Forholdet mellem kunst og kapitalismekritik er en affære, som har rødder tilbage til de første avantgarde-bevægelser fra starten af det 20. århundrede, og en affære som har fået nyt momentum op gennem 2000erne. Værker og udstillinger er blevet lavet, publikationer udgivet og diskurser udviklet i et omfang så man i dag nærmest ikke kan sige samtidskunst uden også at sige kritik af kapitalismen i sin neoliberalistiske form.
I Danmark er kunsthistorikeren Mikkel Bolt (f. 1973) en af de mest fremtrædende og mest radikale eksponenter for denne tendens. Som lektor på Københavns Universitet, redaktør på tidsskrifter som Kultur & Klasse, Øjeblikket og Mutant, starter af forlaget Nebula (sammen med kunstneren Jakob Jakobsen) og ikke mindst som forfatter til flere bøger – blandt andre Den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik (2004) og Avantgardens selvmord (2009) – har han både diskuteret venstrefløjens politiske projekt som historisk fænomen og argumenteret for dets forsatte relevans. Konsekvensen han drager af sin analyse er, at en total omvæltning af det kapitalistiske samfund er eneste udvej. I anledning af udgivelsen af hans seneste bog Krise til Opstand – noter om det igangværende sammenbrud har Kunstkritikk stillet ham en række spørgsmål, der angår kunstens betydning for den kommunistiske revolution han forestiller sig.
Du skriver, at din analyse af den nærværende krisesituation udspringer af eller ligger i forlængelse af din interesse for den kunstneriske avantgarde i det 20. århundrede og den politiserede samtidskunst, men kunst spiller en diminutiv rolle i bogens argument. Hvordan hænger det sammen?
Anliggendet for denne her bog er ikke kunst i snæver forstand, det er den kapitalistiske krise og den nye protestcyklus, der startede i 2011 i Nordafrika og spredte sig videre til Sydeuropa, USA, osv. For så vidt som der er elementer af, hvad vi kan kalde, kreativ dissens tilstede i protesterne, så er det med som en del af analysen. Jeg beskriver eksempelvis besættelsen af pladser som et détournement. I det nye forord til Avantgardens selvmord, der er blevet genudgivet i forbindelse med udgivelsen af Krise til opstand, skriver jeg om genkomsten af en avantgardeposition i de arabiske revolutioner, om hvad jeg kalder Tahrir-dada, en selvkritisk gadekunst der gør grin med alle de forskellige autoriteter og samtidig tematiserer spørgsmålet om mental forsinkelse. I analysen af krisen og protesterne benytter jeg mig af bl.a. af situationisternes teser om skuespilsamfundet og fokuserer på kriserepræsentationer, de forskellige måder, krisen repræsenteres. Så spørgsmålet om billeder er stadigvæk centralt, det er bare ikke de billeder, der cirkulerer i kunstinstitutionen i mere snæver forstand.
Samtidig vil jeg argumentere for, at der er en intim forbindelse mellem den moderne kunst og forskellige former for kapitalismekritik. For mig at se, har den moderne kunst altid været kendetegnet ved et antagonistisk forhold til den kapitalistiske modernisering. Fra romantikken over æsteticismen frem til mellemkrigstidens avantgarder og videre er kunsten en kritisk analyse af den verden, som den kapitalistiske produktionsmåde frembringer. Jeg har tidligere formuleret det på den måde, at kunsten har en form for iboende kommunistisk perspektiv. Den peger hinsides den allerede eksisterende verden, som kapitalen former og løbende river fra hinanden i jagten på profit. Kunsten forsøger at forestille sig den moderne verden anderledes. Mellemkrigstidens avantgarder, dada, surrealisme og den sovjetrussiske avantgarde og Situationistisk Internationale er naturligvis de steder, denne kapitalismenegerende dimension kulminerer, her har vi at gøre med revolutionære antikunstneriske projekter, der forstår sig som en del af den revolutionære satsning. Det handler om at udvikle og praktisere en altomfattende samfundskritik, alle forhold skal underkastes kritisk analyse og ændres: kunsten, byen, sproget, etc. Med andre ord, forbindelsen mellem kunst og antikapitalisme er ligetil.
I årene omkring rydningen af Ungdomshuset var du en prominent figur på den aktivistiske scene i København. Du arrangerede seminarer og udgav bøger med udgangspunkt i dit arbejde med arven fra Situationismen. Hvad er der blevet af dit aktivistiske engagement? Er det en scene du mener har udspillet sin (historiske) rolle?
Nej, aktivismen har ikke udspillet sin rolle. Analysen i bogen er netop, at det er vigtigt. Det er jo læsningen af protesterne i Nordafrika, Mellemøsten, Sydeuropa, USA, Canada, Chile, etc. De protester, der finder sted i 2011, har været den første rigtig store udfordring af den neoliberale kapitalisme og dens ekstreme ulighed. Efter finanskrisen i 2008 blev regningen bare sendt videre til almindelige mennesker, mens bankerne blev købt ud. I Nordafrika og Mellemøsten har der fundet en årevis eksklusion sted i regi af neoliberale strukturtilpasningsprogrammer, i Europa er det først for alvor efter 2008 at den neoliberale chokkur «vender hjem», selvom der også i Europa har fundet en gradvis nedslidning af efterkrigstidens velfærds- og konsumsamfund sted, det er det samme i USA, hvor afviklingen har været hurtigere og mere intens. Mens der er sket noget i Sydeuropa, i Grækenland, Spanien, Portugal og andre steder, så er det endnu ikke lykkedes at mobilisere på baggrund af finanskrisen i Danmark og København. Det har selvfølgelig uden tvivl at gøre med den europæiske økonomi, forholdet mellem Nord- og Sydeuropa, men også at gøre med den umiddelbare forhistorie i København. Som du siger, skete der meget i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset i København i 2007. Fra 2007 til 2009 var der virkeligt gang i den i København, G13, Luk Lejren og Kirkeasyl var nogle af højdepunkterne. Men efter Kirkeasyl forsvandt energien igen, mange var simpelthen helt smadrede og trætte, allerede i forbindelse med COP 15 i december 2009 var det som om, en protestcyklus var forbi. Siden er der ikke sket nogen støre mobilisering.
Situationen her er kendetegnet ved politisk depression, men det er jo også billedet mange andre steder. Efter mere end 30 års intens neoliberalisering er der ikke noget radikalt venstrepolitisk vokabularium tilbage. I den forstand er aktivismen alvorligt udfordret eller er brudt sammen. Derfor er situationen opløsning og fragmentering hele vejen rundt. Og det er også på baggrund af denne opløsning, at de nye protester finder sted i Sydeuropa og USA. Men 2011 udgør et brud med 30 års énsidet klassekamp. Protesterne pegede ikke blot på finanskapitalens gældsbaserede problemer, men også på strukturelle modsætninger i den kapitalistiske produktionsmåde.
Det kan synes som om du har draget samme konsekvens af analysen som flere situationister, nemlig at det eneste udvej og mulighed for en sand politisk kunst er en opløsning af kunsten til fordel for direkte politisk engagement. Er det en korrekt læsning af din udvikling?
Hvad angår spørgsmålet om kunst og direkte politisk engagement, så kan man sige, det er den anden side af spørgsmålet om kunst. Hvis jeg lagde ud med at sige, at kunst har en iboende antikapitalistisk tendens, så skal det udsagn selvfølgelig suppleres med en analyse af kunstens støtte til den allerede etablerede orden. Som Marcuse i sin tid skrev, har kunsten en dobbelt rolle. Den er på den ene siden en kritik af det kapitalistiske samfund, men på den anden side konsoliderer kunsten det selvsamme samfund. Kunsten er en relativt fri zone til at eksperimentere. Det er forestillingen om kunstens autonomi. Den skal ikke adlyde ekstern definerede regler, og selvom kunstinstitutionen og kunstmarkedet presser den enkelte kunstner, er vedkommende relativt fri til at skabe de værker, vedkommende selv vil. Men netop som «frit udtryk» spiller kunsten en vigtig rolle i den herskende orden, der spejler sig i kunstens «frihed» og «åbenhed». I kunsten kan alle samfundets modstridende aktiviteter komme til udtryk som luksusvarer. Så som system er kunsten altså affirmativ over for det allerede etablerede samfund. Den fungerer som en symbolsk legitimation for klassesamfundet, som Bourdieu ville sige. Derfor skal kunsten, hvis den skal være tro mod sit kritiske potentiale, hele tiden presse til kunstens grænser. Den skal være antagonistisk over for sin egen institutionelle status. Og hvis den skal være tro mod kunstens antikapitalistiske potentiale, så skal den bryde med kunstsystemet på den ene eller anden måde. Ikke som en politisering af kunsten, men som en samtidig kritik af opdelingen af den menneskelige eksistens i adskilte sfærer, det være sig kunst eller politik.
I forbindelse pirategadefesten i Hyskenstrædet i 2009, hvor det kom til en konfrontation mellem autonome og politi på udtalte du, at du så festen, der også involverede massivt hærværk, som «en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum», og man fik indtrykket af, at det for dig var idealet for kunsten i dag. Festen var ikke annonceret som kunst, og jeg tror heller ikke nogen af de tilstedeværende – som talte flere folk fra kunstscenen, jeg selv inklusiv – så det som sådan, men kan du pege på nogen former for nutidige kreative udtryk, der definerer sig som og opererer som kunst, der kan understøtte den kommunistiske revolution du forestiller dig?
Kunsten er vigtig. Revolutionen er jo også en mental proces, det var det situationisterne gjorde opmærksom på i 1960’erne med deres forestilling om skuespilsamfundet. Men langt størstedelen af den samtidskunst, der cirkulerer i dag, er blot affirmativ over for den neoliberale kapitalisme. Dér sker der ikke noget. Det er dog stadigvæk muligt at agere oppositionelt. Institutionskritikken er stadigvæk en mulighed: en kritisk refleksion over de sociale forhold, der er grundlaget for de institutionelle omstændigheder. Kunstens autonomi muliggør jo stadigvæk en vis relativ frihed, der gør det muligt for kunstneren at agere kritisk i sin praksis og med sine værker. Men autonomiens relative frihed lægger som allerede sagt en kraftig dæmper på kritikken. Hvis der skal ske mere, skal kunstinstitutionen udfordres eller forlades. Altså igen tilbage til en post-neo-avantgardeposition; det er der imidlertid ikke meget samtidskunst, der gør. Men Hyskenstræde var et forsøg.
Men kan du ikke nævne et par eksempler? Du har trods alt arbejdet tæt sammen med flere kunstnere i forskellige sammenhænge. Du har kurateret en Situationisme-udstilling og arrangeret et Situationisme-seminar med Jakob Jakobsen, hvor der i øvrigt deltog flere kunstnere og digtere, du har udgivet et tidsskrift med Jørgen Michelsen og en samtalebog med Claus Beck-Nielsen. Der må da være specifikke kunstnere som gør at du ikke er helt desillusioneret på kunstens vegne.
Der er helt sikkert kunstnere, som formår at bruge kunstens relative autonomi til noget relevant. De kunstnere, du nævner, og som jeg har samarbejdet med på forskellig vis, er meget forskellige, men de er alle kendetegnet ved at have en stor historisk bevidsthed om kunstens umulige situation, men de forsøger ikke desto mindre at fortsætte den kreative proces på de mest bizarre selvproblematiserende måder. Matias Faldbakken er et andet eksempel, her har vi en interessant medskyldig post-kritisk praksis, der selvkritisk tematiserer umuligheden af modstand i kunstinstitutionen – den endelige tømning af kunstens kritiske potentiale. Men der er jo også mere avantgardistiske projekter som Pussy Riot, der intervenerer i en nedlukket russisk offentlighed med kritik af både kirken, diktatoren og kapitalen. Så der er såvel relevante projekter inden for såvel som uden for institutionen.
Krise til opstand er dels en kritik af kapitalismen, dels af de alternativer – revolutionsforestillinger – som venstrefløjens førende tænkere fra Lenin til Žižek har formuleret. Dit eget alternativ er svært at få øje på. Du skriver at kapitalismen vil blive «erstattet med noget andet», men det er jo en ret vag og, vil jeg også sige, visionsløs forestilling. Kan du ikke mere præcist beskrive hvordan du forestiller dig et nutidigt kommunistisk samfund? For hvis folk – arbejderklassen – skal tilslutte sig revolutionen og hvis den skal lykkes er der så ikke brug for at der er en drøm at identificere sig med som ikke bare er ophævelsen af den kapitalistiske arbejdsdeling?
Bogen er et forsøg på at praktisere, hvad jeg kalder, verdenskritik. At analysere finanskrisen i 2008 og protesterne i 2011, og redegøre for krisens omfang og historiske dybde. Krisen er ikke ny, på sin vis kan man sige, den neoliberale periode har været én lang krise, hvor der er blevet sparet på den sociale reproduktion og ødelagt kapital løbende. Se på infrastrukturen i USA, der er helt smadret mange steder. Outsourcing, gæld og nye teknologier har ikke været nok til at genskabe efterkrigsperiodens vækstrater. Derfor er tiden fra 1973 og frem en langsom shake out. Analysen af denne udvikling giver ikke anledning til at formulere nogen vision om et andet samfund. Udgangspunktet er den lange afvikling af det revolutionære sprog; der er ikke meget tilbage, hvorfra det er muligt at formulere nye billeder. Den traditionelle arbejderidentitet er opløst, dens politiske former som partiet og fagforeningen er i ruiner og bremser blot enhver ansats til noget andet. Så det visionsløse er knyttet til afviklingen af tidligere revolutionsmodeller. Jeg præsenterer ikke noget program, der skal realiseres nogen steder. Som hvid, heteroseksuel middelklassemand er det ikke op til mig, at udkaste nogen visioner i den nuværende historiske situation. Det er snarere min opgave at være med til at afvikle alle de modeller, som Vestens oplysningsprojekt har skabt, der forhindrer andre i at være visionære. Så igen, det er et negativt projekt, jeg har gang i. Det vil allerede være en stor hjælp i de igangværende processer, hvis vi kunne effekture en nedsmeltning af alle de overleverede idéer om vækst, marked, nationaldemokrati og stat. Det vil næsten være en lille halv revolution i sig selv.
