I godt og vel ti måneder har den internationale kunstverden levet med Covid-19-relaterede karantæner, periodevise nedlukninger, og deraf følgende lukkede institutioner og udskudte udstillinger. Globale begivenheder som messerne Art Basel og Frieze blev aflyst, mens andre, såsom Venedigbiennalen og Whitneybiennalen, er udskudt til næste år. For den del af kunstverdenen, der er afhængig af fysisk fremmøde og global hypermobilitet har det været et elendigt år.
For alle os, der sidder derhjemme og savner kunstscenen, som vi kender den – med gensidig dialog og fysiske fællesskaber, med nærstudier af taktile overflader og altomsluttende totalinstallationer – har det været en sølle trøst at klikke sig ind på det væld af viewing rooms på nettet, der er opstået i et krampagtigt forsøg på at bevare status quo.
Den digitale revolution, som store dele af oplevelsesøkonomien tidligere har set som et uudnyttet potentiale for at række ud af institutionerne og nå et bredere publikum, synes at have sine begrænsninger: Hvem orker egentlig mere envejskommunikation – igennem på forhånd optagede zoom-konferencer, 3D-modeller af udstillinger, virtuelle omvisninger i museumssamlinger eller de uendelige kavalkader af dokumentationsfotos fra sidste år, der cirkulerer på Instagram?
Men i det tomrum, som de aflyste udstillinger har efterladt, åbner sig måske et felt for nye produktions- og distributionsformer, som peger fremad imod noget, vi kan tage med os, når vaccinen har lukket verden op igen. Hvem ved, måske bliver det, vi tager med os fra et år med afstand og håndsprit også en række digitale formater, der ikke kun er en trist substitut for fysisk tilstedeværelse, men som fungerer på egne præmisser?
Meriem Bennani & Orian Barki, 2 Lizards, @meriembannani
Under den forårets nedlukning tog to animerede firben internettet med storm. Den instagram-baserede videoserie 2 Lizards følger, som titlen antyder, to antropomorfe firben, mens de forsøger at forholde sig til en virkelighed, der er under drastisk forandring da New York lukkes ned.
Serien bevæger sig ubesværet imellem relativt seriøse emner som vaccinemodstand og demonstrationer imod restriktionerne og mere hverdagsagtige problemstillinger, som den tiltagende sløvhed der følger med at gå rundt i nattøj hele dagen, eller hvordan man egentlig har uforpligtende sex med ansigtsmaske og håndsprit.
Vi følger med, når de sniger sig gennem et nedlukket Brooklyn efter takeaway og når de med irriterende storbyamerikansk intonation diskuterer, hvorfor det nærmest føles som et lille overgreb, når noget bumper ind i én i metroen. De to New York-baserede kunstnere Meriem Bannani og Orian Barki, der står bag serien, rammer rent i deres virkelig underholdende skildring af et hverdagsliv, der pludselig bliver formet af helt nye sociale spilleregler og af, hvor vanskeligt det er at manøvrere i den angst, følelsesløshed og kedsomhed, der følger med.
Neil Beloufa: Screen Talk
En mystisk pandemi breder sig med hidtil uset hastighed, fylder alle sendeflader og reducerer al kontakt imellem mennesker til online forbundethed – lyder det bekendt? Det er plottet i den algierske videokunstner Neil Beloufas vimeo-serie Screen Talk fra 2014, der virker nærmest profetisk i sin forudsigelse af, hvad der mon ville ske, hvis hele verden pludselig var under lockdown. Serien er en form for dystopisk-satirisk vaudeville, der klipper imellem fiktive nyhedsudsendelser og online-verdener på grænsen mellem computerspil og sociale medier. Med referencer til spilteori diskuterer Beloufa den manglende adskillelse af fysisk virkelighed og virtuel tilstedeværelse, som mange af os nok så småt begynder at lide under.
I maj 2020 lancerede Beloufa en opdateret version af værket på websitet screen-talk.com, hvor man betjener sig af en avatar for at bevæge sig igennem et computerspil. Her besvarer man quizzer og løser forskellige opgaver for at låse nye niveauer op og få adgang til næste episode af serien – som et interaktivt metalag der føjer en ekstra dimension til seriens online/offline-tematik. Skulle man blot have lyst til at dykke ned i serien, uden at behøve at rode rundt med enavatar, så findes den stadig i sin oprindelige form på vimeo
Jaakko Pallasvuo, Avocado Ibuprofen,@avocado_ibuprofen
Indrømmet: Selv om instagram vælter sig i saririske meme-kontoer, der på mere eller mindre underholdende vis gør sig lystige over kunstverdenens urimelige magtstrukturer, så er der langt imellem projekter, der lykkes med at bruge platformen til noget, der minder om reelle kunstværker. En favorit herfra er finske Jaako Pallasvuos konto Avocado Ibuprofen, som er en digital tegneserie, holdt i korte, sort-hvide striber og et enkelt formsprog.
Vi bevæger os stemningsmæssigt imellem det drømmende og let melankolske, over det humoristiske til mere kritiske kommentarer om kunstverdenens krav og mangler. Selv om der ikke er nogen direkte rød tråd imellem de forskellige posts, er der en gennemgående problemstilling omkring præstationsangst og splittelse imellem en online-identitet på sociale medier og en offline virkelighed, hvor afmagten lurer. Og så er der heldigvis ikke nogen avokadoer!
Seumboy Vrainom, Histoires Crépues
I den mere aktivistiske ende af internettet, finder vi den franske kunstner – og selverklærede ‘digitale shaman-lærling’ – Seumboy Vrainoms instagram- og youtube-baserede projekt Histoires Crépue. Projektet tager udgangspunkt i behovet for at udvikle et nyt sprog til at tale om konsekvenserne af de europæiske landes kolonihistoire. I et af de første afsnit fra marts 2020, forklarer Vrainom, at han som ung lærte om den transatlantiske slavehandel og om anti-racisme med afsæt i en ameriansk terminologi, men kun i mindre grad ud fra et europæisk perspektiv.
Histoires Crépues fungerer som en platform for brainstorming og dialog – ikke ulig diskussionerne på det kunstnerdrevne udstillingssted La Colonie i Paris – for ti personer ad gangen. Sammen krydslæser de teori og kildemateriale, der findes frit tilgængeligt på nettet, og diskussionerne ender som redigerede videoer, der på relativt letforståeligt fransk gennemgår temaer som politivold, propaganda og Afrikas gældsspiral.
Relaterede projekter på engelsk er eksempelvis den franske platform Qalqalah, der oversætter og cirkulerer feministisk og intersektionel research på engelsk, fransk og arabisk, samt den nyopstartede virtuelle amerikanske kunstuddannelse Dark Study, der tilbyder et gratis MFA-program, som en reaktion på pandemiens nedlukning af uddannelser og en protest imod manglen på queer- og bipoc-undervisere på de amerikanske kunstakademier.
Kunsthal Charlottenborg, Curators International & Hans-Ulrich Obrist: do it (home)
Gennem det seneste år, hvor køen til det lokale nærposthus er vokset halvvejs ned af Nørrebrogade, er det vel ikke så underligt at en gammel klassiker som mail art synes at have en mindre revival. Mens et projekt som Kunsthal Aarhus BCC holder det helt offline med skiftende udstillinger i en pakkeboks på Frederiksberg, har Kunsthal Charlottenborg i samarbejde med brancheorganisationen Independent Curators International (ICI) og kurator Hans-Ulrich Obrist genoplivet projektet do it (home), der vel kan betegnes som en gruppeudstilling, du selv kan fremstille.
På kunsthallens website ligger 55 kunstneres instruktioner til, hvordan du udfører værkerne, som efterfølgende postes på instagram under hashtagget #doithome. Når man ser instruktionerne igennem kan man dog godt blive i tvivl om, hvor mange posts det i grunden kommer til at afføde. For selv om der også findes anvisninger til at skabe fysiske genstande, så er mange af værkerne temmelig abstrakte. Følg eksempelvis Olafur Eliassons anvisninger, der går ud på at stirre på et verdenskort holdt i orange og pink nuancer. Herefter flytter du blikket til en sort flade, og pludselig ser du et efterbillede i blåt og grønt. Instruktionen slutter med en klassisk Eliasson-konklussion: «You have projected a new world view». Let som en leg!
