Et udstillingsmaraton i en svømmehal ligner kuratorens våde drøm, men det er på bekostning af kunsten.
Sean Scully udstiller store ting på Thorvaldsens Museum, men arkitekturen og den faste samling er for længst en symbiose, og så er det svært at være gæst.
Forbindelsen mellem Adam Christensen og Ursula Reuter Christiansen er godt set og rigtig øm at se på.
Glimt og dybder fra Lynn Hershman Leesons liv som klogt menneske, uanerkendt kunstner, anerkendt kunstner og low-key-orakel skal opleves lige nu i København.
Rasmus Røhlings lille, tætte soloudstilling er dum med vilje og gennemtænkt med vilje og af den grund skæg og værd at blive lidt i.
Le Bicolore i Paris bugner for tiden af dansk kunst fra 1960erne frem til idag, men en ihærdig kuratorisk vilje skygger lidt for alt det gode, der er at kigge på.
Sonia Delaunays spraglede abstraktion breder sig udover lærreder og tøj, papir og biler. Særligt derfor er hendes monotone mønstersprog så dejligt at fordybe sig i.
En ren kvindeudstilling hos Galleri Nils Stærk kan ikke skjule det utilgivelige faktum, at der blandt galleriets 24 kunstnere kun findes to kvinder.
Light & Space-bevægelsen har hovedrollen i
Copenhagen Contemporarys ’største udstilling til dato’, men lyshavet drukner værkerne og den magi, kunsthallen insisterer på, bevægelsen skabte.
Clara Hausmanns kølige udstilling er en invitation til at give sig hen til alle de uregulerede rum, der findes mellem ord og billede.
Se hvilken af årets udstillinger, Nanna Friis mener, var den slags fiktion, der gør virkeligheden tydeligere.
Siden 1960’erne har Tomaso Binga forsøgt at bekæmpe et patriarkat, hvis omfang højtuddannede 2021-feminister næppe kan forestille sig. Alene af den grund bør vi kigge og lytte.
Tora Schultz’ udstilling er en perfekt slebet, hårdt presset diamant. Facetteret og skarp, så man skærer sin bløde kvindekrop på dens kanter.
Hvorfor er det viktig med mangfold og representasjon? Fredag 2. desember inviterer Kunstkritikk til en livestrømmet panelsamtale i Bergen.
Kunsthall 3,14 griper etter tidsånden med en utstilling som bringer sammen systemkritiske russere, en nasjonalt reflekterende belaruser og en norsk kunstner som advarer mot fascismen.
Den storstilede markering af 20-året for Michel Majerus’ alt for tidlige død giver anledning til at genoverveje 90ernes tabte optimisme og dystre begyndelser.
Kunstkritikk modtager støtte af
