En glad bunke identitetsafsøgende værker benytter sig blandt andet af vittigheden og den sciencefictionagtige underliggøring.
En typisk «kreativ» skolestil vi blev udsat for i de mindre klasser handlede om en 5-øres rejse. 5-øren er jo i udgangspunktet en dum – eller måske snarere stum – lille genstand, og det kan hurtigt blive svært at sige hvad en 5-øre faktisk er, uden at brede sig ud i diverse fortællinger. Penge er idag mere immaterielle og abstrakte størrelser end nogensinde før, men genstanden, mønten, kunne i et barns fantasi selvsagt opleve mange mærkelige ting, ikke mindst kunne den tabes og findes et utal af gange. Vi laver os billeder af det vi begærer; en yndig ung dreng, et stykke frugt præsenteret på et fad. En storm af spørgsmål kan stilles til hvad tingen er; drengen, frugten, og tingen kan – i al sin praktiske afgrænsethed – uden større problemer præsenteres som et kunstværk; kunstig fordi værket står i modsætning til det levede liv. Det er imidlertid ikke svært at opdage, tænker jeg, mens jeg går rundt på Bergen Kunsthall, at vi er utrolig trætte af den slags spørgsmål nu, og hellere vil spørge på helt andre måder. I stedet for at fremholde frugten som en attråværdig og ude-af-denne-verden-agtig genstand vil vi hellere spørge til frugtens tilblivelseshistorie, frugtens lange rejse fra et eksotisk land, hvordan frugten flettes ind og ud af diverse historier, individuelle så vel som kollektive, og hvilke etiske implikationer denne frugt repræsenterer; plukket af fattige bønder i en fjern, sydamerikansk diktaturstat og samlet op af os i en butik og nydt på en henkastet og tankeløs måde.
Forestillingen om øgende hastighed, som om verden skulle være en slags dirrende rumraket der bevæger sig så hurtigt at den næsten eksploderer, er med til at fuzze de faste identiteter op, for eksempel levede jeg – Deres anmelder – trygt og roligt i mange år som en dansk person i Danmark, et udramatisk koncept, no questions asked, noget den almene flux siden skulle spolere. At tale i et rum, om hvad som helst i verden, byder mig altid at indlede med en forklaring: «Ja, hej. Jeg er den-og-den, jeg er en dansktalende norsk kritiker» – min identitet er ikke længere selvsagt og underforstået, den er blevet til en historie, en forklaring, og spørgsmålet om legitimitet ligger lige rundt om hjørnet. Tanker som disse svirrer rundt i hovedet på mig, mens jeg langsomt spadserer gennem de syv rum som udgør Bergen Kunsthall, og lidt anstrengt forsøger at etablere samtaler med diverse værker – ja, med alle 23 friske unge kunstneres bidrag, selvsagt, det er min pligt at forsøge! Idag er det min pligt at totalmingle, så vidt som det overhovedet er muligt.
¤
 |
| Tua Broms, Matter |
Den sureste og mest afvisende genstand jeg træffer på er Matter af Tua Broms. Matter er en lidt organisk snoet søjle som strækker sig fra gulv til loft, en stabel af små firkantede stykker ubestemmeligt materiale. Does Matter really matter? Værket strækker sig mod loftet i al sin trodsige, verdensafvisende vertikalitet. Jeg må virkelig stalke denne genstand hårdt før den gider at sige noget, og da snakker den mest om sin egen mystiske materialitet, som ser både hård og blød ud på samme tid, og som først åbenbarer sin skønhed når man stiller sig tæt ind til værket og ser ned: Da begynder alle de små, firkantede plader at glitre. I kataloget præsenterer Broms os for et digt formet som en sky af udspredte ord, plus et fotografi af de små, firkantede plader før de blev samlet i sin vertikale orden. Der er en åbning her, men det er svært at sige hvorhen døren fører.
Et andet værk som virker lige så bortvendt og poetisk er Sarah Josts du går in i Lokalen som er så diskret placeret at publikum uden videre kan gå in i Lokalen uden at ane det selv: Josts værk består af tre rum med vægge af sarte, blafrende bogsider der hænger ned fra loftet i tre forskellige niveauer. Der er en historie her som ikke er umiddelbart tilgængelig, alle bogsider har kun svage aftryk af teksten tilbage, vi bare aner at bogen er gammel, trykt med gammeldags gotiske bogstaver. Noget af den information som er udeladt (og som man bare kan tigge sig til på gaden) er at rummene er et slags visuelt remake af en gammel gård i Sverige. Jeg har egentlig sans for stilheden og bortvendtheden, og ser at den er fuldt intenderet. Denne historie er det bare dig selv som kan aktivere, eller også passere intetanende forbi.
¤
Men hvis Broms og Jost repræsenterer noget typisk for udstillingen er det bare i interessen for tekst, her med reference til det punktvise, poetiske. Ellers strømmer rummene bogstavlig talt over af fortællinger, især om identitet. Og jeg er vel ikke helt på fisketur når jeg forsøger at nærme mig udstillingen gennem en forståelse af den som en vifte af processuelle og narrative, identitetsafsøgende projekter. Der går imidlertid lang tid før jeg begynder at interessere mig for det overordnede kuratoriske greb, konceptet for udstillingen, som jeg vel mest opfatter som et forslag til en indfaldsvinkel, og begynder at se en vag sammenhæng mellem dette og mine egne forblommede tilnærmelsesforsøg. Jeremy Welsh, som er koordinator for masterstudiet ved KHiB, spørger i kataloget om kunsten eksisterer i real time eller unreal time, om den eksisterer i en ydre, tidsmæssig ramme – om den er del af «verdenstiden» – eller om den skaber sin egen tid, og om denne tid i så fald kan betragtes som real time eller unreal time. Her danner «verdenstiden» – det vi kan kalde for Historien – og kunsten to forskellige akser; den sidste fuld af kaninhuller, en slags varighed som kan foldes og strækkes, som har kraft til at underliggøre, og som kan betragtes som et bizart parallelunivers, men også som et hyperreelt rum, mere virkeligt end virkeligheden.
¤
 |
| Katrine Meisfjord, As White As It Gets |
Birger Åseson Storaas’ mærkværdige og – ja, magiske – animationsfilm Playing Soldiers danner et sådant underliggjort rum hvor legetøjssoldater glider rundt og rundt efter hinanden som en anden mobile, i evig spænding over en spejlblank vandflade. Der er stjerner – eller er det sne – og et lydspor bestående af lange, glidende toner. Men det er ikke nødvendigvis et værk som vil få os til at gyse over spændingen mellem krigens grusomhed og anmiationsfilmens drømmende runddans. I kataloget antyder billederne af smeltende legetøjssoldater snarere et arbejde som har med softening af maskuline klichéer at gøre.
Om ikke andet, Playing Soldiers danner et eget loopy univers hvor fx Katrine Meisfjords installation As White As It Gets er et eksempel på en mere aktivistisk indstillet kunst som udgør en egen lille vidensbase fuld af konkrete forlag som kan ændre på forholdene udenfor Bergen Kunsthall. Men As White As It Gets har også en egen formel skønhed over sig: En række af hvide kitler skærmer et hjørne af rummet af hvor man kan sætte sig på en række stole og – med udsigt til kitlerne – lytte til nødhjælpsarbejdere der taler om deres erfaringer i felten.
 |
| Aleksander Stav, Whiteout Arctic Snowcruiser |
I dette tilfælde synes jeg om Meisfjords praktiske indfaldsvinkel, til sammenligning falder nogle af de mere underliggøringsoptagede værker i samme rum ud i et lidt plat, sciencefictionagtigt halvmørke. I rummet ved siden af – og i samme kategori – breder Aleksander Stavs Whiteout Arctic Snowcruiser sig ud som et både ganske tavst og massivt objekt som oser af en sådan The X-Files-agtig male mystique. Underliggøringen tager ikke sjældent vittighedens form, overordnet er der faktisk meget at le af på udstillingen, og det er jo en god ting: Latteren hører til i den fysiske verden, eller markerer måske netop punkter hvor den genkendelige verden flyder sammen med parallelle universer fulde af forskydninger. Jeg nåede at more mig over Mia Øquists hysteriske installation à la butik BillettskrankenAS som ironiserer ikke så lidt over subkulturelle koder hvor du på den ene side inviteres indenfor, men hvor eksklusiviteten hele tiden understreges via diverse obskure medlemskort og medlemsfordele. Også Jet Pascuas video First Filipino Ever fik mig til at le: Her indtager kunstneren udklædt som bjergbestiger med stort besvær en affaldscontainer med et tåget norsk naturlandskab i baggrunden. Det filippinske flag placeres på toppen af containeren, hvorefter den besværlige nedstigning tager sin begyndelse. Videoen slutter når man hører lyden af en bil som starter.
¤
 |
| Susanna Elisabeth Kajermo, Rena själar |
Der findes stadig objekter her som forsøger at klippe over telefonledningen, som tipper mod stilhed snarere end samtale, flere af disse har jeg allerede nævnt, men endnu flere af de unge kunstnere (for eksempel Kwestan Jamal Bawan og David A) arbejder mere kybernetisk og forsøger at bygge kunstobjektet ind i og sammen med det selvbiografiske. En favorit her er Ane Sagatuns morsomme pseudokonfessionelle kunstnerportræt – videoen I am what I am – hvor kunstneren lader sig interviewe som om hun var en ekstremt præstationsorienteret sportsstjerne. Identitet og relationer undersøges også i Susanna Elisabeth Kajermos følsomt udførte blyantstegninger af børn og deres mere eller mindre sadistiske lege med dyr – jeg bliver bogstavlig talt suget igennem rummet mod en utilfreds sort kat som er hængt op med klemmer på en tørresnor. Men allergladest bliver jeg nok af Ragnhild Johansens værker som på mange måder er de mest enkle på hele udstillingen, men samtidig er de simpelthen gode think pieces. Et væld af tanker og overvejelser åbner sig konfronteret med disse rå træpaller og -plader som tilsyneladende ikke gør meget andet end at vise frem årerne i træværket, årer som pludseligt og uden varsel giver sig hen i en snoet – og vældig u-naturlig, photoshoppet – snirklet dans.
Ingressbilde: Ragnhild Johansen, «Kl.A EUR-pall (leaned against the wall)»
Synnøve Vik om avgangsutstillingene 2009 i Billedkunst 4/09:
«74 nye kunstnere fordelt på fire masterkull og sju ulike utstillingsarenaer innebærer nødvendigvis et vell av mer og mindre interessante uttrykk. Å etterlyse overraskelser og utfordringer ved en masterutstilling er kanskje for strengt. Likevel, det er ikke veldig mange verk som overrasker eller utfordrer ved årets avgangsutstillinger. Men en liten gruppe fra 09-kullet skiller seg ut. Her er årets beste.»
Honor roll, Synnøve Vik, Billedkunst 4/09, 23.06.2009
Nå i Fotogalleriet i Oslo: Seks uteksaminerte studenter fra Kunsthøgskolen i Bergen viser kamerabaserte verk fra sine Masterprosjekter. Disse ble tidligere vist ved Bergen Kunsthall under MA-utstillingen “In Real Time It Would Last a Thousand Years” i april i år. I utstillingen ABOUT TIME ved Fotogalleriet vil de seks kunstnerne samle video-, foto- og tekstbaserte arbeider, som tematisk spenner over emner som individuell eller kulturell identitet; tid, sted og rom; forholdet mellom språk og bilde.
De 6 deltagende kunstnerne er:
Cato Løland, Alette Schei Rørvik, David Rios, Kirsti van Hoegee, Birger Åseson Storaas og Jet Pascua.
Utstillingsperiode 19. juni – 5. juli 2009.
Bare ganske kort, jeg forsøger jo at fremføre et slags standpunkt i min indledning (hvis nogen har bemærket det) som går på objektet som “ren” ting versus objektet set i lys af dets historie; fortællingen om objektet, og der må jeg igen sige at jeg får lidt for lidt ud af et værk som Matter. Nu har jeg gået rundt og studeret alle vertikale kunstgenstande på min vej og senest så jeg et værk af den polske kunstner Miroslaw Balka på Tate Modern, princippet er som det ses her).jpg, sæbestykker på en snor, i dette tilfælde hængt vertikalt, og jeg må sige at værket havde slående lighed med Matter, bare siger materialet mig uendeligt meget mere, især måske fordi det er udstillet ret ved siden af Beuys-rummet. Ville Beuys’ installationer med fedt være lige så interessante uden den dramatiske historie (om den nu er sand eller ikke) – som netop kobler an til Historien – om hvordan han blev reddet af tartarer og rullet ind i filt og fedt efter et flystyrt under 2. verdenskrig? Næppe. Det er her – både hos Balka og Faldbakken – at objektet og historien (og Historien) klinger sammen, og det behøver ikke være et enten/eller, som jeg også oplever det med Meisfjords værk så findes der en formel kvalitet i kombination med kvaliteter som går på – hvad skal vi sige – problemstilling.
Med hensyn til Aleksander Stavs værk så må jeg gøre opmærksom på at dette ikke er en læsning af værket, men en kommentar; jeg har desværre ikke plads til at gå nærmere ind på alle værker, det siger sig selv. Man kan argumentere for at Whiteout Arctic Snowcruiser forsøger at se ud som en tegning og på den måde leger med objektets tyngde (bilen) versus tegningen af objektet (som er fjerlet) – det er en af de ting jeg kan sige som muligvis, på klichéplan, gør værket til noget andet end maskulint, gør det til en leg med modsætninger og opfattelser. Om Anngjerd Rustand bliver træt eller ikke, jeg bliver i hvert fald aldrig træt af en vis strategisk skævtlæsning af kunstværker of all kinds. Kritikerens måde at vælge i rummet, vælge hvad hun vil vie sin opmærksomhed (valg som heller ikke nødvendigvis er lette for hende selv), har en retorisk kraft som jeg … næsten tror jeg vil bekende mig til, om så folk bliver trætte eller ej.
Jeg kjenner ikke til intensjonen bak Matter, og jeg er usikker på om Tua Broms har regnet med at man vil kjenne igjen materialet (jeg så det ikke før noen fortalte meg det, så jeg likte det først av andre grunner) eller om det nettopp skulle få være matter, en eller annet ubestemmelig, men likefullt påståelig, substans. Om det første skulle være tilfelle, ville det bety at innholdet er underkommunisert. Jeg tror det ville tjent verket om det var opplyst om materialet (men helt sikker er jeg ikke).
Hvor mye informasjon er egentlig nødvendig? Det er kanskje et av de viktigste og vanskeligste spørsmålene i forhold til kunstproduksjon (kanskje blir det lettere med årene?) Man kan risikere å forsvinne, i hvert fall i en så brutal sammenheng som masterutstillingen, om man er eller gjør seg for utilgjengelig. Men frykten for å si for mye, bli overtydelig, banal, er langt større hos veldig mange, meg selv inkludert. Man ender gjerne med å trekke fra, fjerne så mye informasjon som mulig “ ofte med hell, viser det seg “ men det er et kommunikasjonseksperiment hver eneste gang.
Det er flere fine observasjoner i omtalen, men jeg vil kritisere anmelderens beskrivelse av Aleksander Stavs verk som «breder […] sig ud som et både ganske tavst og massivt objekt som oser af en sådan The X-Files-agtig male mystique.» Nå er jeg ikke uenig i at det er et maskulint arbeid, jeg synes bare måten kjønnet trekkes inn i sammenhengen på er i overkant spydig. Kjønnsbaserte forventninger og dommer er noe av det mest trettende jeg ser i kunsten og kunstnertilværelsen (se også tidligere skriverier). Ene eller andre veien, det kan være det samme.
Det virker forøvrig som det er en lovmessighet i at diskusjoner som følger gruppeutstillinger kommer til å dreie seg om kritikken (evt også kuratoriske grep eller fraværet av sådanne) og ikke først og fremst arbeidene og kunstnerskapene. Det er kanskje lettere å snakke om det som allerede har et språk?
Christer Dynnas lenke til bloggen som er en del av Katrine Meisfjords prosjekt virker dessverre ikke, så jeg poster den derfor her: Aid from the South.
En «åpning» eller ledetråd i Matter fører nokså direkte til materialenes semantikk, og er dermed ikke så taus: Det skimrende materialet søylen består av er yaki sushi nori, eller ristet sjøtang, altså et underliggende wrapping-materiale i sushi-retter (ruller).
Søylen fremstår kan hende også som en mer hjemlig utførelse og oppfyllelse av Brancusis Uendelige søyle men det forgjengelige materialet virker som en sterk kontrast til dennne modernistiske mesteren og hans evighetsskulptur.
Tittelen kan også forstås som norsk, gulv-matter, og gir enda en referanse til det underliggende, og kanskje kan basesse à la G. Bataille leses inn i det (særlig da hun bruker gult toalettpapir i et annet av sine arbeider)?
Uansett, her er det også lagt veldig mye i arbeidsprosessen, for hvor unnseelige og forgjengelige nori-flak enn er, så er det et krevende håndverk å formgi (til forskjell fra nevnte” Videoskulptur”:http://mnartists.org/uploads/news/f5a56892300468fd2601ab3668edf0fb/f5a56892300468fd2601ab3668edf0fb_scale_510_382.jpg, som har visse formale likheter.)
Broms’ bakgrunn er så vidt jeg kjenner til, fra keramikk (Spesialisert Kunst som det sorterer under i Bergen-bachelorgraden) der nettopp trening og materialbeherskelse er en nødvendig og forterpet disiplin.
HUSLIG MATERIALITET
Keramiske utøvere har i århundrer forsynt den upåaktede hverdagen med hjelpemidler (da toalettpapir alt er nevnt: f.eks. vannklosettet) men særlig kjøkkenet fikk sine hjelpemidler fra krukkemakerne. Deres virke får ikke noen oppmerksomhet i verken hverdagslivet eller i kunstlivet*, akkurat som yaki sushi nori som bare tjener til å lage fasjonable kreasjoner bestående av fisk mm.
Jeg deler anmelders syn på prosjektet til Katrine Meisfjord, som berører forhold langt utover problemstillingen Kunsthallens rungende “hvem er jeg” eller Hvem er Vi (i denne kunstmanesjen). kunstkritikk.nos lesere bør derfor også få tilgang til bloggen som er en del av prosjektet.
*)I boken Thinking through Craft behandler Glenn Adamson denne supplement-posisjonen kunsthåndverket har hatt til de skjønne kunstner, som fortsatt virker bestemmende på kunstarenaens sortering og hierarki.
Well, Kristoffer, I guess I’ve lost that loving feeling. Jeg skal forsøge at forholde mig til hvad der faktisk står, som du også gør, ikke til diverse omstændigheder udenom teksten, som fx det faktum at mit fokus helt sikkert var andre steder (optaget af at omtale så mange værker som muligt så præcist som muligt, og i det hele taget finde ud af hvordan en sådan tekst – som jeg aldrig har skrevet før – skulle formes) end lige dér, midt i det vigtigste; at forholde mig rimeligt (i dette tilfælde gerne “erotisk”) til det enkelte værk. Man kan sige at jeg overordnet fandt opgaven etisk forpligtende, noget som kan have taget noget af fusen ud af den sensuelle tilnærmning. Så jeg giver dig ret, selvom det er tungt at blive kaldt for en uerotisk hermeneutiker. Snufs.
Jeg elsker jo Susan Sontag, men jeg har aldrig forsøgt at gå i hendes sko, sådan 100%, men vi snakker jo sammen. I “Against Interpretation” skammer hun de dumme, fortolkningsivrige kritikere ud fordi hun mener de krænker værkets sensuelle overflade, forfolkningen “excavates, destroys; it digs “behind” the text, to find a sub-text which is the true one” og hun søger en “anti-penetrerende”, ikke-voldelig måde at anskue kunst som afslører “the sensuous surface of art without mucking about in it” – vakkert, jeg er enig. Men jeg er heller ingen æstet, og det synes jeg nok man kan kalde Sontag her.
Nu tullede jeg mig nok ind i forestillingen om at jeg var på et slags cocktail party, ikke en kunstudstilling, og fremviser en vis “overfladegennembrydende” trang i min tilnærmning til Matter (“stalke den hårdt” og ord som “døre” og “åbning” etc), men jeg synes samtidig at jeg giver udtryk for at jeg faktisk finder noget; jeg finder forskelle mellem hård og blød, mellem mat og glitrende, og hvis jeg skulle udvide det med katalogets præsentation i baghovedet så kan man måske ane at værket tænker på noget som har med udspredthed og samlethed at gøre; horisontalitet og vertikalitet, dele og helhed, og på modsætninger (som ordskyen består af) som går op i ét når de små plader samles og bygges op mod taget.
Nu var det faktisk ikke min plan at sige noget om Broms’ og Josts værker i udgangspunktet, men det sneg sig ind, måske netop fordi det var svært for mig at sige noget, og omtalen af de to værker ender jo med at jeg (i stil med min omtale af Ingrid Z. Aanestad roman som ligeså kan kaldes “stille” og “feminin” og “poetisk”) forsvarer værkernes ret til at være i rummet “som sig selv”, som “bortvendte” eller hvad skal vi sige. Josts værk viser jo denne dobbelthed tydeligt på den måde at der findes “mening” (teksten i bogen), men den er slettet, utilgængelig. Som et ps kan jeg måske tilføje at en del blev ødelagt for mig i forhold til Matter fordi jeg ikke kunne få et andet værk ud af hovedet, nemlig Matias Faldbakkens Video Sculpture som jeg faktisk synes er et mere sanseligt værk, samtidig med at det “siger” mig mere, i kraft af referencerne til Taliban-styrets censur af amerikanske videofilm. Så jeg er stadig sådan lidt HUH? til Matter, altså, and I refuse to fake an orgasm.
Tak for svar, Kristoffer. Som min statuslinje på fjæsbogen lyder just nu: “In place of a hermeneutics we need an erotics of … my foot in your ass!” Skal vende tilbage med mere i posen snart.
Altså, jeg har vært litt innom Susan Sontags «Against interpretation» i det siste. Den er med å danne min frame-of-mind for tiden, for å si det sånn. Og du inngår også i denne sinnstilstanden, siden jeg har en opplevelse av å ha støtt på Sontags navn i tekster fra ditt tastatur relativt ofte. Derfor ble jeg overrasket over å lese det siterte avsnittet i en tekst av deg, siden jeg ikke syns det er et særlig erotisk avsnitt.
Verket slo også meg som noe som demonstrerte sin materialitet, nærmest trassig slik du skriver, men da må vi kanskje tilnærme oss det litt annerledes, særlig som kritiker. Nettopp ikke få det til å «si noe», men heller oppleve, skildre, formidle på en måte som lar verket «finne sted» i teksten på en eller annen måte. Personlig er jeg vel mer hermenaut enn estet, men det slående med et verk som Matter er vel heller dens svaiende balansekunst; materialets kombinasjon av letthet (de tynne flakene) og den massive stolpen, enn en eventuell inngang til verket.
Det er ikke meningen å være en suring, eller å drite deg ut. Det var mer ment som et vennlig dult med albuen (og kanskje en liten anelse skadefryd fra en som noen ganger føler seg for konvensjonell i sine møter med kunsten, sammenlignet med andre, mer progressive, stemmer).
Yeps, kom gerne igen, beklager den defensive reaktion.
Åh, jeg er bare litt opphengt i LITTEHF-pensum for tiden. Skal komme tilbake med noe mer, lover, men nå må jeg ut i stormen.
Hvis du kan gøre det bedre, Kristoffer, så er du velkommen. Om det er et regressivt sprog, og et andet kunstsyn end jeg fx har flashet i min tilnærmning til Johan Jönson eller whoever, tror du det skulle røre mig på nogen måde? Dette er (mellem os sagt) en både snill og sliten anmeldelse, og jeg ser da godt at ord som “magi” og “skønhed” popper op, og det er da sjovt, det overrasker mig da, og jeg tænker netop at jeg var i en tilstand af let regression da jeg skrev/tænkte, men jeg kan stadig ikke se hvad du lissom tager mig i, har jeg bandet in the Holy Church of Jacques Derrida?
Øh, nej? Det jeg fandt var materialitet, var det ikke? Og jeg har vel næppe svoret troskab til én måde at anskue kunst noget sted, har jeg?
Den sureste og mest afvisende genstand jeg træffer på er Matter af Tua Broms. Matter er en lidt organisk snoet søjle som strækker sig fra gulv til loft, en stabel af små firkantede stykker ubestemmeligt materiale. Does Matter really matter? Værket strækker sig mod loftet i al sin trodsige, verdensafvisende vertikalitet. Jeg må virkelig stalke denne genstand hårdt før den gider at sige noget, og da snakker den mest om sin egen mystiske materialitet, som ser både hård og blød ud på samme tid, og som først åbenbarer sin skønhed når man stiller sig tæt ind til værket og ser ned: Da begynder alle de små, firkantede plader at glitre. I kataloget præsenterer Broms os for et digt formet som en sky af udspredte ord, plus et fotografi af de små, firkantede plader før de blev samlet i sin vertikale orden. Der er en åbning her, men det er svært at sige hvorhen døren fører.
Christensen som hermeneutisk meningssøker?