Hvis man husker at kigge op fra sin Iphone idet dieseltoget kører vestover og forlader Storebæltsbroen, så er det Fyn man ser udenfor vinduet. Ja, det giver sig selv, men om det man ser er synderligt anderledes end det man kunne se på den anden side af vandet er nok betonet af hvor aktivt og investerende et blik man sender. Årets første bøgetræer sprang ud på Fyn, siger Google, og der er måske noget særligt tropisk-eksotisk over øen mellem Store- og Lillebælt og i hvert fald er også Det Fynske Kunstakademi det første akademi her til lands, der lader sine dimittender springe ud.
I år er afgangsudstillingen for første gang flyttet ind i nye gamle lokaler i det hus, der tidligere var Fyns Kunstmuseum og som nu under det nyligt sammenlagte museums-konglomerat Brandts er udnævnt til at være museets kunsthal for samtidskunst. Brandts 13 hedder underafdelingen, som har fået nye lilla og pink skilte, branding med stort B, der kæmper om opmærksomheden med den ellers smukke kolos af en museumsbygning.
Der er i alt 11 dimittender på årgang 2014 og de er blevet holdt i hånden af Elena Tzotzi, kurator og medstifter af Signal Center for Contemporary Art i Malmö. Tzotzi har givet udstillingen den pædagogiske og lidt tungtklingende titel Burning the candle from both ends, men har haft fin sans for at disponere og ophænge de 11 kunstneres værker.
Institutionelt følges en simpel udstillingsmodel med klassiske værkskilte, et uddybende hand-out samt et katalog og udstillingen bærer præg af et grundigt udstillingsdesign, forstået på den måde at designet holder sig i baggrunden og ikke afslører sig som andet end gode løsninger: tunge grå gardiner mellem rummene til mørklægning og lyddæmpning og hvidt stof for vinduerne, diskret placeret teknik etc. Også rummene i det tidligere historiske museum er i sig selv gode og sågar interessante, med varierende gulvbelægninger, krumme hjørneværelser og først og fremmest med god plads til udstillerne og det er overraskende engagerende at mærke museets arkitektur i transformation til kunsthal for samtidskunst.
Udstillingens mest mærkværdigt cool værk, Passion, af Nick Nagel Bojesen har da også fået sit eget store rum. Installationen, der består af hvide fliser placeret ovenpå de eksisterende brune lerkakler, hvide havestole og et hvidt stereoanlæg med et technobeat, forlænges i et mystisk meta-niveau i en tekst, indsat i et hvidt ringbind, hvor det blandt andet lyder: «Hvide fliser med et svagt mønster, i harmoniske omgivelser, oplyst af dominerende lyskilde, bag lysdæmpende gardiner, i et gammelt museum, lyder ømt, men hvad med inderlighed og lidenskab.»
Citatet er en præcis beskrivelse af installationen og betydningsdannelsen looper her mellem tekst og installation. Teksten er på ingen måde rigtig litteratur og værket ikke rigtigt konceptuelt spidsfindigt. Til gengæld er det grumt og grimt på en overraskende skrøbelig og rørende måde og bæres igennem af den installatoriske insisteren på, at det er i selve rummets dimensioner at værket udspiller sig i en stor skala af weltschmertz, Carl André og Silvan.
Anderledes genkendeligt er videoværket af Anna Samsøe. Sound is Matter series 1 er en velstruktureret og gennemresearchet found footage-animation i tre kapitler over aspekter af begrebet lyd og som titlen mere end antyder er det materialiteten og post-humanismen, som her er i spil. At lyd er materialitet som former mennesket og forandrer ikke blot opfattelsen af verden men verden i sig selv, er en af pointerne. Værket er genkendeligt i den forstand at det placerer sig midt i en tendens som blander historisk og videnskabelig research, spiritualitet og digitale medier – efterskælvene fra Documenta 13 mærkes tydeligt her. Imidlertid er Samsøe så nysgerrig og grundig, at hun undgår at strande i en flad wikipedia-øvelse eller i en letkøbt trendy dragt af ny holisme. Hun har snarere skabt en art forskning, der vibrerer mellem fortid og fremtid og med brugen af flydende clubbet elektronisk musik når hun ud over det konstaterende informationsoverload og ender et langt mere sexet og til tider humoristisk sted.
Som Elena Tzotzi skriver i indledningen til udstillingens katalog kan «discipliner som videnskab, religion, myter og teknologi» virke som en fællesnævner de 11 kunstnere imellem og nærværende anmelder kan da også sætte flueben ved en lang række tendenser som de udfolder sig i denne og de fleste udstillinger af samtidskunst for tiden. Tjek. Også kunsten hér ligner sin samtid, dog uden at være en parodi.
Med et kunstakademi, som Det fynske kunstakademi, der vægter det diskursive og teoretiske højt, er det overraskende, at en fremtrædende skrøbelighed præger udstillingen. Trods vidt forskellige medier og motiver, er det bemærkelsesværdigt at en stor del af værkerne har det til fælles, at de fremstår langt mere følsomt end analytisk funderede.
Det skrøbelige findes i det perspektiv, der zoomer ind indtil billedet pixelerer i abstraktionen som det sker i fotoinstallationen Opløsning af Diana Prim, hvis projekterede slideshow af fotografier fra Vestbredden i Palæstina flyder ud som digital akvarel på et bølget hvidt lærred og gør det politiske nærværende i en blød abstraktion.
Det nære perspektiv vendt indad, ses i Johannes Sivertsens oliemalerier i små formater af objekter, der tilsyneladende er hentet fra hverdagens interiør: kettle bells, Red Bull, Nike Free, grønlandske tupilakker, potte med basilikum, yogamåtte. White Interior hedder serien og den kunne være en avanceret yngre person portrætteret gennem de ting der omgiver ham/hende, måske kunstneren selv, eller det kunne være en lidt kedelig tumblr-blog. I kataloget har Sivertsen i et enkelt greb ombyttet de objekter der optræder i et uddrag af Georges Perecs roman Les Choses. Une histoire des années 60 fra 1965 med objekterne fra malerierne. Den ellers elegante øvelse fryser dog et sted inden det bliver helt klart hvad pointen er.
Også Pascal Mayet ser på det nære og har skrevet og tegnet fragmentarisk dagbog fra sin altan i Neukölln, Berlin. Såvel tegninger som tekst hænger i tynde hvide snore fra loftet som en sky af information og installationens lethed samtidigt understreges og kontrasteres af det, som fortælles: nøgterne og sorgmuntre observationer af livet som det registreres fra altanen. From my balcony hedder værket og det er hvad det er, uden lag og ironi, men derimod med sirlighed og en snert af depression.
Både for Sivertsen og Mayets værker gælder det, at perspektivet er snævert, tæt på det klaustrofobiske og kan fremstå romantisk bortvendt, men i Mayets version er det samtidigt forfriskende u-poseret.
Om det diskursive, kritiske og analytiske i fremtiden trækkes i forgrunden på de kommende afgangsudstillinger på Det Fynske Kunstakademi – hvilket de sidste par års fornyede professorkollegium kunne give anledning til at tro – bliver interessant at følge. Midt i al følsomheden efterlader udstillingen på Brandts 13 ikke desto mindre en generel oplevelse af, at det lille akademi i Odense uddanner kloge og dygtige kunstnere. Det må være årets gave til det nye museums-konglomerat i Odense.