I dag udgør mikrogalleriernes initiativer og udstillinger en signifikant del af den københavnske kunstscene. I kølvandet på finanskrisen boomer antallet af kunstnerdrevne non-profit mikrogallerier i København, og det er karakteristisk, at der eksperimenteres samtidig med at stederne drives ambitiøst og professionelt.
Toves og IMO (der startede som et kunstnerdrevet sted) er med deres henholdsvis 3-4 år blandt de ældre i kategorien, sammen med steder som 68 Square Metres og NHL Space, men for blot to år siden var der ingen der havde hørt om YEARS, Fauna, Another Space, OK Corral, New Shelter Plan, C4 PROJECTS, SØ, Sydhavn Station eller bureau publik. For en lille kunstscene som den københavnske er det både en bemærkelsesværdig og en velkommen udvikling. Især mikrogallerierne har været afgørende eksponenter for den nyformalisme og materialeundersøgende konceptualisme, der kendetegner den yngre scene i dag.
Blandt de nyankomne er også Flensborggade 57, der for godt et år siden åbnede i et lillebitte butikslokale på Vesterbro, og udstillingsstedet Weekends, der i den forgangne weekend åbnede i en stuelejlighed på Ydre Nørrebro. Begge steder er karakteriseret ved den ånd og energi, der næres af det selvorganiserede, men hvor Weekends profil er helt ung, international og udadvendt, har Flensborggade 57 i højere grad rod i den lokale københavnske scene og såvel kræfterne bag, som udstillerne, er mere erfarne kunstnere.
Flensborggade 57 drives af kunstnerne Pia Rönicke, Johannes Christoffersen og Joshua Mittleman samt kurator Judith Schwarzbart. I modsætning til kræfterne bag flertallet af de nye udstillingsrum, har i hvert tilfælde Christoffersen været en del af den københavnske scene siden mikrostederne sidst blomstrede, tilbage i 1990’erne. I det forgangne år har Mittleman stået bag en udstillingsrække med udlændinge bosat i Danmark, mens det er Christoffersen, der står bag programmet for første halvdel af 2014, ud fra den underfundige, lettere indadvendte, overskrift: «Silkeborgaffæren»/ Kalk og Svamp Festival 2014.
Programtitlen viser sig at være en indforstået henvisning til en gruppe kunstneres hedengangne diskussions- og kaffeklub, der bar navnet Kalk og Svamp – udstillerne i Silkeborgaffæren er således tidligere medlemmer af klubben. Blandt disse er Christian Schmidt Rasmussen, der netop har vist et nyt landskabsmaleri, fem håndskrevne sedler og 3 papkasseteaterstykker fra 1995 som «et ekko af en beruset december-diskussion». Næste indlæg i kaffeklubsdiskussionen kommer fra Sebastian Schiørring (tidligere del af duoen Rasmus Knud, sammen med netop Johannes Christoffersen), der i morgen åbner udstillingen Holding Pattern, hvor man kan opleve «en træskulptur, der forsøger at være noget andet og et fotoalbum der bare er sig selv.» Hvordan Silkeborgaffæren ellers udvikler sig i fremtiden røbes der ikke noget om, men tanken bag er, at kaffeklubbens diskussioner omdannes til udstillinger, som igen omdannes til diskussioner. Måske er det sådan det fortsætter.
Bag Københavns nyeste udstillingssted Weekends står Rasmus Myrup, som er 2. års studerende ved Det Fynske Kunstakademi. Weekends vil introducere yngre udenlandske navne i København, men er også et projekt der handler om tilpasning; hvad er praktisk og indholdsmæssigt muligt inden for en given ramme. Rammen er her et værelse i Myrups egen Nørrebro-lejlighed, som nu er omdannet til et udstillingssted. Den første sæson på fire udstillinger viser temmelig hot samtidskunst af yngre internationale kunstnere: Artie Vierkant er den næste på programmet og senere følger udstillinger af Amalia Ulman & Cédric Fargues samt Lasse Schmidt Hansen. Hver udstilling vises i blot tre weekender og lige nu er det altså åbningsudstillingen med New York-kunstneren Wyatt Niehaus, som har filmet højteknologiske japanske industrirobotter og koblet dem med et fotografi af Mount Fuji. Det er helt i tråd med Weekends ambition – som i øvrigt også angår en del af byens øvrige mikrogallerier – at vise en kunstner med flere internationale udstillinger bag sig, men som endnu ikke har udstillet i København.