Vi forsøger konstant at nærme os de mystiske, usynlige og følelsesbetonede områder, og lægge et spor af gnister, hvad enten det leder til transgalaktiske objekter eller åndedrættets afkroge. Netop disse spørgsmål om skala, om det indre mod det ydre, om virkelighed på tværs af tid, er en af billedkunstens stærkeste felter. En slags fysikkens spillehal, hvor kvante, astro og fiktion kan lege tagfat og spille kostbar på skift uden et tab af relevans for mennesket i dag.
Cosmic Existence på Den Frie viser specifikke nedslag i kosmismen med 17 danske og udenlandske kunstneriske bidrag. Udstillingen er traditionelt opbygget omkring internationale newtonske principper om masse, rum og tid. Det vil sige; værkerne hænger på væggene og ligger på gulvet, nogle har brug for mørke og alle eksisterer de i tid. Ingen af værkerne er daterede, men det er fordi, at tiden selv er den første faktor, der aktiverer udstillingen.
Et af de mest iøjnefaldende bidrag på plakaten er nemlig det mystiske Center for Millitant Futurologi, der holder til i Svendborg. Et vigtigt og idiosynkratisk projekt, der først og fremmest eksisterer som en online-platform, der råber til kamp for en vågen, utopisk fremtid med «et frontalt angreb på neoliberal nihilisme og apokalyptisk apati».
De militante futurologer har også forstået, at netop kunsten i høj grad kan være med til at producere fremtid og hive det ind i en allerede accelererende nutid. I det ambiente lydværk Kosmisk Katedral guider en stemme os igennem en meditativ kropsanalyse for at vi kan gennemgå en total sammensmeltning af menneske og naturfysik; et ritualiseret led i en slags kosmisk natur-teknologisk hedenskab. Værket fremskriver nutidens nørdede kobling mellem science fiction og de kommende verdener til en interplanetarisk virkelighed anno 3019 og bruger ideer fra den russiske kosmisme.
I samme rum findes Arturs Virtmanis’ In the Dust of this Universe (Black Sun). Det er et gigantisk, frontalt low-fi værk,der består af en sort og imponerende underskudsæstetisk, oppustelig sfære, der er klistret på væggen med sort gaffatape, der tydeligvis ikke engang har kunnet holde sin egen vægt og derfor er forstærket med knap så sorte clips. Der lader ikke til at være et videnskabeligt springbræt for dette værk, ud over titlens nik til Eugene Thackers horror-filosofier. I værkbeskrivelsen, der hænger på væggen, tilbyder kunstneren dog intet mindre end en buffet af højtbelagt spekulation i alle tænkelige retninger.
De seneste par år har kunsten i særdeleshed beskæftiget sig med det kosmiske område, især igennem science fiction. En årsag kunne være de fremmedgørende betingelser i det politiske, økologiske og teknologiske landskab, der skriger af både dårlig fremtid og mørk, anakronistisk nutid. En verden, hvor de bærende analytiske modeller konstant føles overhalet af en harcelerende kynisme fra selve progressionens hastighed, som producerer en følelse af at leve i multiple tider samtidig, en følelse af fiktion, der nemt bliver til et decideret tab af håb. Men fiktionen skal jo blot vendes til urkraft og agens, så når statshovederne lyver i kor, må vi finde på nogle bedre, sundere løgne. Science fiction er selvsagt andet end Hollywoods febrilske wrestling mellem space age-nostalgi og tech-liderlig, dystopisk underholdning. Litteraturen har flere muligheder for at udforske det spekulative mulighedsrum, og ligeledes kan billedkunsten komme nærmere nogle forudsætninger for fremtidig verden der hverken kræver abnorme budgetter eller skal kategoriseres tematisk mellem civilisatorisk håb og ren katastrofe. Det er netop det, denne udstilling vil vise os.
Ann Lislegaard har arbejdet med science fiction igennem det meste at hendes sene kunstnerskab. I videoværket Malstrømmen tager hun afsæt i Edgar Allan Poes A Descent Into the Maelström (1941); et tidligt eksempel på spekulativ fiktion om fysisk tidsrejse fremkaldt af det norske naturænomen Mosktraumen. Lislegaard bruger bidder af det litterære forlæg igennem en computer-genereret cyborg baseret på hende selv. Med ekkoer af cyberpunkens medieaktivistiske æstetik fra 90’erne, beretter Lislegaard og Poe fra en glitchet tidslighed om en anderledes undervandsfauna. Kunstnerskabet er et testamente til science fiction-genrens billedkunstneriske kapaciteter i en essentiel samtale om blandt andet andre måder at anskue verden på, det indre og det ydre, andethed, seksualitet og non-binaritet. Det er science fiction som en grundform, hvor eksistentielle former ikke er faste og kategorier nedbrydes og redefineres, og hvor selve den fysiske og eksistentielle tektonik er omskrivningsparat, og ikke kun væsen, hus og befolkning.
Både Lea Porsager og Ferdinand Ahm Krag bruger exceptionelt poetiske titler som et væsentligt projektil for det pittoreske og skulpturelle. «Cosmic Dancer», «Venernes lynløbere» og «Ekstatisk pollen» hedder tre af Ahm Krags velkendte tegninger om indre kosmisk og mystisk erfaring. Også Porsagers fysik-besættelse fortsætter i PAULI’S DREAM BED (Miniature Neutrino Horns on Hotbed); et kvadratisk og madrasløst sengestel af perfekt skåret træ og metal, penetreret af fire miniaturehorn, der måler sub-atomiske neutrinoer (det mindste af det mindste). Den benhårde videnskab finjusteres igennem Porsagers specifikke æstetik og formgivning i en inspirerende samtale om netop kvantefysikkens kapacitet af queerfeministiske, seksuelle og spirituelle tanker.
Som helhed føles udstillingen dog en smule stenet. Nogle af værkerne tager skridt ind i det ukendte, men fremstår alligevel som summen af lange research-udflugter på nettet. Andre formår at lave små verdener i sig selv. Når man snakker om et uendeligt erkendelsesrum er det illustrative ofte en skuffende oplevelse. Der skal mere på spil for at få multiple kosmi til at danse sammen på Den Frie, men gnister fra mørket kan også tænde et lille bål, hvis supernovaen udebliver.
