Musseskridt
Louis Scherfig og Anne-Mette Schultz vil genstarte vanskelige politiske samtaler. Med empati og fra en lille, forsigtig gnavers perspektiv.
Louis Scherfig og Anne-Mette Schultz vil genstarte vanskelige politiske samtaler. Med empati og fra en lille, forsigtig gnavers perspektiv.
Flora Yukhnovichs referencemættede Into the Woods fylder Ordrupgaard med forvandlingskraft.
Francis Upritchards udstilling på Charlottenborg bliver kaldt en rejse og et univers, men de alt, alt for mange værker står i vejen for rejsens mulige kvalitet.
Med store bokstaver forsøker Lars Holdhus å få oss til å erkjenne vår egen deltagelse i den fossile økonomien.
Flere feminismebølger slår ind over Institut Funder Bakke, flere slags åbne øjne og begær – men fri er man for heteromanden og hans blik, og det er dejligt.
Et kveldsåpent galleri hvor det er lov å drikke vin mens du ser på kjendisfotografier gjør ikke Oslos kunstliv mer inkluderende.
Jules Fischers langtrukne performance på Unge Kunstneres Samfund vil ikke underholde, men inkludere.
Funktionsvarierede kroppe når langt og højt på udstilling
i Nikolaj Kunsthal.
Planeten og fordøyelsen trenger omsorg. Men hvorfor blir kunstnere til dydsmønstre når de tar opp en kjøkkenkniv?
Filip Vest flyder elegant rundt i kulturarbejderens ydmygende kår i ny performance på Ringsted Galleriet.
Anna Baks udstillinger i Kunsthal Thy og Vestjyllands Kunstpavillon vil fortælle lokale udviklingshistorier. Fortidens sagnverden og det lækre håndværk fylder mest.
Jules Fischers langtrukne performance på Unge Kunstneres Samfund vil ikke underholde, men inkludere.
Frida Orupabos utställning på Bonniers konsthall skriver betraktaren på näsan.
Disse tre kunstnerne skal levere utkast til minnested i regjeringskvartalet.
Den samiska konstinstitutionen Verddes utställning på Skansen är ett glatt och ilsket: «varför inte!?»
Astrid Svangrens nya utställning i Stockholm är en fängslande vändning mot figurationen.
Sverre Wyllers retrospektiv på Haugar i Tønsberg tar bare unntaksvise avstikkere fra dialogen med den nære kunsthistorien.
Melanie Kitti och Majd Abdel Hamid drömmer tillsammans på Signal i Malmö.
Den formentlig underanerkendte kunstner Inge Ellegaards grid-tunge malerier hænger på Sorø Kunstmuseum og er almindelige, enestående og virkelig værd at se.
Antikkens seksuelle og voldelige eksesser er erstattet av lek i Constance Tenviks utstilling på Munchmuseet.
– Vi ønsker at vårt institusjonelle apparat skal komme flere til gode, sier daglig leder Miriam Wistreich.
– Vi skulle egentlig feire 10-årsjubileum neste år, men nå får vi vente å se, kanskje blir det et gravøl i stedet, sier professor Anne Szefer Karlsen.
Henriette Heise forsker i afdøde kunstneres senværker. Ikke mindst for at lære, hvordan andre fandt styrken til at lave kunst, på trods af modgang, krige og kriser.
Modstandspoesi, kalder Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme deres arbejde. På Glyptoteket og Copenhagen Contemporary betoner man især det poetiske.
Et arkiv med oppkvernede objekter og DIY-bioteknologi er blant høydepunktene i Norge denne høsten.
Återbesök i romantiken, ungersk avantgarde-poesi och en våg av nya alternativa utställningsplatser hör till ljusglimtarna när Sverige går mot mörkare tider.
Joel Slottes vemodiga skildringar av lågkonjunkturens barn har blivit närmast ett fenomen i Finland.
Sofie Amalie Andersen og Thyra Dragseth skaper drama på Pachinko i Oslo.
Emilija Škarnulytės utstilling på Kunsthall Trondheim er mer enn den gir seg ut for å være.
Ingrid Toogoods malerier går i oppløsning foran øynene våre.
– Stora beslut fattas just nu väldigt snabbt och sammanstrålar i en omstrukturering av kulturpolitiken, säger Kim West, forskare vid Södertörns högskola.
Det samiske kunstnernettverket Dáiddadállu markerer sitt tiårsjubileum. Initiativtaker og kunstnerisk leder Máret Ánne Sara mener det har vært verdt slitet.
Med sød minimalisme og masser af hovedpersonvibes uddeles bløde lussinger på Louisiana.
Titlen på Simon Dybbroe Møllers midtkarriereudstilling, Thick & Thin, antyder en undersøgelse af skulpturens væsen. Kunstnerens overvejelser om arbejdskraft rammer dog langt hårdere.
I samarbejde med aftenskoleelever og dinerpersonale har Sara Sjölin lavet en ode til industrikøkken og uappetitlig mad, til teenagepjat og Waldorf-filosofi.
Malerier fra konkursboet efter Nordic Waste fortæller om et natursyn i skærende kontrast til den forurenede jordbunke i Ølst.
Til krebs, kirsebær eller salmebøger. Sophienholms kurveudstilling puster nyt liv i forestillinger om til brug og til pynt.
Vaginal Davis retrospektiv på sex Stockholminstitutioner borde ha en varningsskylt. Hennes megalomani riskerar att stöpa om besökaren i grunden.
Taryn Simon har fyldt Cisternerne med 20 klagesangeres flotte stemmer, men den storslåede sørgmodighed er svær at mærke.
Panteha Abareshis uforlignelige udstilling sætter den funktionsnedsatte krop i fokus. Dog må man omgå en didaktisk æstetik for at tilgå det radikale materiale.
Det blir stadig tydeligere at de nasjonale paviljongene på Veneziabiennalen er et problematisk og datert premiss for den internasjonale samtidskunsten.
Är du en förfinad estet med kontrollmani? Gillar du oklanderliga museiutställningar? Har du en urfolksfetisch? Då kan årets Venedigbiennal vara något för dig!
Lap-See Lam om att lansera sin första opera på den 60:e Venedigbiennalen.
– Fotografiet er en direkte forlængelse af øjet. Det er historieskrivning fra vores eget perspektiv, siger Inuuteq Storch, første grønlandske kunstner i Den Danske Pavillon på Venedigbiennalen.
En rekke nordiske kunstnere og kulturarbeidere har signert. Men Moderna Museet, som står bak årets nordiske paviljong, vil ikke jobbe for ekskludering.
Efter ett politiskt laddat beslut kommer svensk-chilenska Valeria Montti Colque att representera Chile på Venedigbiennalen 2024.
Se opptak av Susanne Christensen, Nicholas Norton og Kristian Vistrup Madsen i samtale med redaktør Stian Gabrielsen.
Når forestillingerne om kunstens autonomi og forfatterens død er kørt på lossepladsen, er der bare den nøgne afsender tilbage.
Kritikerna måste frigöra sig från de administrativa intressen som kidnappat konsten.
Norske kunstkritikere kan takke et kollektivt fravær av risikovilje for sin marginale rolle i offentligheten.
Brukerideologiens besettelse med distribusjon og relevans gjør at kunstkritikken mister fotfestet. Det er et problem for kunsten også.
Magtkritik eller shitstorm? Debatten om Sophia Kalkaus Zygote viser, at problemerne ved at tale om kunsten i det offentlige rum rækker langt ind i kunstkritikken.
Kunstkritikk modtager støtte af
