Mange menneskers store arbejde fylder Art Hubs nye hus og udstillinger, og det er både kunstnerisk generøst og institutionelt dovent.
Både voldsmonopolet og en sprød sjovhed findes, når Astas Lynge formulerer ordløse men glasklare magtkritikker i La Cucinas kliniske kælder.
Mamma Andersson pendulerer mellem landskabsdrama og tavse hjem i en stort anlagt soloudstilling på Louisiana, alting sitrer tilbagelænet i de overlegne malerier.
– Det er på mange måder en slags grundforskning i, hvordan man laver udstillinger. Nina Beier og Simon Dybbroe Møller løfter lidt af sløret for deres mikroprojektrum, AYE-AYE.
SIGNA har indtaget Ørestadens nye kunsthal med et spektakulært mareridt, der blotlægger den kapitalistiske virkeligheds smukke katastrofer.
Hold on tight hedder afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi og en opmærksom hensynsfuldhed findes virkelig i dimittendernes påfaldende sjove arbejder.
Toyin Ojih Odutolas alternative skabelsesberetning har mytiske dimensioner, men særligst er det at zoome ind på øjenlåg, lårmuskler, eller svælge i en hudoverflade.
Skoven og dagen og kunsten deles om skønheden ved Jægerspris Slot – skaber den sammen, giver den til hinanden. På en gang undervældende og noget meget særligt.
I en indholdsløs vinter er der plads til at tænke over, hvordan man gemmer kunsten i sit indre. Om følsomheden kan hentes i erindringen, når selve tingene mangler.
Hvilke sprøde, gennemsigtige malerier fik skribenten Nanna Friis til at stoppe op i 2020?
Iselin Toubro indfanger ungdommens evige vekslen mellem eufori og tomhed. Skønheden er over det hele og dømt til at falme.
Johannes Sivertsen maler algierske kvinder for at omdirigere et blik, omskrive en historie. En fin gestus, men udstillingens kølige dygtighed gør historien lidt uvirkelig.
När Sveriges mest mytomspunna konstnär ställer ut på Marabouparken är resultatet mer regnbågsmys än Jean Genet och William Burroughs.
Mer enn bærere av plagg er Kim Kvellos byster på Van Etten i Oslo rammer for tekstile bilder.
Når Munchmuseet med direktør Stein Olav Henrichsen i spissen bruker Munch som en slags zombie-influencer for å selge biler, har de trådt over en grense.
Kathrine Ærtebjerg har omsider fået en stor museal soloudstilling. Men hvorfor skal hun stadig belemres med H.C. Andersen som turguide?
Kunstkritikk modtager støtte af
