Clara Hausmanns kølige udstilling er en invitation til at give sig hen til alle de uregulerede rum, der findes mellem ord og billede.
Se hvilken af årets udstillinger, Nanna Friis mener, var den slags fiktion, der gør virkeligheden tydeligere.
Siden 1960’erne har Tomaso Binga forsøgt at bekæmpe et patriarkat, hvis omfang højtuddannede 2021-feminister næppe kan forestille sig. Alene af den grund bør vi kigge og lytte.
Mange menneskers store arbejde fylder Art Hubs nye hus og udstillinger, og det er både kunstnerisk generøst og institutionelt dovent.
Både voldsmonopolet og en sprød sjovhed findes, når Astas Lynge formulerer ordløse men glasklare magtkritikker i La Cucinas kliniske kælder.
Mamma Andersson pendulerer mellem landskabsdrama og tavse hjem i en stort anlagt soloudstilling på Louisiana, alting sitrer tilbagelænet i de overlegne malerier.
– Det er på mange måder en slags grundforskning i, hvordan man laver udstillinger. Nina Beier og Simon Dybbroe Møller løfter lidt af sløret for deres mikroprojektrum, AYE-AYE.
SIGNA har indtaget Ørestadens nye kunsthal med et spektakulært mareridt, der blotlægger den kapitalistiske virkeligheds smukke katastrofer.
Hold on tight hedder afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi og en opmærksom hensynsfuldhed findes virkelig i dimittendernes påfaldende sjove arbejder.
Toyin Ojih Odutolas alternative skabelsesberetning har mytiske dimensioner, men særligst er det at zoome ind på øjenlåg, lårmuskler, eller svælge i en hudoverflade.
Skoven og dagen og kunsten deles om skønheden ved Jægerspris Slot – skaber den sammen, giver den til hinanden. På en gang undervældende og noget meget særligt.
I en indholdsløs vinter er der plads til at tænke over, hvordan man gemmer kunsten i sit indre. Om følsomheden kan hentes i erindringen, når selve tingene mangler.
Nasjonalmuseet, Skeivt arkiv og Nasjonalbiblioteket oppfordrer kunst- og kulturaktører over hele landet til å feire 50-årsjubileet for avkriminalisering av homoseksualitet.
Det har bestandig virket utilstrekkelig å kalle Håvve Fjell kunstner, eller for den saks skyld fakir.
At stå i Melanie Kitti og Vilde Tuvs udstilling på Tag Team i Bergen er som at vågne og forsøge at skabe et narrativ ud af hvirvlende drømmefragmenter.
Hur ska vi förstå de motsägelsefulla känslor som väcks av Emanuel Röhss sublima utställningsvandring genom Frank Lloyd Wrights Ennis House från 1924?
Kunstkritikk modtager støtte af
