«Tell me ’bout your dreams / do they drift and float in the clouds?» spørger den estiske performancekunstner Kris Lemsalu og amerikanske lydkunstner Kyp Malone i en grafitti på væggen på vej ned i underetagen af Den Frie Udstillingsbygning. Sætningen er en del af et digt, der også fungerer som lydspor i den performative totalinstallation, der i udpræget grad føles som noget, man kunne støde på i drømme.
Værket Going Going blev oprindeligt skabt til performancefestivalen Performa 17, hvor det blev opført i en kirkebygning i Harlem. Det er en modificeret version vi finder i kælderen på Den Frie, men den sakrale stemning er intakt. På bagvæggen projiceres to rundbueformede videoer, der giver det indtryk, at vi står overfor bevægelige og konstant skiftende blyindfattede katedralvinduer. På gulvet er der med løs hånd spredt religiøse figurer, der hviler på en grund af sand.
Midt i rummet, indhyllet i røg og belyst nedefra, så den nærmest synes at svæve, står en sælsom installation. En opredt støbejernsseng med et forhøjet hovedgærde er forsynet med en slags fangarme, der med sine keramiske hænder griber ud i luften. Armene er klædt i cowboybukser, så de ligner en slags ben, men på sin vis også øjenvipper på et enormt tredje øje i hvis centrum Kris Lemsalu på åbningsdagen stod, udklædt som en slags frugtbarhedsgudinde med karikeret makeup, et net med æg bundet over skridtet og store blade vejende, som en slags antenner, fra sin hat. Lemsalu drejer på et håndtag, der får fangarmene til at bevæge sig frem og tilbage. Det ser delvist ud, som om øjet blinker, og delvist som om sengen har fået vinger og er på vej til at lette fra jorden og flakse op af kælderen og videre ud i natten.
Værket er en forrygende teatralsk hyldest til og afsked med Lemsalu og Malones ven, performancekunstneren Philly Abe, der afgik ved døden i 2018. Til et elektronisk, drømmende lydspor af Kyp Malone (fra indierockbandet TV on the Radio) blander videoerne religiøse og spirituelle referencer med mere shamanistisk metaforik i en hæsblæsende, neonfarvet genforhandling af forholdet imellem død og genopstandelse, tilsat et solidt drys smileys, regnbuer og frugtbarhedssymboler.
Going Going blev kun aktiveret som performance på åbningsdagen, og det er ikke til at vide, hvordan den tomme seng og de heftige videoer vil spille sammen uden Lemsalu og Malones tilstedeværelse. Denne eftermiddag manede Lemsalu ånder og meditative drømme frem med en sådan kraft, at da vi endelig steg op fra mørket, var det med missende øjne imod sollyset, nærmest som genfødte.
