Under os, havet

Kinga Bartis’ værker taler ind i tidens dominerende feminismer og surrealismer, men formår at slippe uden om alle ordene.

Installation view, Kinga Bartis, Shores of Selves, Tranen, 2022. Foto: David Stjernholm.

Alting flyder i Kinga Bartis’ værker. Kroppene flyder ud i bølgerne. Bølgernes skumtoppe glider op i himlene og bliver til skyer. Skyerne strækker vingerne ud som havfugle, der svæver eller dykker ned under overfladen, hvor de bliver den strøm, der får havplanterne til at vugge og kysse kvindernes tæer.

Det er kroppe uden afgrænsning, som flyder ud over deres egne konturlinjer, som hvis man ser sit eget spejlbillede i uroligt vand. Det er duvende, klukkende konturer, der lader forgrund og baggrund flyde ind og ud af hinanden på de næsten monokrome lærreder, hvor selv malingen synes at være vasket væk af bølgeskvulp.

Men det er også kroppe, der multiplicerer sig selv. Hænder med lidt for mange fingre, fingre med lidt for mange negle og en krop, der ser ud til at have tre hoveder. Eller måske blot et hoved, der er i bevægelse; fordi kvinden lader sig flyde med vandet eller fordi vandets spejlbillede af kvinden bliver brudt af bølgernes slag mod stranden.

Shore of Selves er Kinga Bartis’ første institutionelle soloudstilling, og det er lidt sjovt, at den finder sted på netop Tranen, der ligger i forlængelse af Gentofte Hovedbibliotek. Sjovt, fordi værkerne ligger og ruller hen over sandbundens småsten, berører og kysser alle ordene, bøgerne og teorierne, før de trækker sig tilbage med tidevandet, og vil være deres egne.

Hvis man skal indfange dem, kan man sige, at de har surrealistiske træk. Kroppenes bevægelser sætter spor på lærrederne, så vi ser kroppen i flere tider i det ellers statiske medie. Man kan også sige, at de foreslår en alternativ, økologisk tilgang til verden, hvor mennesket og naturen er ét, hvor hver figur bærer havene i sig, mens månen skubber billederne frem og tilbage mellem flod og ebbe.

Værkerne taler ind i tidens mere dominerende feministiske forgreninger, særligt hydrofeminismen, der foreslår en flydende overgang imellem kvinde og hav. Her er huden en membran, der lukker verden ind og ud af kroppen gennem det vand, der overrisler og gennemstrømmer kvinden. Frem for én afgrænset, kontrolleret krop, er Bartis’ kroppe i orgasmisk udveksling, ikke med en eller flere udvalgte andre, men som en ligeværdig del af et økosystem, der rummer hele verden.

I udstillingsteksten på Tranen foreslås en biografisk indgang til Bartis’ verden, en læsning, der også handler om sprog. Bartis voksede op som en del af det ungarske mindretal i Transsylvanien, Rumæanien, og flyttede alene til Danmark, hvor hun dimitterede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2018. Teksten citerer sociologen Georg Simmels begreb om den fremmede, der føler sig fraværende i sine nærmeste omgivelser og foreslår, at værkerne repræsenterer et flydende sprog, der kan stå i stedet for et modersmål, der ikke længere dækker kunstnerens livsverden.

Det er ikke forkert at sige, at Bartis taler flydende malerisk. Alligevel er det som om, hverken biografien, surrealismen eller hydrofeminismen rigtig indfanger det i værkerne, der hele tiden flyder væk fra os. Jeg forestiller mig, at det i stedet er en form for malerisk væren, hvor selve maleriet løber igennem kunstneren, som vandet gennem kvinden. En tilstand af forbundethed med sit materiale, hvor der ingen klar afgrænsning er imellem hånden, der fører penslen og maleriet, der fører hånden. Først bagefter kommer sproget, teorien, bøgerne.

Udstillingen på Tranen indskriver syv af Kinga Bartis’ værker i en installatorisk helhed. På gulvet ligger et tykt tæppe, der changerer i forskellige blå nuancer, som lå havet lige under os. Omkring udstillingens tre mest markante værker – tre store rektangulære fremstillinger af kvinder og hav i blålige toner – bevæger maleriet sig ud på væggen med små penselstrøg, der antyder, at værkerne kunne indtage hele rummet. Både tæppet og malerierne ekkoer på væggen antyder dét, som værkerne også selv gør opmærksomme på, nemlig at maleriernes rum ikke er afgrænsede verdener, men er forbundet med hinanden, med rummet, vores kroppe og vandet under os. Det er en antydning, mere end et greb, og som sådan vellykket.

Det er egentlig ikke, fordi værkerne behøver et ekstra installatorisk lag, for de fremstår allerede som del af en ikke-hierarkisk og ordløs samlet helhed. Det er værker, man kan gå forudsætningsløst ind i og lade sig gennemskylle af, som ikke taler om motivernes kroppe, maleriets kroppe, men om vores kroppe. Lade sig risle igennem, omfavne af vandet og komme ud på den anden side. Forfrisket og våd, men ikke druknet.

Kinga Bartis, slow breather for now, 2022. Akvarel, pigment og harelim på lærred, Tranen, 2022. Foto: David Stjernholm.