Siden Black Lives Matter i sommeren 2020 blev en global bevægelse, som i bedste sendetid italesatte de voldelige paradigmer i den strukturelle racisme, har Danmark haft svært ved at opretholde facaden som den uskyldige lilleputnation med berømt velfærdssocialisme og flot keramik. Selvom politikere og skeptikere forsøgte at affeje bevægelsens relevans med udsagn om, at problemer ikke bare kunne importeres fra USA, er det blevet tydeligt, hvordan Danmarks forståelse for, hvad racisme er, har mindst lige så mange huller, som den musselmalede suppeterrin har blå kruseduller. Nej, problemer kan ikke importeres direkte, præcis som erfaring ikke kan adopteres uden oplevelse, men begge ting kan perspektiveres for eksempel gennem kunstnerisk arbejde. Netop dette perspektiv giver et ekstra boost til MAGNUMB, Arthur Jafas længe ventede scoop af en udstilling på Louisiana.
Som filmfotograf på bl.a. den ikoniske Daughters of the Dust (1991) af Julie Dash, har Jafa allerede en slags kultstatus indenfor film. De seneste fem år er det hans videoværker, der har gået verden rundt, både som musikvideoer for bl.a. Jay-Z og Kanye West samt de værker, der nu kan opleves i stor skala i Humlebæk.
Hvor Jafas nyere videoværker måske er sværere at placere i det cinematiske rum, han kommer fra, føles de godt i kunstrummet med de overlap af verdener og discipliner, der udforskes her. Samtidig handler det også om at udvikle en «sort filmkunst, der replicerer den kraft, skønhed og fremmedgørelse, der eksisterer i sort musik», som Jafa udtrykker det i essayet Black Visual Intonation fra 1998. Dette udsagn føles som den tråd, der binder hele udstillingen på Louisiana sammen – måden, hvorpå det skifter, mellem mørklagte sale med store videoprojektioner og rum fyldt med fotografier og skulpturelle værker. Mellem det digitale, mentale og det kropslige – som en rytmisk, multifacetteret sampling af amerikansk virkelighed, der undersøger det brede omfang af sort kultur og væren.
Et af de første værker, man møder i udstillingen, er videoen The White Album (2016). Jafa har sammensat klip fra youtube, der alle fremstiller forskellige aspekter af hvidhed – eksempelvis den skrøbelige, defensive udgave som i sekvensen med en ung kvinde, der fremklynker en tirade om den uretfærdighed, hun mener gør livet hårdere for hende som hvid. Imellem pinlige tilståelser som denne, ser vi også en hvid militant mand lade sit automatvåben, eller CCTV-optagelser af Dylann Roof, der myrdede ni sorte amerikanere i en kirke i Charleston. Pludselig klippes der til højopløste studieportrætter af hvide mennesker i Jafas eget liv, såsom hans gallerist Gavin Brown.
På den måde veksler værket mellem mikroaggressioner, kærlighed og utvivlsomme udgaver af hvidt overherredømme men uden direkte at navngive nogen af delene. Denne åbenhed producerer en bevidst ambivalens, der sætter beskueren på arbejde. The White Album bliver et visuelt apparat, der skærer igennem internettets flydende bank af dokumentation, og analyserer hvidhed som en sociopatologi. Undervejs mærker jeg hurtigt mine egne moralske fantasier sprinte afsted efter trofaste god-ond-dikotomier at holde fast i, som en slags afvigelsesmanøvrer fra et værk, der netop fungerer som et dirrende spejl, man kan placere sin egen hvidhed i, se hvordan den opererer og performer.
I hovedværket Love is the Message, the Message is Death (2016) er Jafas tekniske praksis tydeligt sat i spil. Klippearbejdet af det digitale, fundne materiale fremstår i dette værk som en sekventering af elementære stykker af sorte amerikaneres virkelighed. Tidligt i videoen klipper Jafa fra et klip af en bølgende, kollektiv dans (swag surf) – der skaber en fælles krop for en større forsamling under en basketkamp – til en ung mands dansende bevægelser, der tager kroppens fysiologiske muligheder til helt nye niveauer og endeligt til den forfærdelige optagelse fra 2015 af en hvid betjent, der skyder og myrder Walter Scott med skud i ryggen.
Værket er sat til Kanye Wests Ultralight Beam fra samme år. Med en teknisk ekvilibrisme, der ikke differentierer mellem forskellige billedkvaliteter eller kilder, producerer de mange klip en strøm af modstillinger, der flettes sammen til et essayistisk supercut. Den britiske kunstner John Akomfrah kalder denne metodiske billedbrug «affektiv tæthed» (affective proximity) og Jafa sammenligner selv dette arbejde med den måde, hvorpå en DJ splitter musikalske helheder op og sammensætter nye virkeligheder.
I det hele taget føles hele udstillingen som en sammensætning af værker, der følsomt men usentimentalt undersøger en sort æstetik indefra. Fotografier af Miles Davis og Whitney Houston, af punk-pioneeren HR fra Bad Brains hænger side om side med billeder af brutale lynchninger. I samme rum vises minimalistiske skulpturer lavet af sortmalede aluminiumsskinner og rør, sammensat med kæder og hængelåse og følsomt tilføjet et Yves Saint Laurent-silketørklæde eller en bandana. Der etableres tydelige koblinger mellem strukturel og fysisk vold mod sorte og produktion af kunst og kulturelle sublimiteter. At den bedste kultur, især musik, skabes af sorte og ofte udspringer af vold og undertrykkelse, smerte og lidelse, synes at være et kontekstualiserende motiv i Jafas kunst.
Udstillingens titel «MAGNUMB» signalerer en følelsesløshed overfor det storslåede; en udmattethed over den ontologiske rædsel, som Jafa i flere samtaler har forbundet med det at være sort. Men selvom denne smertefulde forbindelse mellem kultur og vold undersøges virtuost og med visuel konsekvens, er det tydeligvis ikke uden problemer.
I et interview i udstillingskataloget kritiserer kunstneren Faith Icecold Jafa for at æstetisere traumerne af den hvide vold mod sorte; at Jafa fx nærmest seksualiserer det grufulde billede af den mutilerede ryg i reliefværket Ex-Slave Gordon (2018). Icecold anfører også, at Jafa ikke burde udstille på hvide museer eller repræsenteres i hvide kunstsamlinger. Det er en kompleks samtale, der også inddrager Louisiana og spørgsmålet om, hvem kulturinstitutioner med udstillinger som denne henvender sig til, udover det sædvanlige privilegerede publikum.
Til udstillingen har Jafa lavet et nyt værk med titlen AGHDRA (2020), en stor animeret projektion af en solnedgang over et mørkt ocean med bølger bestående af størknet lavasten eller klippestykker, der massivt og flydende ’laver’ hav. En sang i nedsat tempo akkompagnerer det mennesketomme billede. Men tomhedens kontekst skaber hurtigt et ekko af et skib på bølgen, bølgen på havet; havet som det evige minde om grundlaget for den trafik af slaveskibe, der førte slavegjorte afrikanere til Amerika. Dette overvældende, mediterende værk ræsonnerer direkte med vores egen historiske virkelighed af dansk slavehandel. Et kapitel i Danmarks kolonihistorie, som det har været nemt og belejligt at yde massiv oplysningsmodstand.
Da en gruppe anonyme billedkunstnere eksempelvis for nyligt smed en gipskopi af en buste af Frederik V i havnen for at italesætte den kolonialisme, der eksisterer i vores nationale institutioner og politik, trådte den defensive, velfærds-psykotiske hvidhed i karakter og udskød igen muligheden for en ellers nødvendig og ufarlig dekolonisering. Det er tydeligt, at magtens fulde spektrum endnu ikke ønsker at sætte dette hverken på skolepensum eller på skulpturelt pensum i byrummet. I mellemtiden kan man have denne og mange andre samtaler med og igennem Arthur Jafas kunst.
