I Danmark vækker Joseph Beuys’ udsagn om at «alle mennesker er kunstnere» genklang i den brede befolkning. Ikke som et avantgardistisk credo, der udfordrer kunstens og kunstinstitutionens grænser. Genklangen oprinder i en mere populistisk fortolkning. Her til lands tror vi på den frie, individuelle kreativitet og er mistænkelige over for den skolede kunstner og de institutioner, som bygger på en antagelse om, at kreativitet er forbundet med dannelse og uddannelse. Der er ingen som skal fortælle os, hvordan vi skal være kreative. Vi er det på vores egen måde. For os er den autodidaktiske kunstner idealet. Derfor udstiller vi også stolt Dronningens malerier på de store museer og derfor er den tidligere leder (nu kulturordfører) af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard begyndt at male. Kreativitet er med andre ord ikke noget der udfordrer gældende forestillinger, men noget der bekræfter, det vi alle allerede vidste: Nemlig, at vi alle er kunstnere. Om ikke andet, så i vores egen opfattelse. Ingen skal afgøre om vi er kunstnere eller ej. Det ved vi bedst selv. Det bestemmer vi selv. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen slog det fast da han i 2002 annoncerede sin kulturkamp mod eksperter og smagsdommere.
En af de mest markante manifestationer af denne populistiske fortolkning af Beuys er de såkaldte forårs- og efterårsudstillinger, hvor alle kan sende værker ind og måske være heldige at slippe gennem juryens nåleøje. Ironien er åbenlys. Selvom vi lovpriser kreativiteten hinsides den hvide kube så er det at udstille på de bonede gulve og vægge er alligevel yderst eftertragtet. Vi er alle kunstnerne, jovist, men vi er det alligevel lidt mere når vi får anerkendelse fra institutionen. Det må vi trods alt indrømme. Med mindre vi ikke slipper gennem nåleøjet. Så ser vi selvfølgelig blot en bekræftelse af institutionens elitære ånd.
På Kunsthal Charlottenborg har man længe kæmpet med disse udstillinger, der har en lang tradition tilbage til forrige århundrede. De står i et nærmest antagonistisk forhold til ambitionerne om at gøre institutionen til hovedstadens førende udstillingssted for international samtidskunst. Ikke mindst fordi de fonde der står bag udstillingerne har så forholdsvis stor magt. Flere af institutionens tidligere ledere har gerne villet af med udstillingerne, men det har vist sig svært at realisere. Også fordi udstillingerne trækker et stort antal besøgende til (langt flere end samtidskunstudstillingerne) og derfor har opbakning i medierne og hos politikerne. Begge er nemlig også af den opfattelse at alle er kunstnere, og at institutionens eksklusivitet er noget en lille gruppe ondsindede smagsdommere har skabt.
Måske i en erkendelse af, at man aldrig slipper af med disse udstillinger har man på Kunsthal Charlottenborg gennem de seneste år handlet proaktivt, som det hedder i nutidigt managementsprog. Man har forsøgt at modernisere konceptet, så det har mere karakter af en international samtidskunstudstilling, hvor det lokale islæt er stærkt nedtonet. For nuværende synes det at være en om ikke andet farbar vej at gå.
I årets udgave er Forårsudstillingen således en maksimalistisk præsentation af nutidig kunst, design og arkitektur fra det meste af verden, og har endda en sort (blåmalet) sydafrikansk kunstner som poster girl. Charlottenborgs lokaler er fyldt til bristepunktet med værker af de ikke mindre end 74 kunstner, som den internationalt velansete jury har vagt. I alle tænkelige medier og formater afspejler de i følge juryen, «hvordan globaliseringen indvirker på mennesker og samfund.» Et statement der i sig selv afspejler, at det overordnede perspektiv for Forårsudstillingen ikke længere er det enkelte individs hyggelige evne til at skabe, men mere problematiske emner, der angår et større fællesskab.
Og det tilsyneladende uden at skræmme publikum væk. Til åbningen kom der efter sigende 4000 mennesker forbi i de fire timer den stod på (en sjettedel af det samlede besøgstal i 2012). En blanding af the usual suspects og nye unge ansigter så på værker og drak glad fadøl og vin. Og som det efterhånden hører sig til var der også performances. Først var der en kvindelig kunstner som med sine bare hænder malede muddercirkler på væggen. Fluxus ultra light, som ikke desto mindre lod til at underholde de forbipasserende. Dernæst var der en lille koncert med nordisk sang og trompet og elektronik foran et kæmpe landskabsmaleri a la Per Kirkeby. Her stod folk så tætpakket, at man måtte afspærre et skrøbeligt gulvværk, der allerede var gået lidt i stykker. Men det bidrog bare til fornemmelsen og oplevelsen. Det var en fest. Og alle kunne være med. Charlottenborg var en vellykket ramme om en folkelig fejring i kunstens tegn. Snakken om elite og eksklusivitet var glemt. I hvert fald for de tilstedeværende.
Hver fredag ser cirka to millioner danskere programmet X Factor, hvor unge håbefulde musikere performer foran et panel af eksperter. Programmet har kun en vinder. Den der har x-faktor. Her er smagsdommere og forestillinger om at nogle er noget mere særligt end andre en integreret del af befolkningens forhold til kreativitet. Her kan vi godt lide at der bliver skelnet mellem kunstneriske vindere og tabere af eksperter og smagsdommere. Forårsudstillingen er ikke X Factor. Der er langt fra 4000 til to millioner. Det ene er finkultur i hovedstaden, det andet er masseunderholdning i bedste sendetid. Men alligevel. Ud af de 74 deltagende kunstnere har juryen nomineret ti, hvoraf tre får priser og tre er vindere. For andet år i træk uddeles der en national og international solopris samt en jurypris, som hver får en lille soloudstilling på næste års Forårsudstilling.
Prisuddelingerne understreger, at det at være med på Forårsudstillingen er ikke længere blot et mål i sig selv. Det er et trin på karrierestigen. Et sted man kan blive opdaget. Det gør den mere ambitiøs. Både for de udstillende kunstnere og juryen. Og det klæder udstillingen uanset om det er en kæmpe rodebutik med stærkt svingende kvalitet. I stedet for at synke ned i en sump af alt godt fra folkeskolens formningslokale, har man indtrykket af at se værker af folk som grundlæggende vil arbejde seriøst med kunst og som i flere tilfælde har talent.
Forårsudstillingen er stadig rundet af forestillingen om, at vi alle i princippet er kunstnere, men signalerer samtidig at nogle af os er gode kunstnere og andre af os er mindre gode kunstnere. At nogle fortjener at udstille offentligt, mens andre skal lade værkerne blive hjemme. Og ikke mindst, at konkurrencen om væg- og gulvplads ikke er et nationalpopulistisk anliggende. Deri ligger et modsvar til den kulturelle banalisering og politiske instrumentalisering af kreativitet, der har så rodfæstet et greb om den danske befolknings forhold til kunst. Om det bliver hørt og vækker genklang hinsides Kunsthal Charlottenborgs lokaler er imidlertid tvivlsomt. Den store kunst er jo at få festen til at vare ved efter selve festens ophør og at overbevise dem der ikke var med til festen. Her er der trods alt nok et stykke vej igen.