Kan vi forandre naturen uden at forandre os selv, spørger en meme-agtig udstilling med en overflod af ræve.
Engle, der forsvandt i tågen, og en udstilling så blød, at man havde lyst til at drikke the med den. Louise Steiwer mindes årets bedste kunst.
Akademiraadet afholdte malplaceret seminar om monumentets politiske implikationer, mens busteaktionen spøgte i baggrunden. Rapport fra en debat, der løb af sporet.
Hvem fortæller historien om det betændte samspil mellem Danmark og Grønland. Og hvor skrives grønlandsk kunsthistorie? Symposium i Aarhus stillede interessante spørgsmål, og fandt glimtvis svar.
Dina El Kaisy Friemuths absolut minimale udstilling viser os, hvad der står tilbage, når vi repatrierer stjålne artefakter.
Kathrine Ærtebjerg har omsider fået en stor museal soloudstilling. Men hvorfor skal hun stadig belemres med H.C. Andersen som turguide?
Det dirrer af spænding og kreativ synergi i Mohamed Bourouissas fortællinger fra miljøer, de fleste kun kender fra film.
Ekstremt ubehagelig udstilling i Berlin. Er Mire Lees værker uskyldige ofre for H.R. Gigers perversiteter, eller er det en gensidig fetichisme?
– Hvis kulturen ikke er aktiv, stivner den og bliver en museumsgenstand. Og hvis ikke jeg skulle have lov at bruge den, hvem skulle så? Jessie Kleemann performer kulturelle forskydninger med spæk, blod og perler.
Laure Prouvost har dækket et lystfuldt tagselvbord med sensuel eskapisme, hviskende røverhistorier og varm the i skyerne.
Tomomi Yamakawas ’gruppeudstilling’ er en nænsom genfortryllelse af naturligt og industrielt design gennem små skrøbelige indgreb.
Identitetspolitikken er forvist til boghandlen, mens taktilitet og analogt håndværk blomstrer på afgangsudstillingen fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Nasjonalmuseet, Skeivt arkiv og Nasjonalbiblioteket oppfordrer kunst- og kulturaktører over hele landet til å feire 50-årsjubileet for avkriminalisering av homoseksualitet.
Det har bestandig virket utilstrekkelig å kalle Håvve Fjell kunstner, eller for den saks skyld fakir.
At stå i Melanie Kitti og Vilde Tuvs udstilling på Tag Team i Bergen er som at vågne og forsøge at skabe et narrativ ud af hvirvlende drømmefragmenter.
Hur ska vi förstå de motsägelsefulla känslor som väcks av Emanuel Röhss sublima utställningsvandring genom Frank Lloyd Wrights Ennis House från 1924?
Kunstkritikk modtager støtte af
