Er det egentligt en sjældenhed at se en tematisk gruppeudstilling kurateret af en kurator, der arbejder i en kunsthal i København?» – spurgte jeg mig selv, da jeg forleden så den netop tematiske gruppeudstilling Varulv! på Overgaden, kurateret af den på Overgaden ansatte kurator Anna Holm. «Ja», svarede jeg.
Gruppeudstillingerne sker for det meste på foranledning af sammenslutningerne (Den Frie på Den Frie for eksempel), rundt omkring på mikro-institutionerne (på Toves, på Sydhavn Station etc.) eller lagt i hænderne på udefrakommende kræfter (Københavnerfestivalen Trust til eksempel). Varulv! er derfor lig med frisk og kærkommen, udråbstegn.
Tematikken for udstillingen er samtidens politiske landskab, som det er indviklet i sprog, spin og retoriske tricks, her med fokus på den gentagende brug af «krisen» som sprogligt motiv. Varulvemotivet derimod er hentet fra den sovjetiske børne-komposition Peter og Ulven, som Sergei Prokofiev skrev både musik og tekst til i 1936, og som peger på, at fjenden bor i os. Ulven er blevet til en varulv som skifter form fra menneske til ulv og samtiden diagnosticeres i Holms introduktion til udstillingen som en sådan shapeshifter.
Dette animistiske spor er smukt tilstede i udstillingen som er struktureret efter en fast parcours – i inddelinger man opfordres til at følge som satser i et musikstykke eller akter i et drama (i overensstemmelse med Prokofievs værk, velsagtens).
Marie Kølbæk Iversens biosoniske lysinstallation Nine Bats og Henrik Plenge Jakobsens hængende gigant-pupper Sanatorium Skulpturen nærmest taler direkte animistisk fra – og ikke mindst sammen – i noget der kunne minde om Batmans fugtige hule. De er meget præcist shapeshiftende: teknologiske/sanatoriske/mineralske/bløde/hårde – animale. Også Jasper Sebastian Stürup og Aurora Sanders værker skifter rundt imellem dyr, mineraler og teknologier og mellem sig selv som objekter og tegninger.
Parallelt eller sammenslynget hermed findes et depressions-spor tydeligst i svenske Iris Smeds video The unsold dream med tilhørende rekvisitter – en løkke at hænge om halsen. Det depressive og det diagnosticerede og psykisk syge menneske kobles i disse år til vores samtid som en effekt af neoliberale, accelererede økonomiske processer. Marx sagde i sin tid om historiens gang: «Først som tragedie, siden som farce» og de to, tragedien og farcen, har nok altid været en shapeshifter og to sider af den samme virkelighed. Det er til at blive vanvittig af.
Kuren eller om ikke andet metoden i udstillingen har et mærkværdigt freudiansk tilsnit og udstillingens sprogfokus på politisk diskurs og retorik vidner om, at sprog er Gud og trods alt den bærende struktur i vores forståelse af verden. Både Lacan og lacanianeren Žižek nævnes i kurators lange og fortættede tekst i formidlingsmaterialet og netop relationen mellem sprog og værk er interessant i udstillingen.
Alle værker står nemlig uforklaret uden formidling af andet end de sædvanlige data: navn, titel og materialer. Derfor nærmest danser værkerne rundt i periferien af tematikken som genfærd eller drømme og mareridt som må tales langsomt frem af den besøgende selv for at give mening i relationen. Det er sådan set en interessant øvelse – om man er på Lacans hold eller ej. Herligt er det, ikke desto mindre, at hverken kunsten eller kurateringen figurerer som didaktiske illustrationer af – eller instruktioner til – det, vi kalder «det politiske».
