I sin åbningstale beskrev museumsinspektør på Brandts, Anna Krogh, årets afgangsudstilling fra Det Fynske Kunstakademi som «et godt samarbejde på tværs af etagerne.» Velvidende at akademiet fra næste forår ikke længere skal være en del af Brandtskomplekset, hvor det har haft til huse siden 1984, fik de ord en let melankolsk efterklang. Og titlen på udstillingen, Past Present, som udelader Future, pegede pludselig ikke kun på den uvished, man som afgangsstuderende står overfor, men også på de mange spørgsmål forbundet med akademiets fremtid. Det fik dog ikke lov at forplumre den gode stemning i rummet, hvor et par hundrede mennesker var mødt op for at tage del i den festlige begivenhed, en sådan markering af endt uddannelsesforløb jo er.
Syv studerende tager afgang fra Det Fynske Kunstakademi i år, en relativt lille årgang selv for et akademi med bare 60 studerende. Til gengæld er der mange værker til at fylde det store rum på 2. sal ud. Det skyldes ikke mindst, at skulpturværkerne breder sig over flere enkeltdele – som det også er stilen på årets afgangsudstilling på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
Det virker befriende og opløsende på de vanlige territoriale ruminddelinger, at de i omegnen af femten skulpturelle og installatoriske elementer er spredt ud over gulvarealet. Har man ikke lige snuden i den i øvrigt fint illustrerede værkoversigt, kan man dog godt blive i tvivl om, hvilke dele der hænger sammen. Fællesnævneren her er et materialeundersøgende ærinde i et spænd fra kyndigt snedkerhåndværk til en laissez-faire leg med readymades.
Oscar Yran har lavet en serie skulpturværker i forskellige træsorter, som har karakter af forvoksede brikker i et brætspil. Der er en hammer, som har tværet en klat polyethylen ud over en replika af den såkaldte «skæbnesten», en stol dekoreret med groteske udskæringer og et meteorlignende plastikkonglomerat på en sokkel af krydsfiner, blandt andet. Via i grunden meget enkle forskydninger fornemmes en stillen spørgsmål til materialers værdisætning og til kunstens plads i den forbindelse. En anelse kryptisk, men der er nogle fine nuancer af kulturens bearbejdelse af såkaldte råmaterialer. Når en plastikklump udstilles som museumsgenstand, får den karakter af noget dyrebart – hvilket den vel egentlig også bør have, taget i betragtning hvor miljødestruktivt et materiale det er. I øvrigt er det altid herligt, når referencekartoteket, her i form af et læs af historiske kilder, trækker ud over det vesterlandske kunstbegreb.
Bagest i rummet har Dina Lundvall Nielsen etableret et okkult terræn af jord på gulvet, formet efter stjernetegnet vandmanden, bregner i et akvarium, en lyspære hængende fra loftet som et andet himmellegeme, med mere. Her må man ty til værktitlerne for at forstå, at det er dele af et tankespil om at indfange og oversætte kommunikation og kemiske udvekslinger til forskellige materialer og skulpturerede udtryk. Eksempelvis er Kompulsiv kommunikation en bøgeplanke udsat for 5000 volt, hvilket har resulteret i en masse små lyn eller forgreninger i træets overflade. Går man med på legen, er det et flippet, spekulativt værk – og kortslutter det for én, kan man heldigvis tage et hvil i patientstolen, der, på trods af at være lavet af bøgeplanker og stål, er overraskende ergonomisk.
Anna Walther står for udstillingens mere materialepoetiske indslag. Det leveres vældig nonchalant. Blandt andet finder man et afmonteret brusebad, en skummadras bundet sammen af frottélagen og en havetrampolin med to halmballer på. Gives der frit løb til associationerne, kan det ligne resultater af en række psykomagiske handlinger, af den slags, som gør op med fortidens traumer via ritualiseret omgang med objekter.
Måske der også er lidt psykomagisk intention på spil i Kate Sterchis tekstkrans omkring en fritstående, laksefarvet væg, bygget af Brandts, som en måde at kramme eller kvæle institutionen på. I øvrigt skal det nævnes, at Sterchi performede til åbningen på el-bas og med let bævrende stemme, på den der måde, hvor man føler sig afklædt og kigger lidt nervøst rundt. Det var ret sejt.
Selvom skulpturværkerne fylder godt på årets afgangsudstilling i Odense, gør de øvrige værker ikke mindre væsen af sig. Langs væggen ved indgangen hænger og læner sig tre store akrylmalerier af Johanne Rude Lindegaard, næsten helt barokt med en højde fra gulv til loft. De skurrer på en forfriskende måde ved på samme tid at ligne digitale graderingsarbejder, men udført i et farvespektrum domineret af gullige og brunlige toner, som er langt fra tidstypisk.
Og så er der videoværkerne, vinduerne ud mod de helt store emner som klima, global politik og intet mindre end verdensfred. Nick Bruhn-Petersen har lavet en underholdende og velproduceret kortfilm om det sidste. Der er erklæret fred i verden, og for filmens hovedperson, en tv-nyhedsvært, får det den fatale følge, at hans arbejde bliver trivielt. Der er ikke mere at berette om, og som i en anden kafkask drøm, hjemsøger freden ham, så han til sidst ikke engang kan bestille en «peace-zza». Kritikken af sensationsmedierne trænger klart igennnem.
Mindre konkret er Katrine Stensgaard Jensens videoassemblage, som både på lyd- og billedsiden bevæger sig mellem det poetiske og kynisk informative. Det er et tankevækkende værk om noget så sprængfarligt som kultur, religion og race, svøbt i smukke billeder og en fortælling om klimaforandringerne og den istid, vi formentlig er i færd med at styre lige imod. Man kan ikke helt lade være med at finde det pudsigt, at det er videoværkerne, som med størst udsyn tager hånd om tidens samfundsforhold. I hvert fald må det for resten af årets afgangsudstilling fra Det Fynske Kunstakademi, med undtagelser, siges at være de mere eller mindre ubekymrede materialeundersøgelsers år.
