«Vi befinder os i den sjette masseudryddelsesfase i planetens historie, men det er første gang at én enkelt art er ansvarlig for en sådan begivenhed». Ordene kommer fra forskeren Will Steffen, der på åbningsdagen af konferencen The Anthropocene Project: An Opening har indtaget det enorme og helt fyldte auditorium i Haus der Kulturen der Welt i Berlin. Steffen, der er en af hovedarkitekterne bag tesen om «Antropocæn» og ansat ved Australian National University Climate Change Institute, fortsætter: «Det vurderes at i omegnen af 70 procent af alt liv uddør og at mennesket er den drivende kraft bag dette. Ironisk nok sker det samtidig med at Craig Ventor og hans team på omkring 1000 forskere har brugt hundredvis af millioner af dollars på at skabe ét enkelt kunstigt kromosom, hvorved én enkelt syntetisk bakterie kan overleve – velkommen til den antropocæne virkelighed».
I de efterfølgende fire dage kunne man på Haus der Kulturen der Welt så opleve geologer, antropologer, kunstnere, filmfolk og tænkere i en tværfaglig samtale, der udfoldede sig med en sjældent set intens og velorkestreret intellektuel energi. The Anthropocene Project: An Opening markerede således begyndelsen på et to-årigt projekt dedikeret til at udforske og udvikle viden om, perspektiver på og forestillingsverdener omkring begrebet, epoken og kosmologien Antropocæn. Diskussionen forekommer nu at være produktivt eksploderet ud i samtlige fagfelter, så en begrebsafklaring er selvfølgelig på sin plads. For hvad er Antropocæn?
Tesen om Antropocæn har et lille årti bag sig og kommer fra geologien. Men egentlig bør man trække tråde tilbage til biokemikeren Vladimir Vernadsky, der i 1943 fremsatte sine refleksioner over det han kaldte «the psychozoic era» og «the nöosphere». Will Steffen, der leverede den indledende key-note speak fremsatte følgende definition: «The term anthropocene suggests: that the Earth is moving out of its current geological epoch, called the Holocene and that human activity is largely responsible for this exit from the Holocene, that is, that humankind has become a global geological force in its own right».
Konsekvenserne af dette er selvsagt svimlende. Hvis globale menneskeskabte systemer samlet set er blevet en planetforandrende kraft, der er ude af kontrol, så er menneskeartens overlevelse afhængig af, at vi i fremtiden teknologisk bemestrer de planetariske systemer igennem såkaldt «geo-engineering» og «terra-forming». Men hvilke politiske institutioner kan og skal tage beslutninger på planetens vegne? Forventningerne til handlekraften bag de nuværende politiske institutioner ligger på et nulpunkt. Og fra hvem eller hvor skal eventuelle nye universelle institutioner hente deres legitimitet? Hvordan – hvis overhovedet – kan der udvikles et planetarisk «Vi»?
Og hvornår begyndte denne menneskeskabte geologiske epoke så? Geologen Jan Zalasiewicz, som arbejder for Stratigrafi-komissionen der fastsætter de geologiske epoker, forklarede i en samtale med videnskabshistorikeren John Tresch, at de geologiske lag globalt set for alvor ændrer karakter fra 1950. Her starter det geologerne omtaler som «the great acceleration», hvor snart sagt alle moderne produktionsfelter begynder at fremvise eksponentielle vækstkurver. 1950’erne er også årtiet der bevidnede et utal af prøvesprængninger af atom- og brintbomber, hvorfor radioaktive isotoper vil være at finde på hver enkelt kvadratmeter på kloden mere end 100 000 år frem i tiden.
Spørgsmålet om hvordan sådanne spor egentlig synliggøres og hvilke politiske institutioner, der overhovedet kan forvalte tidsperspektiver af geologisk og planetarisk omfang, var anliggendet for New York-kunstnergruppen Smudge Studios filmiske værker, intervenerende praksis og teoretiske refleksioner. Hvor kunstnerne præsenterede deres arbejde som en «design-praksis» orienteret mod nye former for «agens» og nye former for perceptive modaliteter, hvad i sidste ende skulle sigte mod at gentænke politiske strukturer, så handler det for geologerne først og fremmest om at holde styr på de geologiske epoker. Det handler om tid, strata og sedimentering. Hard science. Og så alligevel. For når geologen Jan Zalasiewicz fra scenen i auditoriet begynder at referere til den omgivende arkitektur, som et fossil i et fremtidigt sedimentlag, så er det vanskeligt ikke at se verden i en Robert Smithson-agtig optik, der nu er forstørret op i en totaliserende planetarisk singularitet, der pendulerer sært mellem science-fiction og tørre geologiske fakta.
Det otte mand store kuratoriske team bag the The Anthropocene Project består af kunsthistorikeren Flora Lysen, litteraterne Katrin Klingan og Cordula Hamschmidt, samt dramaturger og forskere tilknyttet Max-Planck-Institut für Wissenschaftsgeschichte. Og kuratorerne havde fundet den helt rigtige balance mellem videnstunge foredrag og de såkaldte Islands, der havde et stærkt underholdende format. Her var der tale om korte, mere intense og performative præsentationer, der ofte inkluderede kunstnere, eksempelvis Renée Green, Harun Farocki og Nikolaus Geyrhalter. Disse Islands var koreograferet på den måde, at fire deltagere efter tur skulle præsentere et objekt, som de skulle tale om. Nogle få skal nævnes blandt rigtig mange gode: Jan Zalasiewicz havde medbragt sin kat Filo i en yderst elegant præsentation, der egentlig havde en sørgelig pointe: de dyr der klarer sig i antropocæn er de domesticerede dyr, der som undslupne huskatte lader sig adoptere til de nye mega-urbane habitater, hvor de lever som en art uønsket organisk affald. Professor i engelsk Ursula K. Heise havde medbragt en bunke fjer fra en mexicansk fugl i en præsentation, der ligeledes omhandlede menneskeskabte dyrehabitater – af geologerne også kaldet «anthromes». Redaktør for Cabinet og professor i Historie, Daniel Rosenberg, havde medbragt et særligt interessant objekt – nemlig en kopi af en af den vestlige kulturs allerførste tegnede tidstabeller. «Historikerne synes nu sikre i deres sag: Jesus blev født i år 4 BC» som han tørt, men vittigt indledte en i øvrigt formfuldendt præsentation, der lå i direkte forlængelse af den bog Rosenberg har lavet i samarbejde med Anthony Crafton, Cartographies of Time: A History of the Timeline. En visuelt smuk og meget læseværdig bog. Rosenbergs pointe var den følgende: på trods af at vi bekender os til en sekulær tidsopfattelse, så mangler vi endnu at vriste os fri fra kristendommens noget rudimentære lineære tidsopfattelse, som netop blev udviklet på et tidspunkt, hvor spørgsmålet om en fastsættelse af en absolut begyndelse og en absolut slutning på tiden var af største teologiske betydning. Kristendommens eskatologiske «feber» syntes stadig at hjemsøge vores kulturelle fantasier. Vi må altså udvikle nye tidslige orienteringsformer, hvis vi skal synliggøre det felt af heterogene temporaliteter, der producerer den antropocæne virkelighed.
Kuratorerne havde selvfølgelig en filosofisk pointe med, at lade disse Islands være centreret omkring objekter. Vi mennesker er så dybt indlejret i komplekse netværk af ting, teknologier og sammensatte materier, at fortællingen om os selv nødvendigvis bliver en fortælling, der må udgå fra tingene selv. Opgøret med den antropocentrisme vi via kristendommen har arvet fra humanismen var derfor også et genkommende tema på konferencen.
Er Antropocæn en ny kosmologi?
Geologerne har altså fastsat 50’erne til at være begyndelsen på Antropocæn. Dette var også årtiet, hvor det første menneske – piloten Joseph Kittinger – sprang ud i faldskærm fra Rummet. Kittinger fortalte efterfølgende om oplevelsen af at være i frit fald i så stor højde: «There’s no way you can visualize the speed. There’s nothing you can see to see how fast you’re going. You have no depth perception». Kittinger havde oplevelsen af, at han hang stille og ubevægelig i rummet langt over jorden, mens han i realiteten havde brudt lydmuren og bevægede sig med overlydshastighed ned mod et punkt over Nordamerika.
De uomgængelige og irreversible planetariske forandringer, der indvarsles med Antropocæn er et spring ind i en radikal ukendt og uprøvet fremtid. Og ligesom Kittinger har vi endnu ikke nogle fikspunkter, hvormed vi kan visualisere hastigheden og dybden af de forandringer, der er sat i spil. Som idehistoriker ved Max-Planck-Institut Lorraine Datson sagde fra scenen: «We are living in a new reality, but we cannot yet represent this reality to our selves. The conceptuel framework of our understanding of the world has started to flow like hot magma. The anthropocene challenges us to come up wih a new metaphysics».
Genkommende temaer
Særligt tre tematikker brændte sig på igen og igen i de mange præsentationer og i de efterfølgende diskussioner. For det første: behovet for et opgør med antropocentrismen og erkendelsen af, at dette opgør finder sted via en nytænkning af begrebet «agency». For hvis menneskeskabte systemer er blevet til en planetforandrende kraft og hvis disse systemer er enten ude af kontrol eller er ved at opnå en vis grad af autonomi, hvem eller hvad er det da, der handler i den antropocæne virkelighed? Og hvordan producerer vi viden herom, der lader sig omsætte i kropslig agens og i nye perceptive formater? For det andet: Behovet for nye tidslige orienteringsformer. Filosoffen Dipesh Chakrabarty udtrykte det således: «So far we have told the story of ourselves on a shallow timescale. The anthropocene is an opportunity to tell the story of deep time». For det tredje: Hvordan lader «Liv» sig overhovedet definere i en virkelighed, der har taget definitivt afsked med en række binære modsætninger, som tidligere gjorde det muligt at fastsætte nogenlunde faste grænser mellem levende og dødt, kunstigt og naturligt? Antropologen Elizabeth Povinelli talte her med udgangspunkt i sit feltarbejde blandt aboriginals i Australien for en udvidelse af det hun kaldte «carbon imagination». For denne anerkender kun «biotic lifeforms». Spørgsmålet for Povinelli var helt konkret, hvordan man i et kapitalistisk australsk samfund kan gå ind og arbejde for at også «geotic lifeforms» får et livs-råderum.
Lovende start
Hvor Documenta 13 måske nok fremviste originale projekter og elegant koreograferede forløb, så snublede udstillingen alligevel temmelig uelegant i sit forsøg på at udstikke koordinater for en ny kosmologisk tænkning hinsides antropocentrismen. The Anthropocene Project kom den forløbne weekend helt anderledes vellykket fra start: det er en åbning i retning af en ny kosmologisk tænkning, der er båret frem af lige dele akut nødvendighed og intellektuel nysgerrighed. Og der er vel at mærke tale om en kosmologisk tænkning, der ikke baserer sig på hedengangne mysticismer eller præ-moderne forestillingsverdner; det er en tænkning, der er verdens- og materieorienteret og i tættest tænkelig dialog med kontemporær videnskab, men som samtidig ser en intellektuel nødvendighed i en eksperimentel udvidelse af den billede- og begrebsdannelse, der producerer vores fælleskulturelle forestillingsverdner. Der er med andre ord al tænkelig grund til at følge The Anthropocene Project de næste to år.
