Aktuelt opleves to meget udbredte tendenser i den yngre samtidskunst: den ene handler om geologi (jordbund, beton, gips, kobber, noget gammelt), den anden om fladen (det digitale og syntetiske, moiré-effekter, noget ustadigt og hurtigt). De handler i øvrigt begge om materialitet. Jan S. Hansens udstilling Abstract Sports Copenhagen er en slags sammenføring af begge tendenser, der hver især bærer interessante diskussioner med sig, dels om den digitale sfære og dels om et behov for en tilbagevenden til noget langsomt og jordbunden. Spørgsmålet er derfor på hvilken måde Hansen indskriver sig i denne aktuelle tendens?
Det første man møder på udstillingen er et par løbesko på en lille hvid piedestal. Her lægges udstillingens præmis frem: den ene løbesko er sprayet sølvfarvet, den anden er forsølvet i ædelt metal. Der er tale om to forskellige behandlinger, en syntetisk og en ædel, som resten af udstillingens værker også «behandler». En række «malerier» er skabt ved at spænde det netagtige stof som findes på løbesko i flere lag rundt om et ensfarvet stof, sådan at en række flimrende moiré-formationer skabes (titlerne på værkerne er netop Moiré). I bagerste rum findes en række værker, også ophængt på væggen, skabt af naturmaterialer som beton og gips, der har en række abstrakte formationer i materialet og som er påstrøet syntetiske firserfarver (turkise, pink og gullige toner i stil med den legendariske Zapp-is, der netop er blevet relanceret).
Det er Jan S. Hansens tredje solo-udstilling på IMO på kun to år, den sidste for lidt over et halvt år siden. Enten er det et udtryk for at IMO (der de sidste fire år har været et af Københavns mest succesfulde udstillingssteder i kategorien kunstnerdrevet kommercielt galleri) nu kun har fire kunstnere i hus, eller også er det fordi Hansen (der er født i 1980 og har rejst og boet i mange dele af verden), har ubændige ting på hjerte som kræver hyppige solo-udstillinger? For kigger man på de to tidligere udstillinger er det klart, at repertoiret er virtuost vidtfavnende. Fra den første soloudstilling i 2011 bestående af lakmalerier og keramiske masker, der behandlede store emner som døden, gud, stoffer og drømme, til den aktuelle udstilling, hvor det åndelige element tilsyneladende er helt udraderet til fordel for rene overfladebehandlinger.
I pressemeddelelsen nævnes det at København er verdens tredje dyreste by at bo i, at IMO kun ligger 4,6 km fra verdens bedste restaurant Noma, og at mange af værkerne er skabt af løbestof indkøbt fra England og USA – og antyder dermed et tema om import/eksport, globalisering, penge, gourmet og marketing. I sammenstilling med værkerne opstår altså en tematik om globaliseringens sammensurium af det ædle og det falske, det autentiske og det hurtige, brands og labels, der i udstillingen blandes på samme måde via abstrakte, materielle formundersøgelser skabt af lige dele billigt sportstøj til gips- og betonmalerier ledsaget af et stænk af parfume (på en sokkel står en række parfumeflasker til fri afbenyttelse).
Udstillingen opsummerer præcist (og opfindsomt) tidens aktuelle fokus på materialer med en mere formel værkpraksis, hvor både løbetøj og beton reelt bliver sanselige, abstrakte «malerier», hvor det ene materiale ikke værdisættes over det andet, men fungerer på niveau med hinanden i forskellige konstellationer. Endda får det «naturlige» (betonen, gipsen) lige et stænk syntetisk farve, hvor løbetøjsmalerierne i sig selv er en indvending mod den tunge tradition af oliemalerier på lærred. Men når man har set Jan S. Hansens øvrige udstillinger omhandlende både spiritualitet og humor, virker denne udstilling kalkuleret, som en nærmest ironisk og ferm kommentar til tidens materialefetichisme, som den dog ikke selv hæver sig over. Vi forbliver – som tiden nu foreskriver – på overfladen.
