Rasmus Røhlings lille, tætte soloudstilling er dum med vilje og gennemtænkt med vilje og af den grund skæg og værd at blive lidt i.
Le Bicolore i Paris bugner for tiden af dansk kunst fra 1960erne frem til idag, men en ihærdig kuratorisk vilje skygger lidt for alt det gode, der er at kigge på.
Sonia Delaunays spraglede abstraktion breder sig udover lærreder og tøj, papir og biler. Særligt derfor er hendes monotone mønstersprog så dejligt at fordybe sig i.
En ren kvindeudstilling hos Galleri Nils Stærk kan ikke skjule det utilgivelige faktum, at der blandt galleriets 24 kunstnere kun findes to kvinder.
Light & Space-bevægelsen har hovedrollen i
Copenhagen Contemporarys ’største udstilling til dato’, men lyshavet drukner værkerne og den magi, kunsthallen insisterer på, bevægelsen skabte.
Clara Hausmanns kølige udstilling er en invitation til at give sig hen til alle de uregulerede rum, der findes mellem ord og billede.
Se hvilken af årets udstillinger, Nanna Friis mener, var den slags fiktion, der gør virkeligheden tydeligere.
Siden 1960’erne har Tomaso Binga forsøgt at bekæmpe et patriarkat, hvis omfang højtuddannede 2021-feminister næppe kan forestille sig. Alene af den grund bør vi kigge og lytte.
Mange menneskers store arbejde fylder Art Hubs nye hus og udstillinger, og det er både kunstnerisk generøst og institutionelt dovent.
Både voldsmonopolet og en sprød sjovhed findes, når Astas Lynge formulerer ordløse men glasklare magtkritikker i La Cucinas kliniske kælder.
Mamma Andersson pendulerer mellem landskabsdrama og tavse hjem i en stort anlagt soloudstilling på Louisiana, alting sitrer tilbagelænet i de overlegne malerier.
– Det er på mange måder en slags grundforskning i, hvordan man laver udstillinger. Nina Beier og Simon Dybbroe Møller løfter lidt af sløret for deres mikroprojektrum, AYE-AYE.
Ingen med intresse för Duchamp – nej, ingen med intresse för konst – nej, ingen med hjärta, bör missa utställningen med Marcel Duchamp på MMK i Frankfurt.
Verkets appellerende kvalitet er tydeligere enn før i Jan Freuchens klimaengasjerte utstilling på Kristiansand Kunsthall.
Även i omvälvande tider håller masterutställningen fast vid konsten som ett rum för frihet och utveckling.
Kunsthall Oslos presentasjon av Rammellzee ligner en forslitt byflate som er skutt ut i verdensrommet og har sugd til seg inntrykk på reisen.
Kunstkritikk modtager støtte af
