, der lagres på kunsthallens gulv, og værket vokser således i omfang i løbet af udstillingsperioden. Desuden består afgangsværket af et vægværk af sammensyede skoleuniformer, der med de sovjetiske emblemer peger på kunstnerens opvækst i Ukraine. Med teknologisk mellemvirke bevæger kostumernes arme og ben sig svagt, som søgte den enkelte tøjdel at løsrive sig fra helheden. Tøjværket hænger fint sammen med et bogværk med en serie meget udtryksfulde sort/hvid-tegninger, der fungerer som en manual for god opførsel i skolekontekst. Griniuk retter en åbenlys kritik af den af- og ensretning, som uddannelsessystemet uvægerligt pådrager individet, men researcher også på alternative tilgange til såvel læring og programmering som kunstnerisk frembringelse gennem kollektive og mekaniske processer.
I det store rum mellem Dybvad Larsen og Griniuk udfolder Tine Adler en pool-scene i størrelsesforholdet 1:1. Scenens bagtæppe består af stoftynde latexstykker, der hænger ned fra loftet i bannere. De er malet i solnedgangens farvespektrum med en teknik, der minder om halvfemsernes svampemalede tapeter og afgiver en stærk duft af gummi og punkteret badedyr. Foran disse et par krystalblå pools af koldskum, liggestole vredet ud af form og en af de i samtidskunsten allestedsnærværende tropiske palmer.
Den næsten filmiske scene afgiver en velkendt California-vibe, kombineret med noget amputeret tomhed, som man finder det i Hockneys poolbilleder. Det er det frie, modstandsløse og nydelsesbetonede ferieliv med sundowners ved poolen og stikkende sand, der klæber til sololieindsmurt hud. Men det er også bevidstheden om det utopiske i drømmen om den evige charterferie, der primært eksisterer i vores barndomsminder. Det er desuden meningen, at Adlers scenografi vækkes til live ved en performance senere i udstillingsperioden, og det bliver spændende at se, hvordan den lidt tomme ramme udfyldes og sættes i spil ved denne lejlighed.
Trods ganske fine værker lider Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling en anelse under, at der er så få kunstnere på holdet. I samarbejde med kurator Kristine Siegel har eleverne sat en ramme om udstillingen, der peger på værkerne som stadier i en fortløbende udviklingsproces, frem for slutpunktet på et afsluttet uddannelsesforløb. Dette er understreget med udstillingens undertitel – some advance in sedimentation / the things that make art – som tjener til at samle de tre ret forskellige projekter i een fortælling. Man kunne måske med fordel have præsenteret de tre kunstnere med hvert sin soloudstilling, som man kender det fra eksempelvis Konsthögskolan i Malmø – ikke mindst, når man alligevel står med tre værker, der både i omfang og kvalitet kan bære det.
