En pointe har hængt fast fra mine dage som kunsthistoriestuderende; nemlig den, at det færdige produkt er mindre vigtigt end ideen og den proces, som har frembragt det. Sætningen dukker op igen i mit møde med duoudstillingen Skald af Marie Søndergaard Lolk og Anne-Mette Schultz i Simians undergrundslokaler i Ørestaden. Her forenes readymade-æstetik, koncepter og kulturelle koder i de to fælles installationer, Sæde og Ryg.
Sæde består af 11 dissekerede korstole arrangeret direkte på gulvet. Modsat de bænke man kender fra danske kirker, ligner stolene bedeskamler, pakket halvt ind i et stykke blødt stof, eller overmalet med en klar azurblå farve. De fremstår tilsmudsede, og man aner noget blasfemisk i kunstnernes afslappede omgang med det sakrale objekt.
En af mine yndlingsdetaljer er de små, dekorative cirkler under stolenes armlæn, hvor man ville placere sine hænder for at bede. Rundt om cirklerne stikker korte, aflange pigge ud, der ligner en tornekrone eller en kønsåbning. Andre steder virker det mindre dekorativt: Hullerne er brændt igennem til en kuglerund cirkel, enten ovenpå brættet eller lige under, og nogle er fyldt ud med sammenkrøllet stanniol. Skal hullerne ses som glory holes, der venter på at blive penetreret? Jeg er ikke sikker på min freudianske analyse om undertrykte drifter, men måske er det også ligegyldigt. Det virker som om, at Lolk og Schultz frigør en kodet fortælling og giver sig i kast med enkle former, der rummer flere lag af betydning.
Langs væggen står en høj og bred træplade, dækket af hvidt mønsterpapir. 16 lodretstående collager er klistret på det tynde papir. Jeg spotter mønstre og små, påklistrede billeder. Træder man nærmere, rummer collagerne en vrimmel af detaljer: Udklip af monumenter, hellige figurer, bygninger, it-maskiner, ufoer, universer og popkulturelle referencer, som Ringenes Herre og E.T. Imellem er der påmalede klatter i en svag lyserød farve og kruseduller af hjerter og kysmunde.
Det hele er en syret blanding af underfundighed og abstraktion, og kunstnerne eksperimenterer på tværs af genrer. Man fornemmer det transformative potentiale der kan opstå i den kunstneriske proces, men på trods af det, giver udstillingen ikke meget fra sig. Værkerne peger på interessante problemstillinger om konstruktioner, foranderlighed og flygtighed, og udstillingen fremstår generelt som en genforhandling af det vi ser og det vi kender, og stiller dermed flere spørgsmål, end den besvarer. Man bliver ikke overrumplet i en udstilling som Skald, men konfronteret med sin egen subjektive afkodning. Absurd, komisk og helt banalt.
