I fredags drog jeg til Jernbanegade 13 i Odense for at se Det Fynske Akademis afgangsudstilling. Jeg husker, da jeg selv tog afgang i København. Forventningen synes at være, at man viser en mere eller mindre helstøbt præsentation. Alt imens man selv husker på, at man som kunstner ikke er det og jo aldrig bliver det: færdig og helstøbt. Forventningen synes at være, at præsentationen er repræsentativ for ens særlige kunstnerskab. Alt imens man selv husker på, at man ikke (alt for tidligt) bør definere sin praksis. Man finder sig selv som del af en gruppeudstilling; men som mere eller mindre er en række af soloudstillinger. Afgangsudstillinger er per definition et format, der har svært ved at yde den enkelte kunstner retfærdighed.
Kurator Mathias Krygers og dimittendernes løsning har været at se vilkårene i øjnene. Hér er ingen postulater om æstetiske eller diskursive tendenser. Hver kunstner har fået «hver deres kvadratmetre»; på godt og ondt. Først til allersidst i kataloget, gør Kryger opmærksom på sin blotte eksistens med en lille tekst – en hilsen. Med emojis, sjæl og elegance får han beskrevet det, som dimittenderne står over for: at sige farvel uden at afslutte samtalen. Krygers tilgang gør en dyd ud af, at vi forholder os til kunstnerne og ikke ham. Det er generøst.
Og det ville da også have været noget af en bedrift at tematisere disse 13 kunstneres arbejder. Vi præsenteres for så påfaldende forskellige praksisser både i materiale og indhold, at man spørger sig selv, hvordan det overhovedet er muligt, at Det Fynske Kunstakademi med så få midler kan uddanne så bredt.
Med gulvplanet i hånden og øjnene på stilke, synes der dog trods alt at tegne sig et slags abstrakt mønster. Mange af årets afgangsværker kredser nemlig om, hvad man kunne kalde «ontologisk kunst»: kunst der stiller grundlæggende spørgsmål til, hvad det er, der gør, at noget egentlig er noget.
Et eksempel kunne være Emil Linnet, som har bygget en avanceret maskine, der forstørrer og projicerer noget så undseeligt og hverdagsligt som udstillingsrummets eget støv. Støvet vises i et live feed, hvor dets motiv er betinget af publikums bevægelse i rummet. Med en avanceret maskine af sensorer, mikroskop og projektor er Linnets påstand, at et billede konstitueres i relation mellem fænomen, institution og det beskuende subjekt. Hvad er et billede egentlig, spørger Linnet.
Ligeledes finder vi mekaniske skulpturer hos Maj Bjørnhold Kjærsig. Hun spørger: hvad udgør et instrument og hvordan kan lyd materialisere sig? Vi møder skulpturer, højtalere, en video og grafik – ét stort musikinstrument af en totalinstallation, der både repræsenterer og manifesterer lyd som fænomen. Der bimles og bamles med robotter, som svinger stål og messing i skiftende forløb.
Vi stilles mange spørgsmål af årets kunstnere: hvad er en tegning, hvad skaber et subjekts sensibiliteter, hvordan lyder mørke, hvad er grænser, hvad er frygt, hvordan opnår man højere erkendelse, og hvordan ser smerte ud?
Temaerne er mange og varierede, men skulle man pege på en kritik af denne gruppe af afgængere, er det, at deres spørgsmål forbliver en anelse generiske. Jeg spekulerer i, om vi, en generation der bruger Wikipedia til research, har en risiko for at tænke i overordnede søgeord. Hvor man i de encyklopædiske sider altså ikke præsenteres for decideret problematisering, kritik eller kobling på tværs af emner, men enkeltstående definitioner af det givne opslag.
Et af de værker, der skiller sig ud fra denne «onto-kunst», er Nilas Dumstrei, som med Hypocondriac har lavet det måske mest avancerede værk på udstillingen. I en video-installation med to projektioner og et arrangement af det tøj, som hans skuespillere har båret under indspilningerne, præsenteres vi for en gruppe af skuespillere, der er instrueret til at gentage replikker, som de lytter til i høretelefoner. I Dumstreis værk separeres sprog og krop i et verbatim teater, hvor vores karakterers indre monolog er erstattet af citater fra psykiatrien. Skuespillerne forsøger med stort besvær at følge trop på den påtvungne indre monolog, og det eskalerer i aggression og interrelationel dysfunktionalitet. Som om skuespillerne ikke er udfordret nok, er de også iklædt lag på lag af tøj, som de instrueret i at tage af samtidig med deres øvrige opgaver. Trods de lidt tunge metaforer – hvis kritik må forstås er rettet mod sundhedsvæsenets syn på psyke og krop – præsenterer Dumstrei et ganske sofistikeret værk, der diagrammatisk arbejder på mange niveauer.
Også Emily Gernilds går egne vegne med tre oliemalerier Domestic Flowers. Blomster er et genkendeligt motiv i Gernilds praksis, og det er interiør i det hele taget også. Det feministiske perspektiv er ikke radikalt, men det kommunikerer en bevidsthed og kritisk bund til hendes maler-gestiske interesser. Gernilds malerier er oprigtige og levende – udført med stor sensibilitet.
Nævneværdig er også Anders Christian Eriksen ubegribeligt bizarre installation. Et banner med print af is; et forklæde lavet af samme stof. Et ukurant format af papir med hundredevis af firkanter – med tre små keramiske skulpturer ved siden. Og så en væg med stykker af træ der har en glinsende overflade – et resultat af en kuglepen, der har tegnet så meget på objektet, at gestikken bliver til blot farve. Og på disse træ-objekter er klæbet billeder af fugle, der ikke bare hænger med næbet, men har knækket dem; og pasbilleder på stribe. Det kan næsten ikke beskrives som andet end nonsens, og det er tilsyneladende pointen. På melankolsk vis afviser Eriksen at søge svar på føromtalte ontologiske spørgsmål, som ellers viser sig som en stille tendens på akademiet. Hos Eriksen er vi slet ikke sikre på, hvad spørgsmålet er.
For to år siden, i 2014, da Mathias Kryger selv anmeldte Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling på Kunstkritikk, var han nysgerrig på, om det, som akademiet er kendt for – «det diskursive, kritiske og analytiske» – vil komme i forgrunden igen efter et år, han istedet beskrev som skrøbeligt og introvert. I 2015 noterede Maria Kjær Themsen sig, at denne årgang var præget af interessen for de «nye materialismer». Og i år titter snarere en lille tendens frem om at spørge ind til tingenes væsen. Vi må se tingene an, men svaret på Krygers spørgsmål kunne være, at Det Fynske Kunstakademi måske er under udvikling og ikke forbliver det, vi troede, det var.
